Eton Shirts - skjorter med sjæl og passion
Creative Director for skjortespecialisterne Eton Shirts, Sebastian Dollinger, giver os et indblik i hans personlige udvikling, hans rolle ved Eton og kommer derudover ind på hvad der gør manden i en Eton skjorte til en ekstra flot mand.
Tekst: Mikael Vallin
Foto: Sebastian Dollinger
Publiceret
09-12-2018
Eton Shirts har i 90 år leveret skjorter i højeste kvalitet til skandinaviske mænd, såvel som til mænd i resten af verden. Allerede som 22-årig blev Sebastian Dollinger udset til at udvikle og designe produkter til firmaet, hvilket hurtigt gik hen og blev en succes blandt stil- og kvalitetsbevidste mænd.
Vi fik chancen for en kort snak med Sebastian, for at høre lidt om Eton, Sebastian selv og drivkraften samt inspirationskilderne bag hans designarbejde og udviklingen af kvalitetsskjorter som er skabt med hjerte og sjæl.
Du kommer fra en familie, hvor kreativt arbejde har været en naturlig del af hverdagen. Kan du huske hvornår du opdagede, at du var interesseret i visuelt, kreativt arbejde og det at skabe?
Det var nok først da jeg så behovet som sælger på mit marked (i Mellem- og Nordsverige) da jeg var 22 år og fik lov at præsentere lidt småting for NK, svarende til Illum i Danmark, som solgte rigtig godt. Så egentligt forholdsvis sent. Jeg har altid syntes, at musik var meget sjovere og har altid set på det med tøj som en sidebeskæftigelse. Men så begyndte det pludselig at blive rigtig sjovt med tøjet og det gik godt. Alt jeg fandt på solgte godt på alle markeder og jeg begyndte at finde frem til mit designsprog. Mit team plejer at sige at jeg er utroligt god til at finde på forskellige koncepter og det er jeg glad for at høre. Jeg håber bare, at de faktisk mener det og at det ikke bare er fordi de fedter for mig!
Nævn en vigtig lærdom fra din tid på Eton, hvor du arbejdede med markedsføring og stofproduktion, som hjælper dig i din nuværende rolle på jobbet.
At være designer for et mærke som Eton betyder, at man skal designe ting som sælger, i kombination med at man tør udvikle og udvide mærkets grænser. Der er ingen prestige i at prøve at gøre ting som ikke passer mærket, uanset hvor meget man selv synes om det selv. Derudover har jeg lært at man skal tilbringe meget tid i fabrikkerne, så man ved hvad der faktisk er muligt at producere og hvad der ikke fungerer rent produktionsmæssigt.
Hvordan går inspirationen fra idé til det færdige design?
Det begynder som en mavefornemmelse. Et tema som vokser frem og som er svært at stoppe. Hvis vi skal tage SS19 som et eksempel, hvor temaet er "Metamorfosis", så kommet dette fra Luigi Serafines bog "Codex Seraphinianus". Når først jeg har fundet det rigtige tema, så vælter tøjidéerne ud af mig i to ugers tid. Disse rå tøjidéer bliver så forarbejdet af mine fantastiske kollegaer som min mestervæver Valerio, min print-gudinde Anna og min designchef Nicoletta. De forfiner alt det der vælter ud af mig. Egentligt er det en lidt underlig proces, når man tænker over det og det er mærkeligt hvordan det foregår og hvor i alverden det kommer fra. Charles Bunowsi beskrev det fint i sit digt "Don’t do it". Det burde folk læse.
"Det var næsten religiøst at se blueslegenden Buddy Guy i Eton. Jeg troede jeg skulle falde død om af lykke. Eller da Roger Moore ringede..."
Hvilken rolle spiller musik i din arbejdsdag?
Jeg konsumerer intensivt nye ting. Jeg bliver som besat. De sidste tre uger har den stået på Curtis Mayfield og Marvin Gaye. Før det var det en slags disco funk-fusion som jeg gravede mig ned i totalt i to måneder. Jeg er også sådan med forfattere. Måske ville en læge give mig en diagnose, haha! Men mit værste mareridt ville være hvis jeg mistede min hørelse. Musik er liv for mig. Mine yndlingsplader er Radioheads "In Rainbows" og Pink Floyds "The Dark Side of the Moon". Det er som en rejse i sig selv. Jeg har brugt alt for mange penge på analoge småting hvis du spørger min kone. Jeg har altid arbejdet med musik på en eller anden måde. Nu sidst med bandet Highly Sedated som udgav en plade for nogle måneder siden. Jeg holdt op i bandet for noget tid siden, men i fremtiden kan det godt være at jeg bliver deres manager.
Hvodan adskiller dit design og kreative udtryk sig idag fra dine første kollektioner?
Da jeg var yngre lavede jeg meget grimmere tøj på en eller anden måde, eller det er i hvert fald det jeg synes når jeg ser tilbage. Måske fordi jeg var modig og mere rebelsk. Idag er det mere stilfuldt og gennemtænkt. Det er helt utroligt at Eton gav mig frie hænder så tidligt. Jeg har skabt nogle rigtige monstre. Men heldigvis er kollektionerne så store at de er forsvundet i mængden, haha!
Beskriv en specifik skjorte/model/produkt, som du har designet, som du er ekstra stolt over.
Jeg synes min denim-zip'er (denimskjorte med lynlås) var super smart, og så vidt jeg ved var der ingen som havde lavet noget lignende tidligere. Den blev kopieret meget og det var selvfølgelig også fint nok. En anden model som til sidst havnede på de store modeopvisninger var en hybrid som jeg lavede af en thailandsk fiskeskjorte. Min personlige favorit er dog da vi anvendte en hvid marcella-kvalitet til at lave en enkel type af oxfordskjorte. Det er efterhånden otte år siden og den blev rigtig stor da Tom Browne kopierede den. Vi solgte dog ikke selv nogle af dem. Den var for dyr for vores kundegruppe dengang. Typisk!
Har du favoritdetalje på en skjorte? Og i så fald hvad er det der gør den speciel?
Det er meget vigtigt for mig hvordan ærmerne sidder. Hvis ærmerne sidder forkert, føles det som om hele skjorten stopper for blodtilførslen i armhulen. Det synes jeg personligt er en utrolig vigtig detalje på alt tøj tilegnet til overkroppen.
Nævn en person som du gerne vil se bære en af dine skjorter, eller en som måske allerede gør det, som du er stolt over.
Det var næsten religiøst at se blueslegenden Buddy Guy i Eton. Jeg troede jeg skulle falde død om af lykke. Eller da Roger Moore ringede og ville have specifikke skjorter, det var stort.
Etons skjorter er meget populære i Skandinavien. Er der noget i måden man bærer Etons skjorter på, som du personlig mener kunne gøre at mændene så endnu bedre ud stilmæssigt?
Ja! Stop med at købe tøj som sidder for tight - det er ikke fedt. Det er heller ikke kønt hvis tøj er alt for stort. Det er utroligt hvor mange Skandinaver som køber Eton, men det er sikkert også fordi pasformen er perfekt til os i Nordeuropa, hvis bare man ellers køber den rigtige størrelse.
Beskriv noget som du forestiller dig ville gøre dig rigtig glad, stolt og inspireret ved en mand som du ser bære en af dine skjorter og måden han bærer den på.
Det lyder måske tosset, men hver gang jeg ser nogen bære vores tøj, som samtidigt ser glad ud, så er det jackpot. Jeg så en punker i Årsta med en Eton skjorte med et stort mexikansk dødningehoved på ryggen. Han havde klippet ærmerne af, og det var på en måde lidt sjovt at se. Han så ud til at være meget tilfreds med sin stil. Eller når man ser en gruppe fyre på en bar i forskellige Eton skjorter, så bliver man superglad og tilfreds som designer.
Nævn hvad der gør en forhandler af Eton skjorter til en god forhandler.
At man tør købe forskellige kollektioner og ikke kun hvidt og blåt. Vi sælger selvfølgelig meget af lige de farver og vi er taknemmelige for alt vi sælger. Men vi er faktisk også vildt gode til meget andet!
Hvad synes du om denne artikel?