Hvis man beder folk om at forestille sig en dobbeltradet blazer, tænker de fleste nok på enten den mørkeblå klubblazer udsmykket med rækker af guldknapper eller bredskuldrede bankfolk a la Gordon Gecko. Det synes vi er synd, for en dobbeltradet blazer har meget mere at byde på.
Tekst: Martin Johansson
Foto: Evelina Lind
Publiceret
15-10-2020
En dobbeltradet blazer kan føles som ukendt territorie for nogle. En enkeltradet blazer hjælper med at give et slankere udtryk og strømline ens silhuet, mens den dobbelte knapning giver den modsatte effekt. Det overlappende brystparti giver et bredt og kraftigt udtryk, som ved første øjekast kan virke formelt og stift. Mange glemmer dog, at dobbeltradet kan være mange ting. Med et revers i den rette bredde, den rette højde for knapperne og frem for alt det rette antal knapper, kan en dobbeltradet blazer passe ind i en hvilken som helst garderobe.
AFSLAPPET OG ELEGANT
En af de fejltagelser, mange begår, er altid at bruge den dobbeltradede blazer knappet, fordi det er det, man er vant til at se. Hvis man i stedet lader blazeren stå åben, gør det den mindre formel. I vores første outfit bruger vi en hanefjedsmønstret blazer over en striktrøje og jeans. For at understrege det afslappede indtryk tilsætter vi hverken brouges, loafers eller derbys, men vælger i stedet et par chukka boots i lysebrun ruskind. I dette outfit kan blazeren nærmest bruges mere som en jakke og tages af eller på, alt efter behov.
KLASSISK OG LUKSURIØST
Den klassiske måde at bruge dobbeltradet på, er selvsagt som en del af et jakkesæt. Inspireret af tidligere tiders bestyrelsesrum kombinerer vi et mørkegråt flannelsjakkesæt, med hvid skjorte og sorte oxfords samt både slips og lommetørklæde i konservative mørke farver. Her er det detaljerne, der afgør det samlede udtryk. Hvis man f.eks. ser på blazerens knapper, sidder de lidt tættere på hinanden, end man er vant til, så silhuetten dermed opfattes som smallere. Hvis man vil gøre det lidt mindre formelt, kan man udskifte skjorten med en striktrøje og bruge et par sneakers i læder, i stedet for Oxfords.
MODERNE OG STILRENT
Den dobbeltradede blazer har ikke kun en plads i den klassiske herrestil. Vores sidste blazer har med sine smalle reverser og den korte pasform et mere moderne og eksperimenterende udseende end de førnævnte alternativer. Blazeren bruges her over en grå T-shirt med et par sorte jeans som underdel. På fødderne har vi et par basketball-inspirerede sneakers med mørkegrå flannelspaneler, som bløder lidt op på det sorte læder. Outfittet er tone-i-tone med den sorte blazer, så det bliver blazerens udtryk, der dominerer. Samtidig får den glatte fremtoning kontrast fra skoenes tekstur og form, så påklædningen undgår at blive for ensformet.
Hvad synes du om denne artikel?