Også i den varmere sæson er det overtøj du bruger, med til at sætte tonen for din stil. Vi kommer her med syv eksempler på gode køb, og begrunder hvorfor de er langsigtede investeringer, der er værd at overveje.
Tekst: Mikael Vallin
Foto: Charlotte Håkanson
Publiceret
10-03-2020
Overtøj kan både være baseret på langsigtet stil, eller et mere trendbetonet aktuelt stiludtryk. Nedenstående forslag vil dog altid være lige aktuelle, uanset de gældende modetrends. Overtøj er en investering, som først og fremmest bør være et langsigtet køb, da du normalt ikke har ret meget tøj i denne kategori.
Hvis du ligesom undertegnede har en relativt omfattende overtøjsgarderobe, er der plads til lidt flere stil- og funktionsmæssige udskejelser, hvad angår farve, model og valg af mønster.
For langsigtede indkøb er basisfarver som marineblå, brun, beige og militærgrøn meget funktionelle, anvendelige og gode valg. De er nemme at kombinere med de fleste buksefarver, og går aldrig af mode eller bliver kedelige. En jakke i en klar rød nuance kan selvfølgelig være en sjov tilføjelse til garderoben, men hvis du ikke har ret meget andet overtøj at rotere mellem, kommer du nemt til at blive "ham med den røde jakke".
Modellerne nedenfor har forskellig oprindelse og forskellige funktioner, og kan i nogle tilfælde endda kombineres med hinanden ved brug af lag på lag. Denimjakker, Harringtons og bomberjakker kan med fordel bruges på samme måde som en blazer under f.eks. en trenchcoat eller en oilskinsjakke.
FIELDJAKKEN
Hvis du er på udkig efter et holdbart stykke tøj, som også stilmæssigt er ekstra aktuelt dette forår, er fieldjakken et rigtig godt valg. Modellen er inspireret af gamle feltuniformers overdel, hvor amerikanske M65 fra Vietnamkrigen ofte er et forbillede, og den giver et afslappet stiludtryk. Hvis jakken er tilstrækkelig lang, er den meget stilfuld at bruge over en blazer eller et jakkesæt, for at gøre det knap så formelt.
TRENCHCOAT
Trenchcoaten kræver som regel ikke nogen nærmere præsentation. Samtidig er den værd at tage et kig på, for dem der måske aldrig har overvejet den som jakkemodel. Den kan ofte holde til al slags vejr, er tilstrækkelig lang til at dække en blazer, og er altid aktuel rent stilmæssigt. Forbilledet blev fremstillet af engelske Burberry, så soldaterne i skyttegravene under Første Verdenskrig kunne holde sig tørre under regnvåde forhold. Den er lige elegant over et jakkesæt som brugt sammen med sorte jeans og grove derbies.
DENIMJAKKEN
Denimjakken har været en selvfølge i alle mænds garderobe siden midten af 1900-tallet. Den kan både bruges sammen med en T-shirt eller til en pæn skjorte og slips. Jakken er pæn både som mellemste lag under endnu en jakke, og som overjakke i sig selv.
OILSKINSJAKKEN
Oilskinsjakken kan bruges til flere forskellige sæsoner. Den kan klare nærmest alle vejrforhold, er stilmæssigt udødelig, og fungerer helt rigtigt i kombination med de fleste andre stiludtryk. Rent stilmæssigt er det kort sagt aldrig forkert, at bruge en klassisk oilskinsjakke som overtøj.
BLAZER SOM OVERTØJ
Blazeren bliver sommetider overset som alternativ til en tynd overjakke. Den kan bruges, når man vil være velklædt, men stadig lidt uformel. Prøv at bruge en cardigan under den som et varmende lag eller en tynd dunvest, som kan bruges både over blazeren og under den som varmende for.
HARRINGTON
Harrington-jakken er central i flere subkulturer som f.eks. mods-stil. Den passer godt til jeans og chinos, og kan ligesom denimjakken også bruges som mellemste lag a la en blazer, og du kan give den et mere elegant udtryk med skjorte og slips, hvis du ønsker en interessant stilkombination.
BOMBERJAKKEN
Bomberjakken er i mange år blevet fortolket med forskellige materialer og udførelser. Oprindeligt blev den fremstillet af robust nylon i en militærgrøn nuance og med orange for, men i dag findes der mere afdæmpede varianter som denne af moleskin. Denne jakkemodel er ligesom resten af jakkerne ovenfor, stadig aktuel stilmæssigt og kommer til at være lige så moderne om fem eller ti år, som den er i dag.
Hvad synes du om denne artikel?