Text: David Brink
Foto: Love Ljungström
Navn: Rasmus Cold Bor: København Uddannelse: Kunstakademiets Designskole Beskæftigelse: Indehaver af Brilleskrædderiet Cold/Heggem Hjemmeside: www.coldheggem.com |
Brilleskrædderiet har eksisteret siden 2012 hvor Irene Heggem og Rasmus Cold slog dørene op i deres butik og værksted i den karismatiske gamle passage, Pistolstræde, i centrum af København. Her fra har parret siden begyndelsen fremstillet briller på bestilling efter kundernes specifikke mål og ønsker, og der er virkelig tale om en skræddersyet oplevelse. Form, størrelse og materialer på brillerne aftales individuelt, og efter 2-3 ”fittings” hvor man tilpasser brillen, bliver den færdige brille fremstillet, samlet og finpudset i det hyggelige butiksværksted.
I det lille, åbne rum har man mulighed for at opleve processen med forarbejdningen af de forskellige materialer og den egentlige produktion af en færdig brille. Tidligere arbejdede de med en ekstern optiker for selve brilleglassene, men i dag er efterspørgslen så stor, at de har valgt at ansætte en egen optiker i huset, og således nu kan følge kunden fra start til slut i processen.
Omdrejningspunktet i deres arbejde er naturligvis kunden og hele oplevelsen omkring bestillingen og fremstillingen af et par skræddersyede briller. Målene tages med udgangspunkt i ansigtets form og proportioner, men det er også muligt at udgå fra et par medbragte briller og bygge videre på den form som man ved passer. Eftersom at alt laves på plads i værkstedet, er der en stor fleksibilitet i processen, men det er tydeligt, at selvom alt i princippet kan lade sig gøre, har Rasmus og Irene en tydelig vision og æstetisk linje de følger. Samspillet og respekten for naturen er meget tydelig, og opleves i alt fra valget af naturlige og bæredygtige materialer til den manuelle og genuine produktionsmetode som nærmest udånder det holdbare valg det er, at købe et par briller af denne type.
Til stellet anvendes horn fra okser som har nydt en god tilværelse i Afrika, Indien eller Skotland. ”Hornet har en lethed og et udtryk som ikke findes i kunstige materialer,” forklarer Rasmus og fortsætter ”og horn holder resten af livet, hvis du vedligeholder og vokser det. En rigtig holdbar investering.” Og selve brillen er ikke det eneste som på alle måder er holdbart, for også i produktionen er man meget omhyggelig med hvordan man arbejder og ikke at lader noget gå til spilde. Alt overskydende materiale fra produktionen bliver således anvendt til at fremstille alt fra monokler til manchetknapper og øreringe.
Jeg går meget op i at tøjet skal være lavet ordentligt, altså holdbart og fremstillet af gode materialer. Jeg arbejder i mit tøj, og derfor skal det kunne tåle at blive brugt. Tøj skal udvikle sig over tid, det skal blive bedre og flottere. Franskmændene er dygtige til den slags, og så kan jeg godt lide japanske bomuldsmetervarer, som er af solid kvalitet og rigtigt slidstærke.
Det tøj jeg går i er typisk fra mindre specialister, og tøjet er som sagt udvalgt ud fra kvalitet frem for mærke og logo. Jeg kan godt lide de små specialister som har fordybet sig i noget særligt, og et godt eksempel på det er franske Mr. Freedom som jeg handler hos Maritime Antiques i Toldbodgade. De har også danske Andersen-Andersen, som laver rigtigt gedigne strik. Jeg kan godt lide deres maritime æstetik, det virker meget ægte.
Vi har mange gode kunder i København og Danmark generelt, og vi elsker butikkens placering og det gode forhold vi har til vores naboer her i gården. Men vi har fået rigtig god omtale i internationale medier, hvilket har betydet vi har kunder som kommer helt fra Tokyo og New York for at bestille et par briller, fordi de har læst om os.
Vi bor rundt om hjørnet fra værkstedet i Pistolstræde, så meget af vores tid bruger vi her i gården, hvor jeg klart vil anbefale at spise frokost eller middag på Restaurant Alsace. Udover at servere skøn mad og vin, ligger de som os her i en af Københavns hyggeligste, små stræder. Hvis vejret er godt, plejer vi ofte at spille petanque i de åbne arealer ved Sankt Annæ plads som er rigtigt hyggeligt område, tilbagetrukket fra det travle centrum.
I uge 27 har vi begrænsede åbningstider på telefon. Venligst send en e-mail til [email protected]
Du kan finde vores svar på de mest stillede spørgsmål her.
Vi besvarer din mail inden for 24 timer på hverdage.