Der er de film, som bare oser af god stil - og så er der dem, som bare ikke har det. En film er ikke nødvendigvis god, alene fordi det stilmæssige er på plads. Men det skader absolut ikke.
Tekst: David Brink
Foto: Getty Images
Publiceret
27-12-2018
Tøj og beklædning i film, som i så mange af livets andre aspekter, er et vigtigt værktøj til at understrege og udtrykke personlighed og karakter. Selv dårlig stil kan være en måde at tegne et billede, fordi at selv dette udtrykker værdier og signaler. Mange roller ville sikkert forekomme utroværdige hvis karakteren havde rigtig god stil, og omvendt gælder det samme, som hvis f.eks. James Bond altid var iført et par hullede jeans og en gammel striktrøje når han blev set til glamourøse fester eller på dyre luksusyachts. Det vigtigste er at der bliver taget stilling til det, for mangel på dette eller decideret ligegyldighed bliver hurtigt gennemskuet af beskueren.
I dagens indlæg har vi dykket ned i filmhistorien – ca. mellem 50-60 år tilbage – til 1960’erne hvor vi fremhæver nogle af periodens mest stilfulde film. Ikke alene er disse film rigtig god underholdning, og således meningsfuldt tidsfordriv her i feriedagene, men der er mulighed for at få mere med, end blot et hurtigt fix. Bemærk stilen i følgende film, og hvordan den i høj grad kan sammenlignes med hvordan vi klæder os i dag. Det kan virke overraskende, og 1960’erne er nok et af de årtier som er nærmest vor tid hvis vi taler klassisk herrestil, og derfor vil du med al sandsynlighed også kunne hente inspiration til din egen garderobe ved at dykke med ned i fimene herunder.
DR. NO, 1962
1960’erne markerede også introduktionen af den måske mest stilfulde serie af film nogensinde – James Bond serien. Med Sean Connerys sofistikerede snilde og velbalancerede råstyrke, fik vi mænd et forbillede som ud over sin dannelse og sociale færdigheder, også forstod at klæde sig upåklageligt. I skarpe, engelske habitter fra London-skrædderen Anthony Sinclair og elegante skjorter fra legendariske Turnbull & Asser, kunne vi følge den moderne superhelt in-action, fra Mayfair, London til Kingston, Jamaica.FÅ STILEN
PLEIN SOLEIL, 1960

Alain Delon spiller Tom Ripley (ja – dette er forgængeren til ’The Talented Mr. Ripley!), en ung mand som hyres til at hente en rig industrimands søn hjem fra Europa. Uden at dvæle meget mere i filmens plot, er det vist ikke for meget sagt, at Tom ankommer til et Middelhavsparadis hvor der er langt mellem bekymringer og godt med overklassefornemmelser. Det er et leben og en overtruffen stil som får os til at tænke på den franske riviera og 1960’ernes gode liv, levet af legender som Gianni Agnelli og Porfirio Rubirosa.
FÅ STILEN
THE PINK PANTHER, 1963

Fortællingen om Den Lyserøde Panter er utroligt sanselig og fortryllende. Måske skyldes det komediegenrens lethed, men det er både utroligt underholdende og en fryd for øjet, at følge Inspector Clouseau og resten af holdet håbløst tumle rundt i jagten på den store diamant nogle af de mest eksotiske steder, herunder vinterparadiset Cortina D’Ampezzo eller i historiske villaer i Rom. Der er ikke et øje tørt, når David Niven elegant glider ned af de sneklædte pister iført rullekravesweater og selv Peter Sellers ikoniske trenchcoat har været med til at skabe stilhistorie.
FÅ STILEN
Hvad synes du om denne artikel?