Vi kan godt lide at hylde de tidløse klassikere, som altid forbliver aktuelle. Chinos går helt klart under denne kategori og er en af garderobens hjørnesten, hvorfor den fortjener lidt ekstra fokus i dagens indlæg.
Bomuldsbukser fra Kina eller chinos, som de mere mundret kaldes, er en af de mest alsidige og udbredte bestanddele i en mandens garderobe. De er et mere formelt alternativ til jeans og en af garderobens hjørnesten. En stabelvare , som kan bruges i et utal af sammenhænge og til forskellige typer af outfits. I dette indlæg kigger vi nærmere på historien bag chinos og giver et par forslag til, hvordan de kan bruges i forskellige sammenhænge.
En kort historisk gennemgang
For at finde frem til, hvor chinos stammer fra, skal vi mere end 150 år tilbage i tiden, til den tid hvor Indien tilhørte det britiske imperium. Storbritannien har altid haft sin karakteristiske røde uniform, men i et varmt og tørt land som Indien, hvor naturen står i grønne, beige og brune farver, var den varme røde uniform ikke særlig praktisk og rigtig dårlig som camouflage. Derfor bestemte man sig for at skifte soldaternes tunge, varme røde uniformer ud med en lettere kvalitet med farver, som passede til det indiske landskab. Farven udvandt man særligt fra den lokale mazariplante, hvilken blev til den farve vi i dag kalder for khaki og som særligt forbindes med chinos.
50 år senere have USA brug for blødere materialer til deres soldater. Den amerikanske hær kastede blikket mod Kina, da det var billigere at importere materialer derfra. Her fik man bl.a. inspiration fra den spanske koloni Filippinerne, hvor de anvendte bløde og lette bomuldsbukser, som man kaldte for pantalones chinos - på spansk "kinesiske bukser". Amerikanerne tog hurtigt denne type buks til sig og i løbet af et par år havde de amerikanske soldater, som kom tilbage fra deres udstationering også bragt deres chinos med tilbage til det civile liv, da bukserne både havde vist sig at være meget behagelige og gode at kombinere med. Dette blev starten på chino'ens udbredelse og det som senere skulle blive preppy-stilen på Ivy League universiteterne i USA, hvor de klassiske khakifarvede chinos har spillet en stor rolle.
Alsidig stabelvare
Man kan generelt sige, at jordnære naturfarver som brun, beige, taupe (gråbrun), grøn, blå og creme, passer til nærmest alt hvad du har i din garderobe. Et par khakifarvede chinos kan du i princippet bruge året rundt og de fungerer lige godt, hvad enten du bruger dem sammen med en hvid t-shirt eller skjorte og slips, hvilket netop er det helt fantastiske med chinos. De er utroligt taknemmelige at arbejde med og kan let dresses op og ned, da de fungerer godt i både afslappede og mere formelle sammenhænge.
Hvis ikke du allerede har chinos, og ønsker at supplere din garderobe op med et par stykker, så kan du kan først og fremmest satse på de grundfarver i khaki, beige, mørkeblå eller grå. Disse farver er nemme at kombinere med og du vil derfor være sikker på at kunne bruge dine chinos i et utal af sammenhænge. Og er du i tvivl om dresscoden til en fest eller skal du til et møde med arbejdet, så vil et par chinos, en blå/hvid stribet oxfordskjorte og en marineblå jakke altid være et sikkert valg.
Hvordan skal et par chinos sidde?
Bukser som sælges i størrelserne S, M, L og XL, giver ofte en dårligere mulighed for at finde den perfekte størrelse, da størrelsesalternativerne ganske enkelt er færre. Ved bukser med størrelsesbenævning 46,48, 50 osv., svarer en 48 og en 50 eksempelvis til henholdsvis en lille medium og en stor medium. Der er altså flere størrelsesmuligheder i denne sammenhæng og det er også derfor at man ofte ser specialister inden for chinos,
eksempelvis som Incotex, køre med størrelser i 46, 48, 50 osv. Men dermed ikke sagt at man ikke kan finde en chinos i str. medium, som sidder perfekt, for det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre.
En god indikator for at et par chinos er den rette størrelse i livet, er hvis de kan holde sig oppe uden bælte og uden at de sidder for stramt. Det er som udgangspunkt ikke meningen, at et bælte skal være nødvendigt. Et par bukser som passer i lårvidde, over bagdelen og længdemæssigt, men som er for store i livet, kommer ikke til at sidde godt.
Derudover er det selvfølgelig vigtigt at bukserne sidder godt over bagdelen og i lårene, da dette kan være svært at sy om. I forhold til taljehøjden, længden og fodvidden på bukserne, så er dette en smagssag, som vi vil lade jer selv bestemme. Længden på bukserne er altid nem at sy op, så hvis bukserne sidder perfekt, men blot er lidt for lange, så kan det sagtens betale sig at få dette ændret ved en skrædder.
Hvis man kigger lidt på trenden, så har den i de seneste 10-15 år været, at pasformen på et par chinos skulle være kort og smal. Det har ændret sig en smule og i dag ser man ofte mere vidde i buksebenene, en højere talje og læg foran på buksen. Den helt klassiske længde på et par chinos vil dog være således at buksebenet præcist ligger sig oven på skoens pløs og lave et lille knæk, men igen, det er meget subjektivt hvad folk er til.
Vores favoritter
Som altid, har vi selvfølgelig altid vores personlige favoritter, som vi har linet op herunder.
En moderne udgave af et par klassiske creme-beige chinos fra det italienske mærke Barena.
Terracotta-farvede chinos fra den italienske buksespecialist Incotex, der muligvis laver branchens bedste bukser - det er der i hvert fald mange som mener. Kvaliteten modsvarer uden tvivl prisen.
Stilrene marineblå chinos fra Filippa K med en smal fodvidde. Marineblå chinos er altid et sikkert valg.
Boglioli-brødrenes spændende projekt, The Gigi, laver utroligt flotte chinos med en lidt bredere benvidde. Her desuden også udstyret med læg foran på buksen.
Brun er en meget undervurderet farve på bukser. Den passer til utroligt mange farver og giver et sofistikeret udtryk. Bukserne går eksempelvis flot sammen med en marineblå eller olivengrøn quiltet jakke.
Klassiske khaki-farvede chinos fra engelske Hackett med en smule stretch.
Se vores store udvalg af chinos her »