Når det kommer til stil, så er der mange meninger om hvad der er "rigtigt" og hvad der er "forkert". Der er som sådan ikke noget endegyldigt svar, da stil bliver fortolket forskelligt fra person til person, men i dagens indlæg prøver vi alligevel at komme med 5 stiltips til hvad der generelt bliver opfattet som mindre stilfuldt og som noget du bør forsøge at undvige i sommerens outfits.
I dagens indlæg vil vi ydmygt forsøge at komme med et par stiltips til hvad man bør undgå i sommerens outfit, for at fremstå så stilfuld som muligt. Stiltipseme skal ikke ses som retningslinjer, men mere som gode råd, som du selv kan vælge at følge eller ej - i sidste ende er det vigtigste at du selv har det godt med din påklædning.
1. For lange shorts
3/4 shorts, altså shorts der slutter midt på skinnebenet, er sjældent noget der gør noget godt for ens visuelle fremtoning. De er sikkert både komfortable og behagelige at have på, men stilmæssigt medfører 3/4 shorts, at personen som bærer dem kommer til at se lille og kompakt ud - specielt hvis buksebenene er brede.
Løsning: Anskaf dig et par shorts som slutter lige over knæet. Alternativt, hvis du har et par længere shorts, kan du folde buksekanten op et par gange. Dette er specielt et godt trick, hvis du er høj og en smule ranglet, da et opfoldet buksebenet er med til visuelt at forkorte højden en smule på en fin måde.
2. En for stor kortærmet skjorte
Kortærmede skjorter har en fast plads i sommergarderoben, men pasformen har stor betydning for hvilket indtryk de giver. På samme måde som med for lange shorts, kan det være en god idé at undvige kortærmede skjorter med for lange og store ærmer. En tommelfingerregel er at ærmet bør slutte mindst 5 cm over albuen og ikke være alt for bredt. En undtagelse kan måske være de klassiske Hawaii-skjorter med en såkaldt camp-collar krave, som ofte har en smule større og bredere ærmer, men her er det dog stadig vigtigt at de ikke bliver for store og lange.
Løsning: Hvis du har en favoritskjorte, som ellers sidder godt, men har en anelse lange og brede ærmer, så kan du med fordel lave et par folder på ærmerne. En nem og hurtig løsning, som giver et effektivt resultat.
3. Slidte sportsshorts som badeshorts
Det er ikke fordi vi siger at man ikke kan bade i sine slidte og hullede sportsshorts, for det er der helt sikkert mange som gør, men rent stilmæssigt er det ikke den bedste løsning. Det ser bare bedre ud med et par nyere badeshorts med en god pasform og samtidigt er det også mere praktisk med badebukser i funktionelle materialer.
Løsning: Invester i et par nye badeshorts alt efter behov. Du kan eksempel gå efter et par i en bedre og tykkere kvalitet, som holder længe og nærmest bare bliver pænere med årenes løb. Se eksempelvis vores udvalg af badebukser fra Orlebar Brown eller Frescobol Carioca, som begge er specialiserede varemærker inden for området.
4. Klipklapper eller crocs
De er sikkert meget behagelige at gå rundt i derhjemme eller i haven, men i offentligheden er de farveglade skumplast-slippers ikke det mest stilfulde stykke fodtøj du kan træde ned i - tværtimod. Uanset hvordan du kombinerer dem med dit resterende outfit, så vil et par crocs aldrig blive lige så stilfulde som de er praktiske.
Løsning: Brug med glæde dine crocs derhjemme, men anskaf dig i stedet et par sneakers, carshoes eller loafers, som også er en komfortabel type sko, til når du skal ud i offentligheden.
5. For lange jakkeærmer
Sommeren er ofte lig med studenterfester, bryllupper og andre typer af festligheder, hvor du får brug for jakkesæt og blazer. Som altid er det vigtigt at pasformen og størrelsen er rigtig, for at tøjet kommer til at sidde godt på dig. En fejl man ofte ser er at jakkens ærmer er for lange, hvilket ofte er en følge af at jakken generelt er for stor. Men selv hvis jakken ellers passer godt over skulder og bryst, så vil for lange ærmer få jakken til at se stor og lidt kluntet ud.
Løsning: Den rette ærmelængde på en jakke eller blazer kan lettest beskrives ved at tage udgangspunkt i skjorteærmet. Skjorteærmet skal slutte ved håndroden og jakkeærmet skal herefter være ca. 1-2 centimeter kortere end skjorteærmet, så det lige stikker frem.
Hvis du har en jakke hvor ærmerne er for lange, men den resterende del af jakken sidder godt, så kan en skrædder nemt sy ærmerne en smule op, hvilket typisk koster omkring 200-300 kr.
Tekst: Mikael Vallin
Billede: Evelina Svantesson