Hvis der var noget der var bedre før i tiden, så var det solbrillerne. I dagens indlæg gennemgår vi nogle af de klassiske solbrille-modeller, som stadig er aktuelle i dag, samt nogle af de stilikoner, som gennem tiden er blevet forbundet med brillerne.
Tekst: Sebastian Frank
Foto: Getty Images
Publiceret
07-04-2019
Tidligere var solbrillen muligvis, sammen med uret, det vigtigste stykke tilbehør til den stilbevidste mand. Vi siger "tidligere", da der før i tiden var en mere strikt tilgang til beklædning og der derfor ikke i lige så høj grad var plads til at udtrykke sin personlige stil med accessories. Men solbrillen var der plads til og det er måske netop derfor at nogle af de modeller vi i dag kalder ikoniske, blev skabt. Vi har stillet skarpt på nogle af de mest fremtrædende solbrille-modeller gennem tiden, samt de stilikoner som med er blevet koblet til modellerne.
Jack Nicholson - Ray Ban Wayfarer

De fleste ved nok at den tre-dobbelte Oscarvindende skuespiller Jack Nicholson er fan af solbriller og i særdeleshed
Ray Ban Wayfarer. Man ser ham stadig den dag idag bære dem til events, både om natten såvel som indendøre, hvilket blot understreger Jack Nicholsons brug af solbrillen som visuelt stiltilbehør.
Steve McQueen - Persol 714

Steve McQueen, som ikke behøver nogen nærmere præsentation, har gennem tiden været koblet til flere velkendte mærker. Han var stamkunde hos
Brooks Brothers, og bar også ofte
Baracutas klassiske G9 Harringtonjakke. Og så er der selvfølgelig hans favoritsolbriller - model 714 fra italienske
Persol.
Cary Grant - Ovalformede i Havana

I filmen
North by Northwest af Alfred Hitchcock fra 1959, kan man se Cary Grant bære et par solbriller i et kraftigt ovalt stel i farven Havana. Mange som elsker den stil har prøvet at finde ud af, hvilken model det egentligt var, men den er tilsyneladende ukendt. En model, som minder meget om den originale solbrille er Donegal-modellen fra TBD Eyewear.
Sir Michael Caine - firkantet stel

Michael Caine, eller Sir Michael Caine, hvis det skal være helt korrekt, har siden 1960'erne været en velkendt brillebærer. Ifølge visse kilder specialbestilte han mange af sine briller, måske fordi der ikke var så stort udvalg som nu eller også fordi han bare ønskede et mere personligt præg. Særligt er han blevet set med briller med et firkantet stel, hvorfor vi tror at et par Snowdon solbriller fra
Tom Ford skulle falde i hans smag.
Paul Newman - Den dråbeformede solbrille

I 70'erne var Paul Newman ikke kun en verdensstjerne på film, men også på racerbanen. Man så ham ofte med store dråbeformede solbriller og han bar dem bedre end alle andre. Måske er det kombinationen af stilfulde solbriller og en stor personlighed som er hemmeligheden? I hvert fald gjorde han modellen populær og det er den stadig den dag i dag.
Hvad synes du om denne artikel?