For et stykke tid siden præsenterede vi nogle af vor tids største stilikoner for jer. Personer, som alle har haft en unik og personlig flair for stil, og som man stadig taler om den dag i dag. De har desværre alle forladt os nu, men deres status som ikoner lever videre. Vi tænkte dog, at vi ville fortsætte og fremhæve en række personer, som stadig er i live, og som inspirerer os alle i dag takket være deres personligheder og sans for stil. Da den liste blev meget lang, valgte vi at opdele det i to dele, hvor vi i dag beskæftiger os med de noget ældre gentlemen, hvorefter de unge får lov til at løbe med opmærksomheden næste gang.
Yasuto Kamoshita
Kamoshita er på mange måder et unikt ikon i modebranchen. Det skyldes, at uanset hvem man taler med, og hvilken stil man foretrækker, har alle en fælles respekt og beundring for denne japaner. Han har noget mystisk over sig, som er med til at cementere ikonstatussen, og det er ham, flest streetstyle-fotografer jagter under modemessen Pitti Uomo.
Han har egentlig en baggrund inden for arkitektur, men havnede tidligt i modebranchen via japanske BEAMS, hvor han arbejdede. I 1989 startede han sammen med to venner butikken United Arrows, som i dag er en kæmpe virksomhed med flere butikker. Den centralt placerede butik i Tokyo har sandsynligvis noget nær verdens bedste sortiment, hvis man kan lide det, vi kalder #menswear-stilen.
Han er stadig kreativ chef for denne virksomhed og det tilhørende eget mærke Camoshita United Arrows. Man valgte et C i stedet for et K til dette mærkes navn for at give det et lidt mere europæisk touch.
Kamoshitas og hans eget mærkes stil er meget inspireret af IVY-league-looket, som er utroligt populært i Japan. Med det mener vi den ægte stil, de studerende var iklædt på de amerikanske eliteuniversiteter omkring midten af det forrige århundrede. Han kombinerer dette med et velsyet snit og eksklusive materialer.
Bruce Boyer
Ligesom Kamoshita er Bruce Boyer en person, som mange i herremodebranchen har meget stor respekt for. Denne amerikaner er allerede en legende og har en klassisk stil, som har været konsekvent siden slutningen af 60'erne. Han har været en respekteret modeskribent og forfatter i over 35 år. Han har blandt andet skrevet for Town & Country magazine, Esquire, Harper’s Bazaar, Forbes, The New York Times, The New Yorker, Departures, The Rake og L’Uomo Vogue for blot at nævne nogle få.
Han har skrevet en række bøger om temaet stil og modehistorie samt undervist på universitet og været kurator for en række udstillinger på museer om temaet stil.
Hans enorme viden og respekterede navn har også betydet, at han har lavet redaktionelle tekster og reklamematerialer for mærker som Paul Stuart, Zegna, Brioni, Loro Piana, Kiton, Edward Green, Ralph Lauren, Bergdorf Goodman, Drakes London, Gant m.fl.
Han er indbegrebet af, hvad en ægte gentleman står for, da han er både velklædt, intellektuel og særdeles sympatisk.
Luciano Barbera
Der er få personer, som i højere grad er indbegrebet af en ægte gentleman, end italieneren Luciano Barbera. Han blev født ind i en stor tekstilfamilie i Piemonte i Norditalien. Hans far Carlo Barbera startede et af verdens førende stofvæverier, hvis stof ofte blev udvalgt af de mest kræsne af velklædte mænd, når det gælder blazere og jakkesæt.
Med de forudsætninger var det naturligt, at Luciano også valgte tekstilbranchen. Ved siden af familieforetagendet startede han i 1968 sit eget mærke under sit navn. Fokus var på velsyet tøj i de fineste stoffer, hvor alt fremstilles i Italien, og al inspiration kommer fra hjemegnen i Biella. Luciano Barbera selv og hans mærke repræsenterer det, man kan kalde "
Stile Inglese", hvilket indebærer en klassisk engelsk stil tolket af en italiener. Det er klassisk og elegant, men samtidig afslappet.
Barbera selv siges at have sagt, at hvis han ser en mand spille tennis i blazer, vil han straks være venner med ham. Med en indstilling som den fortjener man en plads på listen som et af vor tids store stilikoner.
Michael JondralDet føles på mange måder naturligt, at flere af de stilikoner, vi har i dag, på en eller anden måde skal findes i tøjbranchen. Personer med passion for stil og mode tiltrækkes af naturlige årsager af dette erhverv. Det gælder også for tyskeren Michael Jondral.
Han har været i branchen siden 1984, hvor han startede i den tyske butik Heinrich´s. I 2007 resulterede passionen for den absolut førende napolitanske mode og håndværket i, at han startede sin egen butik under eget navn i Hannover. Udbuddet er imponerende og afspejler Michaels egen velsyede stil med italiensk påvirkning. Han er en sympatisk gentleman helt ud til fingerspidserne og altid venlig og imødekommende, hvilket understreger det stilfulde indtryk. Sidste år fremhævede blandt andet japanske The Rake ham som en af verdens bedst klædte personer. Velfortjent!
Franco MinucciFranco Minucci er den bedst mulige repræsentant for den norditalienske gentleman og elegant mode fra Firenze. Han startede oprindeligt sin karriere med at sælge amerikanske film til biografer rundt om i Toscana. I 1984 skiftede han branche, da han og hustruen overtog et flot lokale i det centrale Firenze, som havde tilhørt hans svigerfar. De åbnede en herreekvipering i den flotte renæssancebygning under navnet Tie Your Tie, hvis ry bredte sig langt uden for Italiens grænser.
De havde alt lige fra den bedste napolitanske konfektion til luksuriøst strikket kashmir fra Skotland og tilbehør. Det viste sig, at deres lokalt fremstillede slips solgte særlig godt. Det førte til, at Minucci-parret startede deres eget slipseatelier, hvor man fremstillede håndsyede 7-fold-slips efter alle kunstens regler. Slipsene, som blev anset for at være blandt de førende i verden, blev ekstremt populære i først og fremmest Japan. Butikken findes ikke længere, og slipsemærket ejes i dag af japanske investorer. Minuccis stil er dog intakt, og han fotograferes stadig ofte af de mest kræsne streetstyle-fotografer under Pitti Uomo. Han er den dag i dag stadig lige elegant, men alligevel afslappet klædt og autentisk.
Text: Olof NitheniusFoto: Jamie K. Ferguson, Bruce Boyer & Luciano Barbera
Hvad synes du om denne artikel?