Designikonet Nick Ashley: om funktionel motorcykelstil og at gå sine egne veje

De sidste syv år har Nick Ashley været Creative Director for Private White V.C. Han blev født i 1957 og voksede de første år af sit liv op i et gammelt militærtelt i Wales, hvor han boede året rundt sammen med sin mor Laura, far Bernard og to ældre søskende. Spartanske leveforhold i et klima svarende til Skandinaviens, valgt af forældrene, som satsede alle økonomiske midler på at opbygge deres tekstilvirksomhed. En start på livet, der lærte Nick at ofre det, der var nødvendigt for at få succes. Et grundlag, som var med til at forme en ydmyg, men frygtløs og målbevidst personlighed, der gjorde ham til en af modeverdenens i mange henseender mest interessante og succesfulde personligheder.

Da Nick var seks år gammel, købte familien endelig et lille, gammelt og forfaldent stenhus. Han beretter, hvordan han sad på taget og med hammer og søm fastgjorde alle de gamle skifertagsten. Arbejdet skulle gøres, og hele familien deltog i renoveringen.

Hans mor Laura havde under anden verdenskrig arbejdet med at bryde koder og som spion for engelske SOE. Hun var udstationeret i det besatte Frankrig, hvor hun hjalp den franske modstandsbevægelse. Dette fik Nick selv først at vide for ganske nylig, da oplysningerne var hemmelighedsstemplede i 50 år. Faderen Bernard ønskede at ville blive jagerpilot i engelske RAF, men blev afvist. Sessionsmyndighederne så skuffelsen i hans øjne og gav ham i stedet gav ham en ledende stilling i elitekorpset Gurkhas.

Under den lange opbygning af forældrenes virksomhed arbejdede Nick tæt sammen med sin mor og hendes to assistenter i designteamet. Det inspirerede ham, og han lærte gennem mange år de grundlæggende elementer i designfaget.

MODTAGELSE I FUNKTIONEL STIL

Da jeg ankommer til Heathrow, står Nick og fotografen Jamie Ferguson og venter på mig i ankomsthallen. Nick er iklædt grove kakislacks fra Incotex, brune grove håndsyede læderstøvler og en fantastisk olivengrøn parka i Private White V.C.'s Ventile-stof, med fine ivævede ripstop-tern. Et gult og sort tørklæde i kraven og på hovedet en flatcap i olivengrønt højteknologisk funktionelt stof. Briller med et markant stel og let tonet glas fra Cutler & Gross, som et afsluttende touch for at markere hans personlighed og udstråling. Alt oser af klassisk stil med attitude og praktisk funktionalitet helt ned i mindste detalje. En kombination, der er kendetegnende for Nick Ashleys syn på stil og mode. I Japan er han uofficielt "Mr. Techno Retro”. En reference til fortolkningen af tidløst tøj, som er blevet forædlet i versioner af højtydende materialer og funktionelt design, mere om dette senere i interviewet. "Japan elsker mig, og jeg elsker Japan", konstaterer Nick med et varmt smil.



Vi går ud til hans VW-van i korttidsparkeringen. Det skal understreges, at Nick er det, der bedst beskrives som et rendyrket "petrolhead". Alt med motorer fascinerer ham og har altid gjort det. Hans store passion er motorcykler af enhver slags. "På vores gård i Wales har jeg mine dirt bikes. Mange nyere japanske maskiner med høj ydeevne, som jeg kører på hen over de vidtstrakte walisiske heder. I New Forest har jeg mine mere sjove motorcykler," fortæller han glad, da vi planlægger vores møde.

I starten af firserne fik han et gammelt Rolex Daytona med sorte underskiver. Vi urinteresserede kender det i dag som et "Paul Newman". "Det kørte med "Rolex-tid," konstaterer Nick, hvilket indebærer, at det tabte en del tid, som mekaniske ure gør sammenlignet med kvartsures mere præcise tidsvisning. Det lå og samlede støv i min strømpeskuffe, så jeg byttede det væk for en motorcykel, skraldgriner Nick, der udmærket er klar over, hvad uret er værd i dag (fra omkring 300.000 kroner til flere millioner, red.). "Jeg fortryder stadig ikke, at jeg byttede. Motorcyklen havde en større værdi for mig på det tidspunkt."


Nick har kørt alt fra Dakar-rallyet til Baja 1000. Sidstnævnte er et 1300 km langt terrænløb i den mexicanske ørken. Han er en evigt ung sjæl, der altid stråler af livsglæde. Der er aldrig langt til en rungende latter i hans nærhed, og det kommer tydeligt til udtryk på vej til det sydlige Hampshire, hvor han har sit engelske country house. Det andet ligger i Wales.


De store motorveje tager gradvist af og skifter til mere snoede landeveje, jo længere vi kører sydpå. Der dukker flere skove op, og omgivelserne skifter mellem den åbne hede og små søer ved store gamle stenhuse, som nærmest leder tankerne hen på slotte. Vi kører til sidst hen over en bred færist, der udgør den tydelige grænse mellem omverdenen og det store skovområde, som i næsten 1000 år var kongelig jagtmark og i dag er en stor nationalpark, hvor Nick har sit country house. Et område, hvor heste, får, æsler og hundredvis af fasaner går løst rundt både i skoven og på vejene.

EN BROGET SKOLEGANG

Nick har sin formelle designuddannelse fra det prestigefyldte Central Saint Martins College i London. "Jeg havde en meget broget skolegang i mine unge år," griner Nick. "Og jeg nåede af forskellige årsager omkring velsagtens et dusin forskellige skoler med meget varierende resultater. Så mine karakterer fra folkeskolen var ærligt talt ikke noget at prale af," konstaterer han med et finurligt bredt smil, som er meget karakteristisk for Nick Ashley, når man lærer ham lidt at kende.

"Da jeg skulle til at søge ind på college for at få en formel designuddannelse, krævede det både konkrete præstationer og akademiske resultater at komme ind. I sidste ende afhang det hele også af resultatet af en individuel samtale, før man eventuelt fik lov til at gå på skolen. Jeg havde en portefølje, som jeg havde designet og fået syet på min mors fabrikker, så den var ret godt lavet. Den var et hit hos optagelsesnævnet. Da vi så i slutningen af den vellykkede samtale – og vi taler her om midten af halvfjerdserne – begyndte at tale om akademiske resultater, forklarede jeg, at jeg desværre ikke havde mine (ikke-eksisterende) eksamenspapirer med mig, men at jeg kunne sætte mig op på min motorcykel og køre tilbage til Wales for at hente dem og være tilbage næste morgen. Samtalelederen kiggede ud. Det øsregnede på sand engelsk maner, og han rystede bare stille på hovedet og sagde, at det nok ikke ville være nødvendigt. Så jeg kom ind!"



I studietiden arbejdede Nick ved siden af hos Savile Row-skrædderen Tommy Nutter, der havde kunder som Mick Jagger og Elton John for bare at nævne nogle få. "Jeg er et vaskeægte morgenmenneske," forklarer Nick. "Da undervisningen på Saint Martins College ofte ikke startede før efter frokost, arbejdede jeg hos Nutter om formiddagen og fik nyttig erfaring. En dag skulle jeg returnere en hvid blazer til en kunde i det centrale London, efter at vi havde repareret et hul fra en cigaret. Kort efter at jeg ringede på hoveddøren med blazeren i hånden, åbnede Ringo Starr pludselig og takkede glad med bred Liverpool-dialekt."

Vi kører til sidst ind på en gårdsplads helt nede for enden af en lille skovvej, hvor et flere hundrede år gammelt hus i to etager bygget af sten og ler fra de omkringliggende skove omhyggeligt er placeret. Da vi stiger ud af bilen, bydes vi velkommen af familiens tre hunde Finley, Badger og Bumbles.

DRONNINGENS UNDERTØJ

I mange år var Nick dybt involveret i designprocessen i familievirksomheden. Han fortæller, at det egentlig først var 20 år efter, at virksomheden blev grundlagt, at de for alvor begyndte at tjene penge. Der var mange viljer indblandet i det, der skulle fremstilles.

På et tidspunkt ville Nick, som dengang var 20 år gammel, og hans bror introducere en kollektion af veldesignet dameundertøj til udvalget i Laura Ashley. Nick designede og sammensatte en prøvekollektion med tøj, som han derefter præsenteres for en ledelsesgruppe i koncernen bestående af gråsprængte herrer med økonomisk magt, som ikke havde alverden indsigt i hverken design eller mode.

De klukkede og lo indbyrdes ved synet af billederne, som forestillede letpåklædte modeller, der var iklædt det luksuriøse undertøj, og mente, at det var for vovet for varemærket. Designteamets og Nicks tanke var, at tøjet skulle være en hemmelighed og den eksklusive afsluttende detalje under tøjet, som kun kendtes af de kvinder, der var iklædt det eftertragtede tøj fra varemærket. Arbejdsnavnet for undertøjet var "Lauras Secret".

Konceptet blev afvist af ledelsesgruppen for varemærket Laura Ashley, og Nicks design og undertøj fik i stedet sit helt eget varemærke. Virksomhedens ledelse ønskede dog at nedtone det meget vovede og sensuelle, som man anså undertøjets design for at udstråle. Den udspekulerede ledelse besluttede, at varemærket i stedet for "Laura" skulle opkaldes efter en af de mest kyske kvinder, de kunne forestille sig: Queen Victoria. Nick griner højlydt og fornøjet og konstaterer, at den lidt bizarre sammenkobling og kombinationen jo i princippet bare gjorde det hele endnu bedre. "It made it even more naughty!".

UDFORDRINGEN SOM KREATIV LEDER

"Selv som Creative Director har man normalt nogen over sig i virksomheden, som man skal stå til ansvar for. Mennesker, der ofte ikke har noget dybere kendskab til godt design eller forbrugeradfærd, bestemmer, om det, man designer, kommer til at fungere på markedet og hos kunderne eller ej. Dette er ofte baseret på deres egen smag og måske et geografisk område, der kun udgør en meget lille del af varemærkets samlede marked."


"Det sætter den kreative drivkraft på prøve, og man mister lysten til at kæmpe for det, man tror på. Det hele er naturligvis en balance mellem, hvad der sælger godt og giver virksomheden overskud, og hvad der gør udbuddet interessant for de mere kræsne kunder, som måske bliver mere toneangivende, når varemærket skal nå ud til de rette kredse på markedet. I sidste ende skal der dog være tiltro til designeren og dennes omdømme, også set i et forretningsmæssigt perspektiv," opsummerer Nick Ashley.

ET TROVÆRDIGT VAREMÆRKE

Et troværdigt, ægte varemærke er i Nick Ashleys øjne ligesom dets kunder. Det lever det samme liv, som det repræsenterer, med en æstetik og stil, som de kunder, der køber det, udlever. Der findes masser af varemærker, som opbygger glamourøse facader og giver indtryk af en luksuriøs livsstil og fremstillingskvalitet på det højest mulige niveau. Det viser sig så, at virksomheden selv står for noget helt andet og fremstiller sit tøj med tvivlsom kvalitet, hvad angår produktion, materiale og syning.

Det har været en af de store fordele ved Private White V.C. De udvikler og fremstiller deres eget stof, de syr deres tøj i hånden i Manchester med meget erfarent personale, der brænder for håndværket. Tøj, som er rettet mod velklædte mænd, der værdsætter materialer og tøj af designmæssig høj kvalitet og forstår både den økonomiske og stilmæssige værdi.

-Hvad mener du er kendetegnende for veldesignet tøj?
"Stil- og modemæssigt har mange af mine arbejdsgivere betragtet det en succesfaktor, at man skal kunne ligge ned, når man har tøjet på," griner Nick. "Spøg til side. Det skal gøre dig flot og selvsikker, og det skal i praksis fungere præcist, som det er hensigten. Det skal ældes med værdighed og blive pænere med tiden."

Nick Ashley blev af Ralph Lauren selv engang tilbudt stillingen som Creative Director for linjen RRL. Et designmæssigt spændende linje, der er baseret på klassisk tøj af modeller med lang historie, som skal kunne modstå 


hård brug og belastning og samtidig være veldesignet og stilfuldt. Grove selvedge-jeans, robuste læderjakker i en kraftig materialetykkelse. Han takkede nej, da de ikke kunne blive enige om produktionslande, fabrikker og kontrol af produktionen af det tøj, han skulle have designet i den rolle.

A SELF MADE MAN

Med sin opvækst i en velhavende familie, hvor faderen en overgang var med på listen over de 500 rigeste i Storbritannien, er det let at tro, at Nick Ashley i dag lever et liv, der i vid udstrækning er baseret på arvede penge. Det er dog meget langt fra sandheden. "Min far altid gjort det klart, at vi børn aldrig ville arve noget, men at han til gengæld ville lære os at tjene vores egne," fortæller Nick, mens vi sidder og snakker foran den åbne pejs i det gamle hus. Da min mor døde, giftede han sig senere igen, og hans portugisiske kone arvede alt, han efterlod."

"Selvfølgelig havde jeg en meget privilegeret opvækst med en masse oplevelser, der er få forundt," konstaterer Ashley. Min far havde altid en evig interesse for alt, der havde med flyvning at gøre, da han jo i sin tid ønskede at blive pilot. Han var selv i sin storhedstid en af de private piloter, der havde flest flyvetimer i hele England. Han havde private helikoptere med to motorer, som vi landede med på hans private yachter i St. Tropez."

"Jeg har selv helikoptercertifikat og har fløjet rigtig meget. En aften i firserne befandt vi os uden for New York. Navigatøren i vores private helikopter var veteran fra Vietnamkrigen. Med ham som andenpilot begav jeg mig en nat ud på en flyvetur, hvor jeg selv styrede vores helikopter mellem skyskyskrabere på Manhattan. En fantastisk oplevelse og et uforglemmeligt minde."


Nick fortsætter: "Jeg har dog altid fulgt og haft tillid til min egen stil. Designmæssigt er jeg mest stolt af at have bidraget til en meget MC-relateret stil i modeverdenen. Jeg startede mit eget varemærke under eget navn i 1992, hvor jeg i princippet designede tøjet til mig selv og mit behov. Som altid kom jeg rundt i London på motorcykel. Jeg havde brug for tøj, der havde en beskyttende funktion, men samtidig ønskede jeg ikke at ligne en MC-nørd, når jeg ankom, så jeg lavede noget, der kom til at hedde Techno Retro. Det var dybest set gammelt cool, klassisk MC-tøj, som nu blev lavet i nye tekniske højtydende stofkvaliteter."

Det viste sig, at meget få mennesker i London forstod denne stilretning. Heldigvis fandt Rei Kawakubo fra Comme des Garçons også mit tøj, og hun forstod nøjagtigt, hvad det handlede om. Hun introducerede mig på det japanske marked, hvor jeg med tiden kom til at åbne ti butikker. Det var via dem, at jeg opbyggede og tjente min egen formue. Siden da har mange andre varemærker kastet sig over det MC-inspirerede som et rent modefænomen, mens min egen indgangsvinkel byggede på reel erfaring med behovet for ægte funktion, da jeg i starten af halvfemserne selv havde kørt på motorcykel i tyve år.

MOTORCYKLER I SJÆLEN

Vi går lange ture på vidtstrakte heder og gennem ældgamle egetræsskove på mudrede, stenede, tusindårige vandrestier, hvor der er masser af små krystalklare vandløb, mens vi taler. Nick kører ofte på sin Harley Davidsson fra 1930, når han rejser rundt i landet. Han fortæller os, at hans forældre som fattige og nyforelskede tog på bryllupsrejse fra Wales til den franske riviera på en gammel militærmotorcykel fra anden verdenskrig.



Både motorcykler og militær inspiration har gennemsyret såvel Nicks designsprog samt hans personlighed hele hans liv. Det tøj, han har designet til Private White V.C., er i meget vid udstrækning meget inspireret af gammelt funktionelt tøj fra militæret. I mange tilfælde er det et langt stykke hen ad vejen en ny version af den oprindelige, hvor snit, pasform og materialekonstruktion er blevet opdateret, så det passer til et mere urbant og moderne miljø.

"En designer er egentlig bare en slags redaktør, der fortolker samtiden og forbinder den, det, der rører sig i samfundet, og de mennesker, der lever på det tidspunkt, med det tøj, han designer," konstaterer Nick i en af vores diskussioner.


Han fortsætter: "Som motorcyklist er min absolut største bedrift, at jeg i 2000 gennemførte Dakar-rallyet gennem den afrikanske ørken og sluttede på andenpladsen i min klasse. Det tog mig over tyve år at nå dette niveau, og den medalje kommer til at følge mig i graven. Den repræsenterer alt det, jeg står for som person, mit fokus, min drivkraft og mit engagement. Den kostede mig også næsten mit ægteskab."

"En anden medalje og præstation, der står mit hjerte meget nær, er tredjepladsen i min klasse i det mexicanske ørkenrally Baja 1000 sidste år. Jeg havde ikke troet, at jeg som 60-årig ville give mig i kast med dette løb og da slet ikke på motorcykel. Men jeg dannede et hold med min svoger og makker fra Dakar, Ben. Sammen lykkedes det os at begå færre fejl end de fleste andre deltagere. Vi var ikke hurtigere, vi kørte bare slet ikke forkert. I ørkenen afhænger alt af erfaring og planlægning. Hvis man kører forkert, er man helt alene og går ikke sjældent den visse død i møde.



Mens solen langsomt går ned i en eksplosion af farver over det sydengelske hedelandskab, spørger jeg:

-Nu har du i mange år arbejdet i førende designstillinger i virksomheder som Dunhill, Kenzo, Tod's og nu Private White V.C. Hvilke eventuelle fremtidige mål har du i din karriere?
"Jeg har nu været med til at opfylde mange kunders ønsker i mange år. Det både er og har været en spændende rejse. Det ville sikkert være sjovt at prøve at være min egen kunde en gang til. At være i stand til selv at træffe alle kreative beslutninger baseret på, hvad jeg selv tror og synes om både de produkter, jeg designer, samt den målgruppe, jeg forestiller mig vil købe og bruge dem."


Da solen er gået helt ned, bliver der hurtigt meget mørkt i Hampshire, men varmen bliver hængende efter en dag med klar blå himmel samt masser af varm og hjertelig latter. Nick Ashley er en sand gentleman og en i sjælen uforbederlig, evigt ung teenager med en livsglæde og personlighed, der smitter. Når jeg er i tresserne, vil jeg være som ham, tænker jeg, mens hunden Badger gør i det fjerne, da vi går hen over den engelske hede, og silhuetten af en fritgående hest langsomt forsvinder i det sidste strejf af lys i horisonten.