Bukser med læg er blevet en fast del af nutidens stilbillede og det er noget vi kan li'. Nogle vil måske mene det er et levn fra gamle tider, men vi bifalder den karakteristiske, klassiske stildetalje og det comeback, som den har fået de seneste år. Er du usikker på hvad en læg præcist er eller hvordan bukser med læg kan indgå i forskellige outfits, så læs med i dagens indlæg.
Tekst: Emanuel Kristing
Foto: Evelina Lind
Publiceret
02-02-2019
Først og fremmest er det vigtigt lige at få fastlagt, hvad en læg, eller "pleats", som det kaldes på engelsk, præcist er. Et par bukser med læg, betyder et par bukser, som er udstyret med en diskret lille fold lige under de forreste bæltestropper. Bukser med læg har ofte en højere talje og mere vidde i buksebenene, hvilket får dine ben til at se længere ud og giver et meget klassisk udtryk. I de sidste 10-15 år har buksemoden været meget præget af slim fit og en stramtsiddende pasform, men nu ser man i højere grad en tilbagevenden til de bredere bukseben med mere vidde, hvor bukser med læg blandt andet går ind under.
Lidt om læg'en og dens historie
Som du sikkert allerede har lagt mærke til, så er vi foretalere for at tænke langsigtet og bæredygtigt - også når det kommer til stil. Vi er ikke så interesseret i forbigående trends, men fokuserer i stedet mere på en tidløs og klassisk stil, som fungerer sæson efter sæson. Når det kommer til læg'en, så er det en stildetalje som har eksisteret i lang tid, men som er kommet og gået lidt med årene. Det er ligeledes en detalje man både ser på formelle bukser som habitbukser, såvel som på mere uformelle bukser i form af chinos eller endda jeans. Der kan være op til tre læg'e på hvert bukseben og åbner de sig udad mod lommerne kaldes de for "reversed pleats" og når de vender indad mod gylpen kaldes de "forward pleats".
Nogle mener, at bukser i lidt tungere kvaliteter egner sig bedst til læg, da det giver et pænere fald på folden og buksebenet, men vi vil mene at læg'en faktisk fungerer til stort set alle typer materialer, hvad enten det så er uld, hør eller bomuld. Så længe at buksen og materialet er i en hvis kvalitet, så vil læg'en også fungere godt, nærmest uanset hvilket materiale der er tale om.
Hvis vi kort skal se på historien bag detaljen, så kan bukser med læg dateres helt tilbage til 1. Verdenskrig, men det var først i 1920'erne at detaljen blev rigtig populær da studerende på diverse universiteter, eksempelvis Oxford, begyndte at bruge bukser med læg. Herefter tog mange producenter hurtigt detaljen til sig og gjorde den til en del af deres design på udvalgte modeller.
3 outfits med bukser med læg
Som sagt fås bukser med læg både i formelle og mere uformelle varianter og selvom det er en ret karakteristisk detalje, så synes vi faktisk at den er forholdsvis let at bruge i forskellige typer at outfits. For at demonstrere dette har vi sammensat tre forskellige outfits med bukser med læg herunder.
Hvad synes du om denne artikel?