Den store jeansguide

Brug af jeans i tidens løb
Jeans, eller denim som det også kaldes, stammer fra den franske by Nimes, hvor udenlandske købmænd i starten af 1800-tallet opdagede stoffet og blev meget imponerede over dets egenskaber. Det slidstærke stof blev kaldt serge de Nimes (silke fra Nimes) og har i årenes løb udviklet sig til det denimstof, vi kender i dag. Oprindelsen af navnet jeans er man derimod ikke helt sikker på. De fleste tror dog, at det stammer fra bomuldsbukser, som blev brugt af sømænd fra Genova og mindede meget om jeans. Disse sømænd blev kaldt Genes på grund af deres hjemby, og det menes, at dette tilnavn med tiden har udviklet sig til navnet jeans. Man kan skelne mellem de to begreber ved at sige, at jeans er beklædningsgenstanden, mens denim er selve materialet.

Når man taler om jeans og denim, er det svært at se bort fra Levi Strauss, da han på mange måder var den absolut førende jeanspioner. Navnet Strauss er blevet synonymt med denim, da han startede med at bruge stoffet til bukser, der var beregnet til hårdtarbejdende guldgravere. I starten blev bukserne dog ikke fremstillet af denim, men af hamp, hvilket var yderst ubekvemt. Efter et stykke tid opdagede Strauss denim og begyndte at bruge dette stof til sine bukser, som blev vidt berømte, da de viste sig både at være mere behagelige og mere slidstærke.

Siden Levi’s første 501-bukser fra 1890 (hvis målgruppe var netop guldgravere, der søgte lykken) er der sket en hel del. Før anden verdenskrig blev jeans næsten kun brugt i den vestlige del af USA, hvor de fremstod i et romantisk lys og blev synonyme med cowboys. De var symbol på en stærk og selvstændig amerikaner samt arbejderklassen.

Årsagen til, at jeans efterhånden begyndte at blive brugt andre steder end ved cowboyernes lejrbål, var blandt andet, at amerikanske veteraner fra anden verdenskrig ofte brugte jeans i civil sammenhæng og dermed gav tøjet et mere afslappet udtryk. Netop anden verdenskrig var også medvirkende til, at jeans blev udbredt uden for USA's grænser, da flere soldater, som var udstationeret rundt om i Europa og Japan, bar jeans i det civile som symbol på hjemlandet. I 1953 bar Marlon Brando jeans i filmen "Vild ungdom", og to år senere gjorde James Dean det samme i "Vildt blod". Takket være disse to film blev jeans symbol på rebeller. Både Brando og Dean brugte jeans sammen med en hvid T-shirt, hvilket var med til at gøre tøjet endnu mere populært. De to skuespillere repræsenterede hjemvendte soldater, som gik imod normen. I stedet for at købe hus og stifte familie ligesom den gennemsnitlige amerikaner var de rebeller, der kørte på motorcykel. Efter et stykke tid blev jeans endda ligefrem forbudt på skoler i hele USA, hvilket blot understregede den rebelske symbolisme.

I 1960'erne begyndte den amerikanske middelklasse også at bruge jeans i sympati med arbejderklassen, som var mest berørt af racediskriminering og indkaldelse til hæren. Det faktum, at jeans har forenet samfundsklasser, er en stærkt medvirkende årsag til, at de har overlevet i over et århundrede. Samtidig har alle råd til at købe dem, de er af høj kvalitet, og de er flotte, uanset om de er nye eller slidte.

I 70'erne begyndte jeans for alvor til at indgå i mode og trends. I slutningen af 80'erne og i starten af 90'erne begyndte man at fremstille rigtige "designerjeans", og man så dem endda på catwalks.

Konstruktion
Ofte kan jeans og deres kvalitet måles via to forskellige egenskaber – konstruktion og stof. Jeans har normalt en meget ens konstruktion, da de som regel består af 21 dele og sammenføjes via ca. 36 syningsmomenter.

I takt med at fremstillingsprocessen er blevet mere effektiv, og symaskinerne er blevet mere avancerede, er det dog svært at skelne mellem jeans af høj eller mindre høj kvalitet. Ofte er det først efter nogle vaske, at forskellen bliver synlig.

Der findes dog mange forskellige kriterier, som kan analyseres for at afgøre, om der er tale om jeans af høj kvalitet eller ej. En af de mere enkle metoder er at studere, hvor mange steder jeansene er forstærket. For eksempel kan bæltestropper, baglommer og gylp være forstærket med en kortere søm med højere stingdensitet (28 til 42 sting pr. tomme).

Denne type søm bruges til områder, der ofte udsættes for større belastning, hvilket resulterer i længere levetid for bukserne. Fælles for alle jeans af høj kvalitet er, at de er forstærket på denne måde eller nittet ved baglommens øverste del. Der findes dog visse varemærker, som undgår netop nitter på baglommen, fordi det kan slide på diverse siddeflader, for eksempel sadler eller – mere relevant for de fleste – bilsædet. Levi’s brugte allerede i 1873 kobbernitter til deres arbejdsbukser for at forhindre slitage, og nogle af de første 501-modeller var udstyret med en nitte i skridtet for at øge holdbarheden. Den sidstnævnte nitte forsvandt sidenhen omkring 1941, og ifølge myten skyldtes det, at den brændemærkede diverse intime kropsdele på cowboys, fordi den varmeledende kobbernitte blev lige lovlig varm, når man sad med skrævende ben ved lejrbålet.

Materiale
Fælles for alle jeans er, at de er fremstillet med såkaldt kipervævning. Kiper er kort fortalt en underkategori af vævet stof, som har en bestemt type binding. Når stof er vævet, fremstilles det af garn, der sammenflettes i en vævemaskine fra to retninger. Det gøres med kæde og skud, hvor kæden i forskellige variationer løftes og sænkes (i den mest enkle type væv løftes hver anden tråd i kæden, og hver anden sænkes), så skuddet kan skydes vandret ind mellem kædens tråde og låses fast, når trådene bytter plads. I denimstof er kædetråden farvet, mens skudtråden som regel er ufarvet, og det er blandt andet det, der giver stoffet det fremtrædende diagonale udseende. Den anden og primære årsag til denims diagonale udseende er den tidligere nævnte kipervævnings konstruktion.

Denimstoffets blå farve skyldes, at det oprindeligt blev farvet med indigo, som er et naturligt farvepigment fra Indien, der var billigt og nemt at arbejde med. I 1900-tallet blev indigo dog i vid udstrækning erstattet af syntetiske alternativer, da de er billigere og nemmere at arbejde med.

I løbet af de sidste 15-20 år er det blevet stadig mere almindeligt at bruge stræk i stoffet til jeans. Det gøres ved at tilføje en lille procentandel af elastiske fibre (som regel 1-2 %), som giver et mere blødt og strækbart stof.

Blandt de inkarnerede jeansentusiaster tales der ofte om stoffets vægt, som måles i oz (ounces). Det refererer til, hvor stor densitet, stof har – det vil sige hvor meget garn, der bruges til en bestemt flade. I tilfældet oz (som er det mest udbredte) drejer det sig om, hvor meget en kvadrat-yard af et stof vejer i ounces (en ounce er ca. 28,35 gram). For at sætte dette i perspektiv plejer man at sige, at stof på mellem 8 og 9 oz er let stof, der passer til sommerens varmere temperaturer. Hovedparten af de jeans, der fremstilles i dag, laves af stof, der vejer mellem 11 og 13 oz. Der findes dog visse japanske væverier, som fremstiller jeans, hvis denim vejer omkring 25 oz. Det er så groft, at bukserne uden problemer kan stå op selv.

En almindeligt forekommende term, når man taler om jeans, er, hvorvidt de er fremstillet af selvage-denim eller ej. Selvage-denim er et stof, der væves på mere primitive væve end dem, der oftest bruges i den moderne tekstilindustri. I modsætning til en moderne projektilvævemaskine, der kan væve brede stykker stof, væves selvage-denim på gamle skyttevæve, som er betydeligt smallere (ca. 21 til 32 tommer). Navnet selvage er opstået, fordi stof vævet på disse gamle væve selv danner de færdige kanter (self-edge) i modsætning til mere moderne væve, hvor stoffet klippes af ved kanterne og bagefter afsluttes. En fordel ved dette er, at det minimerer risikoen for, at stoffet trevler, men til gengæld er produktionsprocessen betydeligt mere tidskrævende, samtidig med at stoffet bliver mindre perfekt. De fleste af de tilbageværende skyttevæve findes i dag i Japan, da amerikanske jeansproducenter i 1950'erne skiftede til de moderne projektilvæve for at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel. I 1980'erne begyndte japanerne for alvor at fremstille denim på skyttevæve, da de opdagede charmen ved den anderledes tekstur, stoffet fik, og den måde selvage-stof ældes på. I dag er selvage-denim dog mest kendetegnet ved ægkanten, som ses på buksebenet (dvs. den kant, der opstår på stoffet, når det væves på en skyttevæv).

Vask og efterbehandling
Afhængigt af fremstillingsteknik og andre faktorer plejer man at sige, at selve fremstillingen af et par jeans tager ca. ni et halvt minut. Til gengæld kan forskellige slags efterbehandlinger være meget tidskrævende og medføre, at det tager op til fem dage, inden jeansene er helt færdigproducerede. Oftest handler det om forskellige typer forvaskede kvaliteter og efterbehandlinger af jeansenes overflade.

Et par jeans, som bare er blevet vasket eller skyllet under fremstillingsprocessen, kaldes ofte rinsed. Denne vask sker for at fjerne stivelse fra det garn, stoffet er vævet af, så bukserne bliver blødere. Stivelsen bruges ofte til at styrke garnet, når man væver stoffet, og er derfor ikke nødvendig i det færdige produkt. En anden almindeligt forekommende forvasket kvalitet er stonewashed, som indebærer, at de færdigsyede jeans vaskes sammen med pimpsten for at give dem et slidt og mat udseende. 

Jeans, som er helt uvaskede, betegnes ofte "raw" eller "dry" og kommer i en ubehandlet og betydeligt stivere version end vaskede varianter. Disse bukser kan til at begynde med føles ubekvemme og have en tendens til at smitte af. Når jeansene smitter af, er der risiko for, at de afgiver farve og kan farve for eksempel undertøj eller siddeflader. Der er dog mange, som foretrækker uvaskede jeans, så man får mulighed for selv at "gå jeansene til" og give dem sit eget personlige slid alt efter, hvordan man selv har brugt dem.