Vi vender blikket bagud og henter inspiration fra datidens ikoner. Denne gang med fokus på Yves Saint Laurent, som på billedet netop har åbnet sin første butik i London.
Tekst: Martin Johansson
Foto: Alamy
Publiceret
07-06-2022
Få designere kan måle sig med det geni som var Yves Saint Laurent. Efter at have overtaget som chefdesigner for Dior som blot 21-årig, startede han sit eget modehus, opkaldt efter sig selv, kun fire år senere. Saint Laurents storhed lå i hans evne til at kombinere elegance, sensualitet og maskulinitet, og takket være dette, står han bag nogle af de mest ikoniske og progressive produkter i det 20. århundrede. I
Le Smoking-kollektionen gav han en kvinde jakkesæt på,
Mondrian-kollektionen forvandlede kjolen til et bærbart kunstværk, og hans introduktion af ready-to-wear i en tid hvor alle store modehuse kun arbejdede med haute couture, var et stort skridt i demokratiseringen af modeindustrien.
Vores look er hentet i 1969, og åbningsdagen af netop en af disse ready-to-wear-butikker, som gik under navnet
Rive Gauche. Dette var Saint Laurents første
Rive Gauche-butik i London, og placeringen var naturligvis på prestigefulde Bond Street. På billedet ser vi hvordan en dengang 31-årig Saint Laurent poserer for kameraet, iført safarijakke, scarf og chinos samt de firkantede signatursolbriller. Saint Laurents personlige stil var tæt forbundet med, og hentede inspiration fra, hans egne tøjkollektioner. Jakkesæt med kraftige skuldre og tydelige linjer, gav et maskulint og elegant udtryk, samtidig med at sensualiteten altid lå hvilende under overfladen. Midtpunktet i vores outfit bliver naturligvis safarijakken, som hentede sin inspiration fra de militæruniformer der blev båret af franske soldater i Afrika, men som først blev lanceret som dametøj i 1967. Jakken var en succes med det samme, og kan ses som et eksempel på hans evne til at forvandle den maskuline uniform til et feminint produkt.
Hvad synes du om denne artikel?