Mange af vores kunder skriver til os for at få hjælp med at finde frem til den rigtige størrelse og pasform, når de skal købe en blazer. For nyligt kom der et spørgsmål som vi mener kan være relevant for mange høje, slanke og veltrænede mænd.
Det er ikke altid let at købe en blazer og ramme rigtigt med størrelsen og pasformen i første forsøg. Nogle gange skal ærmelængden ændres og andre gange er det nødvendigt at sy blazeren ind i ryggen og i taljen. En af vores læsere beskrev for nyligt et problem, når han købte blazere og skjorter, hvor de passede i kraven, længden og taljen, men derimod blev for stramme over brystet og i ryggen.
”Hej! Jeg har et problem med blazere, som ellers har den rigtige størrelse; Der hvor skjortekraven burde hvile op ad blazerkraven i nakken opstår der altid et hul (et mellemrum), som ikke ser specielt godt ud. Det opstår specielt når blazeren er knappet, men også når den er uknappet.
På de fleste blazere opstår der desuden et mellemrum mellem skjorten og blazerreversen. Jeg tror det skyldes, at jeg har en smal hals i forhold til min krop samt at jeg har lidt fremstikkende skulderblade. Jeg er slank, men jeg har ofte svært ved at finde en skjorte, selvom det er slim fit, hvor kravemålet passer uden at skjorten bliver for stram over brystet (det kan dog afhjælpes med at sprætte rygsømmene op).
Problemet opstår nærmest uanset varemærke, materiale, pris og pasform, og det opstår både på billige modeller, såvel som på modeller fra Ralph Lauren eller Paul Smith.
Nu har jeg efterhånden bøvlet med dette problem i et stykke tid og tænkte at i måske kunne have nogle generelle tips. Min metode er ganske enkelt at prøve blazere indtil jeg finder den som sidder bedst muligt, men synes aldrig, at det bliver helt godt. Er der noget specielt som jeg bør være opmærksom på?”
Hvorfor opstår problemet
Hvis blazerens bryst gaber og blazerkraven derved "løftes væk" fra nakken, er det ofte en følge af at blazeren er for lille og sidder for stramt henover brystet og ryggen.
Problemet med en trænet krop
Dette er et velkendt problem for mange høje mænd med en slank kropsbygning og en veltrænet krop, således at deres skuldre og bryst er en anelse bredere end normalt og taljemålet derimod smallere end gennemsnittet. Kravemål og talje, siger eksempelvis at du skal bruge en str. 48, mens brystmålet nærmere er en størrelse 50.
En af de få ulemper ved at have en veltrænet krop kan altså være, at blazeren gaber ved brystet og kraven løftes væk fra nakken. En str. 48 vil altså sidde for stramt over brystet, mens en str. 50 vil passe i brystet, men derudover være for stor.
Udfra hvordan du beskriver situationen med slim-fit skjorter, så har du højst sandsynligt et større brystmål og et smallere taljemål end normalen og derfor er det også svært for dig at kombinere dette med det rigtige kravemål, således at skjorten kommer til at sidde godt over hele linjen. Ligeledes med blazeren.
”One size, fits none”
Standardstørrelser på færdigsyet tøj har ofte mål, som er fundet frem til efter en model som varemærket mener passer på majoriteten af deres målgruppe. Målene er altså beregnet efter hvilken pasform tøjet skal have, samt hvordan det vil passe til flest mulige personer i den tiltænkte målgruppe. Derfor varierer størrelser meget fra mærke til mærke, og den målgruppe man henvender sig mod.
En løsning på problemet
En løsning på problemet, som du også allerede er inde på, er selvfølgeligt at blive ved med at prøve forskellige blazere indtil du rammer en der passer dig nogenlunde på alle mål. En anden løsning, som jeg dog i højere grad vil anbefale er, at vælge den blazer du rent faktisk helst vil have, i et nummer større end normalt, og derefter få den syet ind hos en skrædder alt efter behov. På denne måde vil du opnå et skræddersyet resultat og formegentligt også et resultat du vil være langt mere tilfreds med. I min optik er det virkeligt pengene værd, fremfor at gå rundt med en blazer man aldrig bliver rigtig glad for. At få en blazer syet ind i ryggen og taljen koster typisk omkring 500 kr., men det kan varire fra skrædder til skrædder.
Tekst: Mikael Vallin
Billede: Evelina Svantesson