Når det gælder design og form, er der kun få ting i verden, som har et bedre udtryk end en vintage-bil. De får os gang på gang til at dreje halsen af led og famle efter mobiltelefonen, så vi kan snuppe et billede. Men hvor meget ved du egentlig om de klassiske modeller? Nedenfor kommer vi med fem eksempler på bilmodeller, som vi mener, at alle bør kende.
Tekst: Sebastian Frank
Foto: Getty Images
Publiceret
10-09-2022
Jaguar E-type
Denne klassiske bil fra britiske Jaguar er svær at overse. Modellen blev fremstillet mellem 1961 og 1975, og blev først lanceret som en mere prismæssigt overkommelig sportsbilvariant, i forhold til ydeevnen. Bilens karakteristiske, lange motorhjelm (som ikke bare er en designmæssig genistreg) rummer en kraftfuld 3,8- til 5,3-liters V12-motor. Bilen blev fremstillet i omkring 70.000 eksemplarer, og ses ofte til biludstillinger rundt om i verden.
Porsche 911
En af verdens mest ikoniske bilmodeller, som 57 år efter introduktionen på biludstillingen i Frankfurt, rent faktisk stadig fremstilles (selvom designet naturligvis er blevet opdateret i årenes løb). Oprindeligt kaldte Porsche modellen 901, men efter en interessekonflikt med Peugeot angående navnet, blev det besluttet at ændre det til 911. Bilens sekscylindrede motor er luftkølet, hvilket betyder, at motoren afkøles ved hjælp af den luftmodstand, bilen skaber under kørslen. Den luftkølede motor blev fjernet i 1998, og ifølge samlere og entusiaster, er det modellerne før det, der er de mest interessante.
Mercedes-Benz 300SL
Klassikernes klassiker. "Mågen" eller "Gullwing", som den kaldes på engelsk, er der meget få, som ikke holder af rent designmæssigt (og få, som har råd til). En væsentlig detalje, som også har givet anledning til øgenavnet er, at dørene åbnes opad, hvilket betyder, at bilens døre i åben tilstand ligner mågevinger. I perioden august 1954 til februar 1963 blev der kun bygget 3258 biler, hvilket betød, at de var ekstremt eftertragtede, og efterspurgt af samlere. En af de tidlige varianter kan blive solgt på auktion, for over 1 million dollars.
Land Rover Defender
Denne tidløse terrængående bil, som så ofte forbindes med Storbritanniens slotte og herregårde, er en rigtig brugsbil, der lever op til sit navn. Der er ikke så mange, som er klar over, at modellerne 90/110 først blev lanceret i 1983 og før det blev kaldt serie I, II og III. I 1983 gennemgik den britiske Land Rover en omfattende modernisering, hvorefter der blev lanceret en ny terrængående bil med større komfort. Bilen kom i to forskellige udgaver, hvor modelnavnet henviser til akselafstand i tommer – 90 for den korte model og 110 for den lange. I 1990 fik bilen sit nuværende navn Defender og blev produceret frem til 2016. Derefter var det svært at opdatere modellen, på grund af de moderne krav om sikkerhed og emissionskontrol. Det virker der dog til at være styr på nu, da modellen blev genintroduceret i 2020.
Ferrari 250 GT Berlinetta SWB
Efter undertegnedes mening findes der ikke noget design i verden, der slår Ferraris 250 GT Berlinetta SWB. Bilen, som blev fremstillet i glansperioden 1959 til 1963, er indbegrebet af alt det, man efterlyser i en klassisk sportscoupe. Den er lille, hurtig og behagelig at køre i. Modellen er en såkaldt Grand Turismo, hvilket betyder, at bilen netop skal være fornøjelig, spændende og komfortabel ved kørsel på almindelige veje. Bilen er designet af designfirmaet Carrozzeria Scaglietti, som er kendt for at have designet og fremstillet mange klassiske bilkarrosserier i årenes løb.