Virgil Nicholas. Hvis du ikke allerede er bekendt med navnet, så kan du lige så godt skrive det ned, for den unge dansker med congolesiske rødder er i fuld gang med at cementere sit navn i modebranchen og det er en interessant rejse at følge. Han holder til i København, men tilsyneladende upåvirket af landegrænser, er han involveret i projekter i hele Skandinavien – ja, faktisk hele verden.
Navn: Virgil Nicholas Alder: 26 Arbejde: Head of branded content & bureauejer Uddannelse: Bachelor i Interkulturel Markedskommunikation By: København Instagram: @virgthebird |
Tag ikke fejl at de veludførte stiltræk og den karismatiske udstråling, for selvom han har lykkedes at skabe en forretning på sit gode udseende, rummer han så meget viden og social ekspertise, at det i dag er blevet hans levevej. Han driver sit eget konsulentfirma-slash-agentur, Courtesy de V, hvor han rådgiver virksomheder om alt relateret til PR og marketing, samtidigt med at han, som agent, agerer bindeled og laver aftaler for et udvalgt hold af primært fotograr.
Virgil sammen med vores skribent på en restaurant i KøbenhavnTidligere på sommeren var vi i Firenze i anledning af den halvårlige udgave af Pitti Uomo, modemessen hvor herretøjsentusiaster på kryds og tværs af branchen mødes. (Læs mere om Pitti Uomo
her). Vi havde i den anledning teamet op med vores gode ven, Virgil. En fyr der, trods sin unge alder, må betegnes som en garvet hankat i modebranchen, og du finder sandsynligvis ikke en anden 26-årig som kan mønstre så livligt og omfangsrigt CV i vores branche.
Selvom vi i sagens natur laver to forskellige ting, syntes vi det var interessant at rejse sammen, i det han med et helt andet udgangspunkt, ser og oplever begivenheden med et andet sæt øjne. Vi, på Care of Carl, har siden firmaets begyndelse rejst til Firenze i forbindelse med indkøb, og har derfor én opfattelse af det, i kraft af de erfaringer vi har gjort os. Virgil er en inspiration og en interessant person, fordi han stilmæssigt ligger og balancerer mellem flere forskellige stilarter – fra contemporary eller street til preppy og klassisk tailoring – og det er det uforudsigelige element, uden at blive mærkeligt, som skaber nogle spændende kontraster, og som kan være en inspiration for os alle. Efter at have rejst med Virgil synes vi derfor, at det var interessant at få hans perspektiv, hans syn på tøj og stil, og at høre ham, hvordan han oplevede de intense og farverige dage i Firenze.
Det blev kogt ned til 10 enkle spørgsmål, som giver et lidt forenklet billede af en person med mange lag. En introduktion, helt enkelt – resten må du høre fra ham selv!
Hvem er Virgil beskrevet med 3 ord?
En uforbederlig bonvivant.
Du har været heldig at få lov at prøve en masse – hvad har du lavet, og hvad har været det sjoveste?Som du selv formulerer, har jeg lavet en masse. Alt for meget til at huske det hele. Men i store træk har mit spændingsfelt bredt sig fra lokal rådgivning af mærker som GANT og SuitSupply over personlig styling af de største navne i dansk showbusiness til markedsimplementering af store danske i brands på markeder spændende fra Sydkorea til Los Angeles.
Kan du sætte nogle få ord på dine passioner her i livet?Mine passioner er i allerhøjeste grad, dem der holder mig fra stilstand - for dét er hvad jeg har allersværest ved. Jeg er optaget af folk og personlige relationer, samt af at udfordre det etablerede og populærkultur.
Nu fik vi lejlighed til at opleve Firenze og Pitti Uomo sammen, hvad synes du?Ud over den smukke by og de mange ubesværede velklædte unge som gamle mænd fra hele Jordens nationaliteter der samledes i denne by om den samme passion som min egen, blev jeg allermest imponeret af det massive stykke arbejde, der ligger bag det produkt og univers, I udbyder på Care of Carl. Det er ikke så let og nødvendigvis glamourøst, som mange fejlagtigt kan tro.
Har vi brug for den slags begivenheder, eller bør vi hente inspirationen lokalt? Jeg tænker ikke, at man kan stille verden så sort og hvidt op. Når man som butik sælger varer til et Skandinavisk publikum, bør man ikke bare formode, at støvler og denimjakker er hvad folk vil have. Jeg synes, det er vigtigt hele tiden at holde sig på tæerne, så internationale tendenser og looks fri for trends sammenholdt med jeres kunde-knowhow kan bidrage til en unik stilfortolkning, der tilgodeser det publikum I servicerer.
Apropos inspiration; hvem har så været dine største inspirationskilder i livet?Min far og mor. Med længder. De har alle dage lært mig om guleroden ved hårdt arbejde, pænt tøj og åbensind, og det kan jeg i dag kun takke dem for.
Hvad betyder stil for dig?Stil er blevet mit visitkort, så det betyder af gode grunde ganske meget for mig. Ikke forstået på den måde, at min egen påklædning kommer før mine kæres og mit eget ve og vel, men snarere sådan at forståelsen af stil alle dage har optaget mig; hvilket i dag betyder, at det er min levevej. Det er jeg glad og stolt af.
Hvis du skulle give ét generelt stiltip, hvad skulle det så være?Det kan ikke siges rigtigt på dansk, så det bliver på engelsk: "dress accordingly". Vi ved alle godt, at det ser lidt kikset ud med høje hvidskaftede gummisko til en sort habit, og at buksen ikke behøver hænge SÅ langt nede. Hvis vi fulgte vores common beklædnings-sense, ville tilværelsen være så meget smukkere hver dag.
Hvilket stykke tøj i din garderobe er du gladest for?En gammel khakibrun car coat som i hvert fald har 10 år på bagen. Den mangler en knap hist og her, og har lidt pletter, som hver især fortæller en historie. Den er det smukkeste stykke tøj, som jævnligt minder mig om fordelene og glæden ved at købe dyrere og forvare, frem for at købe billigt og smide ud ved forfald. Og så sidder den STADIG fantastisk på mig. Det er jo bare en gevinst.
Hvad kommer du til at investere i til efteråret?
Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvilket hus det skal komme fra, omend jeg satser på Boglioli, men jeg har sat mig for at investere i et ukonstrueret jakkesæt, som jeg kan benytte både i og uden for kontortid. Der er intet mere elegant at bygge lækre efterårslag under end en lærredshabit og sneakers.
Tekst & Foto: David Brink