Patina har været et stort diskussionsemne i vintage-sammenhænge de seneste år og særligt når det kommer til ure. Vi har sat os ned med en af grundlæggerne af det svenske urforum Klocksnack for at høre lidt mere om ure og patina.
Tekst: Sebastian Frank
Foto: Evelina Lind
Publiceret
17-02-2019
Der er ingen tvivl om at markedet for vintage-ure er eksploderet de sidste år. Et rigtigt godt ur kan koste en hel årsløn, men hvad er egentligt et godt ur for en samler og urentusiast? Når man taler om gamle biler, taler man ofte om "mint condition", hvilket betyder at bilen har de fleste af sine originaldetaljer og at den er i god stand. Når man taler om vintage-ure er "god stand" et begreb som tolkes lidt forskelligt. Vi har talt med Thomas Denke, medstifter af det svenske urforum Klocksnack og forfatter til bogen "Ure".
Vi prøver en Tudor 7928 fra 1964 Thomas bærer selv en Rado Purple Horse fra 70'erne."Man kan sammenligne ure med kunst. I kunstens verden er der altid nogle billeder og kunstnere som er mere populære end andre, det er det samme når det gælder ure. Visse modeller og referencenumre er altid mere eftertragtede", siger Thomas. Han fortsætter med at forklare at mange samlere desuden vil betale mere for et slidt ur. Markedet, eller vintage-branchen har skabt en slags hype omkring visse typer af slitage og patina, hvilket Thomas skal forsøge at forklare os nærmere om.
Gilt dial
”For at fatte mig i korthed, så betyder
gilt dial, at urets urskive er blank sort i stedet for mat, samtidig med at teksten på urtavlen er skrevet i guld. For ældre ure betyder det, at indekstallene har en gullig nuance, da man malede disse med tritium, som er et radioaktivt stof, der bliver gult med tiden. Gilt bruges for at beskrive tekst i ædelmetaller og derfor bruges beskrivelsen blandt andet også til tekst i sølv. Når det kommer til eksempelvis Rolex, så kan et vintage-ur med en masseproduceret urskive være super dyr, mens en med gilt dial kan være hysterisk dyr."
Ghost bezel
”Dette fænomen opstår når farven på urets bezel eller krans, har mistet farve og nærmest blevet en anelse gennemsigtig. Nogle prøver at efterligne dette ved at bruge varme og klorin, men resultatet plejer sjældent at blive lige så godt."
Tropical dial
”Som med
ghost bezel betyder
tropical dial at urskiven skifter farve, fra sort til en mere brunagtig nuance. Der er lidt delte meninger om hvordan tropical dial opstår, men de fleste mener, at det er når urskiven er blevet solbleget under en lang tid, deraf også navnet. Fænomenet kan også opstå hvis urskiven udsættes for fugtskade i kombination med UV-stråling, men så synes jeg mere at uret er skadet, og ikke patineret."
Rolex 5513 fra 1963 med gilt dial.Thomas nævner at der er uendeligt mange benævnelser for patinering, nogle mere kendte end andre. "Personligt synes jeg at det bliver lidt vildt, da det handler om ret mange penge". Når vi spørger Thomas hvorfor efterspørgslen på patinerede vintage-ure er gået op de seneste år, ser han ligheder med meget andet som sker i vores omverden, som f.eks. at vinylpladen er kommet tilbage. "Da vi jo lever i en digitaliseret verden, tror jeg at der er mange som godt kan lide gamle ting. Kamerafantaster kombinerer sit nyindkøbte Leica-kamera med et gammelt objektiv, musiknørder køber gamle Bang & Olufsen nåle til sin vinylafspiller for at få den rigtige lyd. Dette tror jeg også gælder i urverdenen. Der er noget romantisk og historisk over det som var engang, og som stadig fungerer i dag."
Fra venstre: Rolex Submariner 16610, Timex af ukendt model med manuelt urværk, Silvana med svensk visning af dag, Sjöö Sandström Royal Capital i stål, Rado Purple Horse fra 70'erne, Tudor 7928 fra 1964 og Rolex Submariner 5513 fra 1963.
"Køb et ur med hjertet - ikke hjernen"
"Der er meget man skal tænke på, når man køber et ur", forklarer Thomas. "Og når det kommer til vintage, er der et par ting at tænke på. Det vigtigste er at købe et ur som du føler noget for. Køb et ur med hjertet - ikke hjernen. Det gælder selvfølgelig også hvis du skal købe et nyt ur. Så bør du også undersøge uret som du har bestemt dig for at købe. Læs bøger eller forums om det og undersøg det hos en forhandler." Thomas fortsætter og forklarer, at der altid er en vis risiko med vintage, men understreger at den bedste måde at undgå kopier, er at læse om det og sammenligne. "Det plejer at være let at se om det er en kopi, hvis blot man ved hvad man skal kigge efter. Når det gælder såkaldte "franken-ure", dvs. ægte ure som har fået uægte dele, så bliver det sværere. Det gælder om at man kan stole på den der sælger uret", tillægger han.
Fremtidige klassikere
Flere og flere urproducenter har set at efterspørgslen på vintage er steget og branchen for nyproducerede ure har derfor nu givet et modsvar. Thomas forklarer; "Mange producenter har indset at vintage handlen har taget stor markedsandel. Derfor tror jeg, at vi ser flere og flere producenter som vil genlancere gamle modeller i en ny fortolkning. Nogle af dem som gør det godt er Tudor, Timex og Seiko". Han fortsætter med at forklare, at han tror flere og flere vil se det fantastiske i at skabe sin egen patinering i fremtiden. Efter min mening bliver det en større fornøjelse at kigge ned på håndledet når jeg bliver pensionist og huske tilbage på alt det jeg og mit ur har oplevet. At hver en ridse og patinering er lavet af mig og ingen anden." Han afslutter; "Så for guds skyld, puds ikke dit ur".
Hvad synes du om denne artikel?