Da vi møder Kalle på gården Kärret udenfor Sorunda, som han og hans kone Brita Zackari købte for nogle år siden, byder han os velkommen med to stykker værktøj i hånden. ”Jeg render bare rundt med dem her helt uden grund”, siger han for sjov og smider dem ind i værkstedet. Vi får at vide at han er meget interesseret i det tøj vi skal fotografere ham i, og at hans store interesse for tøj, fremfor alt tøj med rødder i USA og Japan, blev bragt til live for cirka 10 år siden. " Det føltes som om at jeg fandt en stil jeg ikke havde... når han at sige, før en kakofoni af ænder, får og hundegøen afbryder ham.  Med hjælp af gården er Kalle og hans familie i teorien næsten blevet selvforsynende. Havde det ikke været for de resterende familiemedlemmers modvilje til at spise kød og kartofler hver dag, kunne de have overlevet, siger Kalle og åbner døren til huset, hvor en varm kakkelovn, kaffe og familiens jagthund Kerstin venter på os. Vi sætter os ved siden af ​​et fyldt vildsvinehoved i sofaen, hvor samtalen fortsætter.

Hvad lavede du inden man kunne se dig på tv?

– Jeg arbejdede med reklame, eller mere bestemt som copywriter, på et reklamebureau der hed Great Works. Jeg arbejdede blandt andet sammen med David Sundin og Kristoffer Triumf, som jo begge arbejder med noget helt andet i dag. Inden da instruerede jeg radioreklamer med min søster i produktionsselskabet Delorean. Jeg har lavet mange andre ting, men det var først da jeg begyndte at skrive bloggen Stærk som en bjørn, hurtig som en ørn, at min tv-karriere tog fart. Der var nogen, der syntes at bloggen kunne være sjov at lave tv ud af, hvilket SVT også syntes. Det resulterede i Svett och Etikett, som første gang blev sendt i 2014, og siden har jeg bare lavet dette. Hvad dette så end er.

Indtil videre er det blevet til syv tv-programmer gennem årene. Er det stadig lige så sjovt at lave tv?

– Ja! Det viste sig, at det var det jeg skulle lave. Det var ikke noget jeg havde planlagt. Jeg er heldig, for siden Svett och Etikett har jeg fået lov til at gøre en masse jag har drømt om. Vi er snart færdige med indspilningen af sæson tre af Hjälp, vi har köpt en bondgård!,og efter det ved jeg ikke rigtig. Eller det vil sige, vi er i gang med nogle forhandlinger. Det føles uprofessionelt at snakke om noget som ikke er bestemt endnu, men jeg hørt om et projekt i Moçambique hvor de forsøger at redde næsehorn fra krybskytteri. Jeg har sådan lyst til at lave noget om det.

Hvordan var det at flytte fra byen til landet, og til en bondegård?

– Jeg er jo vokset op ganske tæt på vores gård, under ti kilometer tror jeg. Da jeg var lille ville jeg jo bare tage ind til byen hele tiden, der var der i hvert fald asfalt. Mine forældre er akademikere og kommer fra Stockholm, men de er meget "grønne" og derfor boede vi her. Da jeg gik på gymnasiet tog jeg ind til Stockholm hele tiden, fik arbejde, flyttede dertil, festede og gjorde det man var interesseret i dengang. Som 25 årig fik jeg barn, og fandt ud af at jeg ikke rigtig ville bo i byen længere. Da var jeg jo lidt fanget, med arbejdet eksempelvis. Jeg tror ikke at vi er skabt til at få alting serveret, og vi har godt af at være nødt til at arbejde lidt for sagen. Ligesom med mad. Har man selv været med til at få det til at gro, er det meget sjovere at spise det. Man kommer lidt tættere på livet når man bor som vi gør.

"Man kommer lidt tættere på livet når man bor som vi gør"

Var Brita lige så opsat på at flytte hertil som dig?

– Brita er fra landet, men hun er mere draget mod byen end mig. Hun er lidt mere udadvendt og får energi af møder og sociale kontakter. Jeg bliver lidt mere drænet af det, så jeg lægger mig nok til at sove når i er taget hjem. Når det så er sagt, så ville hun selvfølgelig også gerne bo her, men måske ikke lige så meget som mig. Jeg tænkte på her forleden, om man ikke bare skulle smide håndklædet i ringen, og flytte ind til byen igen. Men jeg ville sådan kede mig. Hvad skal man så gøre?

Det bliver måske et nyt tv-program om det så?

– Haha, ja præcis. ”Isoleret” eller ”Fange i mit eget hjem” kunne det hedde. Det er vel på det tidspunkt at man begynder at lytte på vinyl, og købe svinedyre højtalere, eller blive dybt alkoholiseret og skrive hadebeskeder på internettet.

Fra et emne til et andet. Hvordan vil du beskrive dit forhold til tøj?

– Da jeg var lille syntes jeg at det var sjovt at have med tøj at gøre. Da jeg var udvekslingsstudent i USA, havde jeg for eksempel en nederdel over bukserne den første dag på high school, som en slags statement. Mærkeligt nok landede det helt okay med de andre elever. Da jeg fik børn, begyndte jeg at interessere mig for andre ting, og så blev tøjet så at sige lagt lidt på hylden. Jeg tror ​​det var omkring 2010, da jeg helt ud af det blå, blev interesseret i tøj igen. Det føltes som om jeg fandt moden dengang, som var til mennesker som mig, hvilket jeg ikke rigtig havde prøvet før. En mode for skæggede, muskuløse mænd, der kan lide at tro, at de er helte. Også en slags amerikansk far-mode. Jeg kan godt lide tanken om tøj, der ser ud som det altid har gjort. Nogen skabte jo for længe siden den perfekte jakke, og jeg kan godt lide tanken om, at den stadig ser ud som den altid har gjort. Jeg konsumerer også meget amerikansk kultur, såsom musik og bøger om amerikanske mænd, der kæmper. Tøj der interesserer mig, er en slags forlængelse af det. Nu er jeg en mand der kæmper, i hvert fald nu her på gården, så jeg synes hele min stil passer mig ganske godt.

"Jeg kan godt lide tanken om tøj, der ser ud som det altid har gjort"

Jeg læste et sted at din far brændte en af dine trøjer da du var lille, bare fordi der stod USA på den. Har din barndom påvirket din måde at klæde dig på?

-Jeg er blevet meget amerikansk i min interesse for tøj, det er måske derfor haha. Nej, jeg tror at det er alt for far fetched. Jeg tror at ​​min interesse for tøj handler mere om at læse Cormac McCarthy, og faktisk lytte til Bruce Springsteen.

Har du noget tøj der gør dig ekstra varm om hjertet?

– Det bedste eksempel må være mine Carhartt-bukser, B01 hedder de. Jeg får jo spørgsmål på Instagram om dem, måske fire-fem gange i ugen. Jeg har lige smidt et par ud som jeg købte for 20 år siden, men ellers har jeg flere der er i forskellige stadier af forfald. Det pæneste er faktisk når tøjet er lidt slidt, men det tager ret lang tid at gå tøjet rigtig til. Man skal jo heller ikke gå rundt og tænke at "nu skal jeg gå dem her til" Jeg synes i stedet for, at man skal eje og bære tøjet længe. Jeg købte for noget tid siden en motorcykeljakke fra Eastman Leather, og min hensigt er jo at den jakke skal holde så længe, at mine børn kan arve den. At slitage og patineringen kommer fra mig. Jeg tænkte lidt det samme da vi købte den her gård. Den skal jo fungere som en samlingsplads for familiens kommende generationer. Sådan er det med slægtsgårde, og også med jeans. Der er jo altid nogle der køber et nyt par jeans, og bærer dem til perfektion.

Køber du hellere nyt end vintage, sådan at du selv går tøjet til?

– Selvfølgelig! Det sker jo også at jeg køber vintage, men det føles lidt som at snyde på en måde. Jeg synes faktisk at det er helt skørt at købe slidte jeans. De holder jo længere, hvis de er nye og hele fra starten.

Har din stil forandret sig siden i flyttede fra Stockholm?

– Ja, den er blevet lidt mindre udførlig måske. Lidt mere funktion som gummistøvler i stedet for japanske støvler. Lidt mere pandelampe i stedet for kasketter fra Anden Verdenskrig.

Du og Brita er aktuelle med jeres eget livsstilsvaremærke. Fortæl mere!

– Ja, lige præcis! Kärret, præcis som gården, hedder varemærket. Det startede egentlig med, at vi hele tiden fik så mange spørgsmål om, hvad vi konsumerer. Så føltes det sjovt at lave noget selv vi kunne vise frem. Både Brita og jeg har en temmelig fantasifuld stil og klæder os i ting, der fungerer her, og passer til vores livsstil. Blandt andet findes der træsko og også en jakke. Tænk på elgjagt i Norrland i 1970’erne. Jakken har super store lommer og er meget praktisk. Du kan smide nogle hvalpe, kartofler, æg og endda børn i lommerne, alt får plads.

Udover tv-program og det nye varemærke, hvad sker der ellers?

– Vi har præcis lanceret en prepping-box. Jeg laver jo en podcast der hedder I väntan på katastrofen som handler om beredskab. Folk i dag er ganske uvidende om hvor mad og varme eksempelvis kommer fra. Det gør alt meget sårbart i en krisesituation. Det blev helt klart i begyndelsen af ​​pandemien, da alle købte toiletpapir. At du handler til dagen og ikke har mad eller andre nødvendigheder derhjemme. Med denne boks og pod vil vi forsøge at bevæbne folk med en slags selv-kundskab, at du faktisk kan ordne mange ting selv. Eksempelvis frakoblede jeg en radiator herhjemme, fordi blikkenslager først kunne komme i næste uge. Det er ikke så svært, og den selvtillid man får, når man er lykkedes med noget selv, er fantastisk. Jeg vil prøve at formidle til folk, at man selv kan. Nu burde alle også have mad til en uge derhjemme, men der er meget få, der har det. Det er ligegyldigt hvor meget pasta jeg har derhjemme, for hvis der skulle ske noget, er det stadig skidt, hvis ikke alle kan få noget at spise. Så derfor fik vi lavet denne box med mad til en uge.

Her til sidst. Hvis du skulle anbefale noget som helst til vores læsere, hvad skulle det så være?

– Så ville jeg anbefale at træne hårdt, at dyrke noget selv, og at meditere.

Mediterer du meget da?

– Nej, men jeg ville ønske at jeg gjorde det!