Vi kender dem som legender, der hver især opnåede stjernestatus i hele verden - men hvad bød deres garager på? Vi har kigget nærmere på tre ikoner og de biler, de kørte i.
Tekst: Sebastian Frank
Foto: Getty Images & Alamy
Publiceret
19-06-2021
Klassiske biler og ikoniske film og musik er alt sammen tidløse ting, vi med glæde tager til os. Det er sjældent sandt, at alt var bedre før i tiden, men det er næppe nogen overdrivelse at sige, at det var tilfældet for bilerne, musikken og til en vis grad også filmene. Vi har taget et nærmere kig på tre ikoner, hvis værker er lige så enestående som det, der gemte sig i deres garage.
Miles Davis - Ferrari 275 GTB
Jazzlegenden Miles Davis var kendt for sin asociale attitude på scenen, og han talte sjældent med hverken bandet eller publikum. Når showet var forbi, gik han normalt direkte backstage, og han lod sig næsten aldrig interviewe om sin musik. Det var til gengæld noget helt andet, hvad angik hans store passion for italienske biler. I starten af 1960'erne åbnede han op for en motorjournalist på en tilrøget jazzklub efter en koncert i San Francisco. Han fortalte, at hans kærlighed til Ferrari var cirka lige så stor som den, han havde for musikken. Ligesom en finjusteret trompet kræver en Ferrari fuldt nærvær, og bilkørsel var for ham en måde at slappe af på, efter lange turnéer. I Davis' garage fandt man mange biler i årenes løb, herunder en limegrøn Lamborghini
Miura og en knaldrød Ferrari
275 GTB.
Steve McQueen - Jaguar XKSS
I årenes løb har en række biler været forbundet med skuespilleren, stuntmanden og racerkøreren Steve McQueen. Noget, som mange tror, men som ikke er i overensstemmelse med sandheden, er, at han også privat kørte i de mest berømte biler, han kørte i på det hvide lærred, såsom Ford
Mustang i klassikeren Bullitt. En af de biler, han derimod selv ejede, var en Jaguar
XKSS fra 1956. Efter eget udsagn mistede McQueen angiveligt kørekortet hele to gange med denne bil, hvor det hedder sig, at han en af gangene forsøgte at give sin gravide kæreste skylden. I dag er bilen til offentligt skue på
Petersen Automotive Museum i Los Angeles, og siges at have en forsikringsværdi på næsten 30 millioner dollars.
Mick Jagger - Morgan Plus 8 Roadster
Rolling Stones' ikoniske forsanger Mick Jagger har i årenes løb ejet en række luksusbiler, ikke sjældent af britisk herkomst. I maj 1971 satte han nøglerne i sin klassiske Morgan
Plus 8 Roadster for at rydde tankerne forud for brylluppet med Bianca Perez-Mora Macia, som skulle finde sted et par dage senere i St Tropez på den franske riviera. Han ønskede efter sigende at køre alene langs de snirklede veje, med bjerge på den ene side, og
Côte d'Azur på den anden, for at få lidt fred og ro og for at føle sig "fri" før vielsen. En anden klassisk britisk bil i Jaggers samling, er en midnatsblå Aston Martin
DB6.