Den rigtige bøjle
Bøjlen som du hænger din blazer på har en afgørende rolle i forhold til hvordan din blazer holder på formen og sidder når du har den på. Bøjlen skal helst udfylde blazerens skulderparti på nogenlunde samme måde, som når du selv bærer den. Bredden på bøjlen skal ca. være tilsvarende til blazerens skulderbredde, plus minus et par centimeter. I værste fald kan din blazer blive deform, hvis den hænger for længe på en for smal eller for bred bøjle.
Undgå hyppig rensning
Du skal ikke rense din blazer for ofte, medmindre det er højst nødvendigt. Rensning fjerner nogle af de naturlige fedtstoffer fra eksempelvis uldstoffer og slider hårdt på stoffet. Så spar på rensningerne og rens kun blazeren når det er absolut nødvendigt.
Luft den ofte
En enkel og effektiv måde at holde din blazer pæn på, er ved at lufte den ofte. Frisk luft og vind har en utrolig effekt på stof og tekstilfibre. Dette gælder specielt for blazere i uld. Lad blazeren hænge på en tilpasset bøjle når du lufter den.
Pletvask
Skulle ulykken ske, og får du en plet på din blazer så bør du, for så vidt det er muligt, forsøge at pletvaske blazeren. Det vil sige at du forsøger at fjerne pletten i hånden og ikke ved at smide blazeren i vaskemaskinen. Der findes forskellige metoder til at fjerne pletter og selv har jeg haft mest held med neutral sæbe, vand og en svamp, hvor man forsigtigt kan gnubbe med en svamp.
Dampning
Hvis din blazer er blevet krøllet på forretningsrejsen eller ved andre lejligheder, er det en god ide at dampe den. En håndholdt damprenser kan anskaffes for et par hundrede kroner og er super god til at få jakken til at se pæn ud igen. En alternativ løsning kan være at hænge blazeren i brusekabinen, lægge bruseren på gulvet og skrue op for det varme vand, hvorefter dampen fra vandet vil dampe din blazer. Lad blazeren tørre inden anvendelse.
Undgå fyldte lommer
Du kan sagtens sprætte blazerens lommer op og bruge dem, men alt med måde. Hvis du fylder dem med overfyldte
punge, nøgler og telefoner, så kan blazeren i værste fald gå hen og blive deform. Om ikke andet kommer den i hvert fald ikke til at sidde godt med lommerne fyldte. Lad være med at putte for meget i lommerne og hav én lomme til telefonen, én til kortholderen og brystlommen til
lommertørklæde og
solbriller.