Tekst: Olof Nithenius
Foto: Evelina Svantesson & Getty Images
Nu hvor sommeren er forbi, og vi nærmer os efterårets friske vejr, er det et passende tidspunkt til at kigge nærmere på en af de mest rustikke og klassiske stoftyper, der findes, nemlig fløjl.
Vi går lige til sagen og starter med at undersøge, hvordan fløjl har fået tilnavnet Manchester. Kommer stoffet fra Manchester, eller hvorfor hedder det sådan? Svaret er både ja og nej.
Stoffet kommer oprindeligt ikke fra Manchester. Imidlertid vævede man allerede tidligt dette stof i det nordvestlige grevskab Lancashire, hvor Manchester er den største by. Dette område havde både dengang og nu en rig tekstilindustri, og det er logisk, at dette stof i flere lande kaldes netop manchester-stof. På engelsk kaldes det corduroy, hvilket ifølge sagnet kommer fra det franske corde du roi. Oversat betyder det kongelig tråd.
Fløjl – stof af kongelig tråd?
Hvad er fløjlsstof egentlig? Egentlig kan man sige, at dette stof, som oftest laves af bomuld, er en variant af velour med rifler. Rent teknisk er det vævet af snoede parallelle bomuldstråde. Et almindeligt begreb, man ofte støder på, når det gælder fløjl, er wale. Med det menes, hvor mange riller der er pr. tomme, og indirekte hvor tykt stoffet altså er. Det betyder, at jo færre riller, jo lavere wale-nummer og altså grovere stof.
Det interessante ved dette stof er, at det har en ret så rig historie. Ifølge historikere vævede man allerede for cirka 2200 år siden denne type stof i den ægyptiske by Fustat, som ligger tæt på Cairo. Det fik senere navnet Fustian og blev i den tidligere middelalder eksporteret til dele af Europa. Lidt senere i middelalderen begyndte vi selv at væve et lignende stof i Europa. Ifølge hvad man kan læse sig til, vandt det indpas i 1700-tallet og især i England, hvor man foretrak praktisk og rustikt stof. Det har i tidens løb varieret meget, hvilke grupper der har brugt stoffet. Oprindeligt var det fint og elegant, hvorefter det i 1800-tallet blev masseproduceret og overgik til at være en del af arbejderklassens arbejdstøj og jakkesæt, som skulle kunne holde til lidt af hvert. I 20'erne og 30'erne kom det på mode igen og blev især brugt til lidt mere sporty tøj. Siden da har det skiftet mellem at være på mode og ude i kulden.
Man kan sige om fløjl, at det ligesom tweed føles meget britisk. Generelt har det også i tidens løb især appelleret til de intellektuelle og personer med lidt mere frie og kreative professioner. Det er svært at sige, hvorfor det er sådan, men en logisk forklaring er, at den afslappede fremtoning er den direkte modsætning af almindelige jakkesæt. Ved at bruge fløjlsstof signalerer man ret tydeligt, at man så at sige ikke har en formel profession.
Det er i dag måske ikke så almindeligt at bære hele jakkesæt i dette stof. Men for den modige og stilbevidste er der dog uendelige muligheder. Brug af for eksempel et marineblåt jakkesæt i dette stof er både modigt og elegant. Ellers er det mest almindelige, at man bruger bukser i dette stof, og så er de som regel i jord- og naturfarver som brun, beige, olivengrøn, rustrød osv.
Woody Allen, en kendt bruger af fløjlsjakkesæt
Der findes mange kendte brugere af og ambassadører for fløjlsstof, men hvis man skal fremhæve to, er det to af vores rigtig store filminstruktører i form af Woody Allen og Wes Anderson. Wes ser man stort set altid i netop et brunt fløjlsjakkesæt, hvilket er blevet hans kendetegn.
Meget passende udkommer hans nye film Isle of Dogs i 2018. Hvem vover mon at møde op til premieren i et brunt fløjlsjakkesæt?
Tekst: Olof Nithenius
Foto: Evelina Svantesson & Getty Images
I uge 27 har vi begrænsede åbningstider på telefon. Venligst send en e-mail til [email protected]
Du kan finde vores svar på de mest stillede spørgsmål her.
Vi besvarer din mail inden for 24 timer på hverdage.