Man ser ofte, at alment populære produkttyper og tøj, oprindeligt har været anvendt som militær beklædning. Militæret står faktisk bag en lang række klassiske og klædelige munderinger, som i dag findes i mænds garderobeskabe over hele verden.
Den militære verden har unægteligt haft stor indflydelse på mænds stil. Tøj, som vi plejer at forbinde med en pæn stil, har deres rødder på slagmarkerne rundt om i verden og er således rejst fra skyttegravene i Somme til de brostensbelagte gader i Paris. Vi har valgt at beskrive ti tidløse produkter, der stammer fra militæret.
1. Bomberjakken
Denne jakke kaldes også en pilotjakke og blev brugt af jagerpiloter i begge verdenskrige. Den klassiske fåreskindsjakke med den store shearling-krave blev dog først designet og anvendt under 2. Verdenskrig. Faldskærmsudspringeren Leslie Irvin designede jakken og hjalp Royal Air Force (RAF) med at lave uniformer, der skulle være tilstrækkeligt varme til de højere luftlag.
2. Ørkenstøvlerne
Ørkenstøvlen (desert boots) er en mere robust udgave af chukka boots og blev brugt flittigt af britiske officerer under 2.Verdenskrig. I basarerne i Kairo blev der lavet sko af ruskind, som blev udgangspunktet for ørkenstøvlen. Det enkle design og den gode holdbarhed gjorde støvlen til den perfekte erstatning for den kraftigere militærstøvle på de varmere breddegrader.
King of Cool, Steve McQueen.3. Field-jakken
Field-jakken er en jakke, der har haft en stærk tilknytning til militæret siden 2. Verdenskrig. Den klassiske model anses dog normalt for at være M-65-modellen, som blev brugt af amerikanerne under Vietnamkrigen. Det kan variere, hvilket materiale jakken fremstilles i, men oftest er det en kraftig bomuldskvalitet, som også hjalp soldaterne med at holde sig tørre under monsunregnen.
4. Peacoat’en
Forgængeren til peacoat’en, også kaldet sømandsjakken, blev designet i Holland i 1700-tallet til sømænd og var fremstillet af et tykt uldstof, der skulle holde kulden ude på de stormfulde verdenshave. Heraf det engelske navn peacoat, hvor "pea" stammer fra det hollandske ord "pij", som var betegnelsen for det materiale, jakken var lavet af. Et par hundrede år senere tog både den britiske og den amerikanske flåde frakken til sig, og den er sidenhen blevet synonym med søfolk og en fast del af mange velklædte mænds garderobe.
Robert Redford i filmen Three Days of the Condor, 1975.5. Chinos
Denne army-buks blev brugt af amerikanske soldater under den spansk-amerikanske krig i 1898. Eftersom krigen forgik på Cuba og Filippinerne, skiftede man de varme blå uldbukser ud med køligere kahkifarvede bomuldsbukser – det vi i dag kalder for chinos.
6. Cardiganen
Denne strikkede trøje blev brugt af den engelske brigade under Krimkrigen 1853-1856. Under slaget ved Balaklava i 1854 blev hærenheden anført af James Brudenell, den syvende Jarl af Cardigan, der på trods af mange kritiske røster mod hans rolle, blev hyldet som helt, da han vendte tilbage til England som sejrsherre. Han blev udødeliggjort med cardigan-trøjen.
Golflegenden Arnold Palmer iført en cardigan under British Open, 1960. 7. Pilotbrillerne
De velkendte pilotbriller blev designet på bestilling af det amerikanske flyvevåben, efter at piloterne fik problemer med solen, fordi de mere veludviklede fly kunne flyve højere og længere end før. Brilleproducenten Bausch & Lomb producerede i 1937 modellen Aviator, hvis karakteristiske dråbeformede glas beskyttede fuldt ud mod sollyset i cockpittet. Et år senere lancerede Ray-Ban sin klassiske model, sådan som vi kender den i dag og når man i dag snakker om pilotbrillen, er det ofte Ray-Bans ikoniske model der bliver refereret til.
8. Trenchcoat’en
I 1901 trådte Thomas Burberry ind på krigskontoret i Storbritannien og fremviste sin version af en vandtæt regnfrakke i gabardine til officererne der var til stede. Denne frakke var, hvad vi i dag kalder en trenchcoat. En anden producent hævder dog at have været tidligere ude med designet. Det drejer sig om det britiske mærke Aquascutum, som allerede forsynede de britiske officerer med regnfrakker, lignende trenchcoaten, i 1853 under Krimkrigen. De lærte strides om, hvem der var kreatøren af beklædningen, men den militære indflydelse kan ikke fornægtes.
Modeskribenten Andreas Weinås iført en trenchcoat, 2017.
9. Blazeren
I 1837 steg Dronning Victoria ombord på den britiske fregat HMS Blazer i forbindelse med en inspektion. Til ære for dronningen havde kaptajnen fået syet nye uniformer til besætningen. Overdelen af uniformen var en dobbeltradet blå jakke med hvide nålestriber og messingknapper. Dronningen blev så begejstret for jakken, at den blev standarduniformen i søværnet i 1857 og blev kaldt en blazer, efter fregattens navn.
10. Den hvide T-shirt
Det vigtigste basistøj. Den hvide T-shirt er en selvfølge i mange mænds garderobe og stammer fra den amerikanske flåde. Den blev brugt i stedet for uniformen, når der blev udført beskidt arbejde under dækket. I dag er den blevet et ikon takket være blandt andre James Dean og Marlon Brando.