Tekst: Mikael Vallin
Publiceret 23-02-2018Spørgsmål: Hej! Jeg har svært ved at finde den rigtige størrelse i skjorte og blazer og tænke at i måske havde nogle gode råd. Jeg er forholdsvist veltrænet dvs. brede skuldre og i det hele taget rimelig kompakt. Jeg er 167 cm høj og vejer 83 kg.
Mit problem er at de skjorter og blazere som sidder godt henover skuldrene ofte til gengæld har for lange ærmer og generelt er for lange.
Har i nogle råd til valg af størrelser/pasform eller en anden løsning på problemet?
/P
Svar: Hej P! Din situation er meget almindelig for mænd der træner og som har en mere muskuløs krop end gennemsnittet. De færdigsyede skjorter og blazere i standardstørrelserne 46, 48, 50, er ofte tilpasset en gennemsnitlig kropsform, så de passer så mange personer som muligt. Udover standardstørrelserne så findes der også ekstra lange og ekstra korte størrelser, hvor man eksempelvis kan få samme skulderbredde som ved standardstørrelser, men med kort længde og ærmelængde. Disse benævnes lidt forskellig fra producent til producent, eksempelvis kalder italienerne en kort str. 50 for 50C, mens tyskerne halverer og kalder en kort str. 50 for en str. 25. Svenskerne derimod fordobler, og kalder en kort str. 50 for en str. 100. Det kan være en smule forvirrende med de forskellige angivelser, men det er stort set altid til at læse eller spørge sig frem til.
De korte størrelser er desværre ikke altid til at få fat i i butikkerne, da udbuddet er noget mindre, og det kan derfor være nødvendigt med en specialbestilling, men det er bestemt muligt.
En anden mulighed er at få tilpasset tøjet hos en skrædder, som let kan gøre ærmerne kortere, hvilket er et simpelt og forholdvist billigt indgreb. Netop ærmelængden er en utrolig vigtig visuel detalje, hvorfor vi i høj grad kan anbefale at få tilpasset ærmerne hos en skrædder, så de sidder perfekt.
En vigtig detalje i denne sammenhæng er at være opmærksom på knapperne i ærmerne, eller rettere sagt knappehullerne. Er knappehullerne lukkede er det nemlig utrolig enkelt at flytte knapperne op og korte ærmerne til, mens det straks bliver noget sværere hvis knappehullerne er åbne, da man i så fald ikke bare lige sådan kan korte ærmerne af med et godt resultat til følge.
I forhold til skjorter, så fremstiller de fleste producenter ligeledes modeller med kortere eller længere ærmer. Alternativt kan du også få lagt skjorteærmerne op hos en skrædder, men her vil omkostningerne til skrædderen dog være relativt høje i forhold til skjortens købspris, hvilket er værd at have in mente. Det koster ca. 300 kr. at få lagt ærmerne op hos en skrædder. Derfor kan det måske godt betale sig at bruge lidt ekstra tid på at finde den rigtige skjortemodel med kortere ærmer og længde, frem for at tage en standardstørrelse skjorte til en skrædder.
Håber at ovenstående kunne hjælpe dig lidt på vej og ellers er du selvfølgelig altid velkommen til at tage kontakt til vores stileksperter og kundeservice på [email protected] eller 89880011.
I uge 27 har vi begrænsede åbningstider på telefon. Venligst send en e-mail til [email protected]
Du kan finde vores svar på de mest stillede spørgsmål her.
Vi besvarer din mail inden for 24 timer på hverdage.