Vi mænd er udfordret når det kommer til valg af strømper at kombinere til vores påklædning, fordi vi i dag har så mange flere muligheder end tidligere. Det er helt op til dig, om du vil lade strømperne spille en større eller mindre rolle i dit påklædning, men lad ikke en så lille og omkostningsmæssigt let tilgængelig del af din garderobe ødelægge et outfit som du har lagt meget tid eller penge på.
Tekst: David Brink
Foto: Malin Otter
Publiceret
04-09-2017
Det kan være let at undervurdere, men har du først sat dig lidt ind i det, vil du forstå og sætte pris på at købe strømper af ordentlig kvalitet. Vi har opridset de væsentligste områder, som kan være værd at læse op på, før man skal bygge eller udvide sin strømpegarderobe.
Farver
Nedtonede
Er du i tvivl, så kør den safe med klassiske farver som de mørkeblå og mørkegrå toner, eventuelt mørkebrun og til nøds sort, eksempelvis til jeans eller et sort jakkesæt.
Men navnligt mørkeblå strømper kan du aldrig få for mange af, og de kan bruges hver dag, uanset hvad du har på eller hvad du skal. Vi anbefaler at have en 5-10 par at ligge og rulle på, og gerne at have halvdelen i bomuld til sommeren og den anden halvdel i uld til vinterhalvåret. Vil du spare dig hovedpinen efter hver vask? Køb de ensfarvede strømper i samme model og fra samme varemærke, så du ikke behøver sortere dem.
Tips
Brug mørkeblå strømper til: Blå jakkesæt, grå jakkesæt, blå jeans, lyse chinos, sneakers, brune og sorte lædersko.
Brug mørkegrå strømper til: Grå jakkesæt, sorte jakkesæt, grå og sorte jeans, sneakers, sorte og brune lædersko.
Farverige
Føler du dig selvsikker nok til at bevæge dig uden for de mørkeblå strømpers trygge rammer, så test at kombinere outfits hvor du tilføjer en lidt atypisk farve til dine strømper. Selvom det kan være flot med en meget klar farve, som postkasserød eller stærk lilla, så vær realistisk og prøv dig frem med rolige farver som sand, burgundy, kobolt blå eller flaskegrøn. Kontrasten bliver knapt så hård, men fortsat tydelig, og det signalerer mod og stilmæssig forståelse.
Tips
Brug burgundy strømper til: Mørkeblå jakkesæt, mørkegrå jakkesæt, flannel, velour og fløjl i de fleste farver, blå jeans, brune og khaki lærredsbukser samt lædersko, særligt brune nuancer, inklusive den mørkerødlige, typiske cordovanlæderfarve.
Brug mellemblå strømper til: Blå jeans, lyse chinos og hvide bukser samt blå og hvide
sneakers.
Mønstre
DiskreteØnsker du at tilføre et relativt simpelt eller klassisk outfit lidt liv, og foretrækker at lægge det i detaljerne, kan det være du er klar til at tage næste skridt ind i verdenen af strømper. Skal det fortsat kunne anvendes i et konservativt kontormiljø, eller rækker dit temperament bare ikke længere, skal du nok starte med at kigge på nogle relativt diskrete mønstre, som for eksempel tone-i-tone prikker, striber og tern. Begynder du at kunne tælle 2-3 farver på strømperne, er det vigtigt at de farvemæssigt ligger tæt op ad hinanden og er ret nedtonede.
Tips
Tag udgangspunkt i samme råd omkring hvilke farver til hvad som er beskrevet i herover, under ”FARVER”, da der i vid udstrækning gælder samme regler. Brug strømper med diskrete mønstre i konservative kombinationer, som på arbejde til jakkesæt, eller enkelt og klassisk, som eksempelvis et par diskrete argyle-mønstrede, til at fuldende stykket mellem dine lærredsbukser og dine brogues.
Iøjnefaldende
Elsker du at udtrykke dig visuelt eller elsker du helt enkelt bare at lege med detaljer, så er strømperne et oplagt og let tilgængeligt sted at gøre det. Her er dog en masse faldgruber, og ”statement”-strømper er i den grad en balancegang som kan være svær at mestre, og det er en god idé at være opmærksom på dine buksers længde, som absolut ikke må være for kort, samtidigt med at den bør være kort nok til at kunne se strømperne. Hold dig væk fra tekst og fra komiske motiver som juletræer eller Simpsons figurer, hvis du vil tages seriøst. Forsøg derimod alligevel at holde det nogenlunde sobert. Eksempelvis ved at vælge et ekspressivt mønster eller motiv som markante striber eller store prikker, men i nogle klassiske farver, eller omvendt – et mere nedtonet motiv, men i nogle markante farver, som f.eks. rød, lilla eller grøn.
Tips
Når du bruger
strømper som en måde at udtrykke dig, noget som med garanti vil trække folks nysgerrige blikke, er det utroligt vigtigt at investere i god kvalitet, for billige varianter med løse syninger, dårlige broderinger og ugenkendelige motiver bliver opdaget, og efterlader et dårligt indtryk.
Materialer
Bomuld
Det mest almindelige materiale til strømper er bomuld, og selvom det er særligt velegnet til det varmere sommerhalvår, bliver det i praksis ofte brugt hele året rundt, specielt hvis man har tendens til varme fødder.
Uld
Uldstrømper bør foretrækkes i vinterhalvåret, dels fordi de varmer, og dels fordi det matcher sæsonens materialer og teksturer så utroligt meget bedre.
Cashmere
Cashmere-strømper er den ultimative selvforkælelse, men grundet den noget kraftige og lodne tekstur, bør de anvendes til kraftigere sko som et par støvler, et par brogues eller et par sneakers. Eller uden sko overhovedet, en regnvåd søndag eftermiddag på sofaen?
Og husk nu:
- Ingen hvide tennissokker, med undtagelse af når du dyrker sport.
- Ingen huller i strømperne. Og sørg nu også for at de er rene.
- Dine strømper må ikke være samme farve som dine sko.
- Dine strømper må gerne matche bukserne, da det forlænger dine ben.
- Dine strømper må gerne være så lange, at du undgår at vise hud.