Inis Meáin - trøjer til hårdføre mænd på åbent hav

Den golde ø Inis Meáin har i hundreder af år været beboet af generationer af søfarende, som havde brug for slidstærke, funktionelle striktrøjer, til at modstå de barske prøvelser under ekstreme vejrforhold. De strikkede kunstværker blev oprindeligt fremstillet af kvinder, der boede på øen, som strikkede dem helt i hånden og ud fra brugerens specifikke størrelse. Det var dog ikke bare arbejdstøj, der blev skabt, men også festbeklædning, hvor en trøje til f.eks. konfirmation er specifik og har sine egne, helt særlige strikkede detaljer. Indviklede mønstre, som alle har en bestemt betydning i forskellige henseender, men som ofte også var karakteristiske for den person, der strikkede dem ud fra vedkommendes egen teknik og designudtryk.

Inis Meáin ligger afsides som den midterste blandt de tre Aran-øer, og den traditionelle Aran-trøje er opkaldt efter netop disse øer. Den eneste måde at komme ud til øen på er med små færger fra fastlandet eller en flyvetur i et meget lille fly fra Connemara på fastlandet nord for øen. Et utroligt smukt sted, hvis golde skønhed er kendetegnet ved stejle kalkstensklipper og dybgrønne marker, som om sommeren dækkes af blomster i flotte farver. Set ovenfra er landskabet dækket af et malerisk, fortryllende gitter af lave mure, som er opført via håndkraft til at afgrænse kvæg og afgrøder.



I 1960'erne og 70'erne risikerede øen at blive tæt på affolket, fordi yngre generationer flyttede til fastlandet for at finde arbejde. Den irske regering iværksatte støtteforanstaltninger for at styrke erhverv, der befandt sig i områder som disse, og strikindustrien på Inis Meáin blev øens redning.

I denne periode i slutningen af 60'erne kom grundlæggeren af varemærket Inis Meáin, Tarlach de Blácam, til øen i forbindelse med studier af keltiske sprog på Trinity College. Tarlach og hans forlovede Ní Chonghaile, som var født og opvokset på øen, oplevede hurtigt, hvordan unge mennesker i stor stil forlod øen på grund af manglen på arbejdspladser og modernitet som elektricitet og rindende vand. Tarlach og hans kone blev gift i 1973 og besluttede at bosætte sig på Inis Meáin, da han selv allerede på et tidligt tidspunkt var faldet for livsstilen og den meget smukke ø.

Det unge par indså hurtigt, at det var nødvendigt at etablere en virksomhed, så de kunne ernære sig selv, men også modvirke affolkningen samt stabilisere økonomien og beskæftigelsen på Inis Meáin og dermed redde samfundet og befolkningen fra helt at forsvinde. Produktionen af uldtrøjer, som dengang stadig fandt sted i små hytter og i folks hjem, blev gnisten til og grundlaget for at starte en mere moderne og organiseret strikindustri. I første omgang blev der etableret en mindre strikfabrik, hvor der blev installeret seks maskiner. Unge øboere, hvis mødre strikkede derhjemme, blev de første ansatte i virksomheden, og nu valgte flere og flere unge at blive på øen.


Designet i tøjet fra Meáin er baseret på traditionelle mønstre, som er gået i arv i generationer. Meget af designsproget i Inis Meáins tøj stammer fra fotoarkiver med billeder af øboernes liv. De gamle trøjers autenticitet og direkte kobling til det hårde arbejdsliv gav tøj af meget høj kvalitet samtidig med, at der var en tydelig stolthed i at udsmykke trøjerne med nedtonede flotte mønstre, som gav dem en meget tiltalende naturlig elegance og stil.

De anvendte materialer er det eneste, der importeres til øen. Kun de fineste kvaliteter af hør, bomuld, uld og kashmir strikkes til tøj, som fremstillingsmæssigt er meget teknisk avanceret. Meget af tøjet strikkes som separate partier, der efterfølgende sys sammen i hånden til et helt stykke tøj. Hele produktionskæden finder sted under ét tag fra garn til færdigt produkt, hvilket er meget sjældent på moderne fabrikker.

På trods af den stærke kobling til tradition og håndværksarv vil man på Inis Meáin altid tilstræbe at have en naturlig udvikling i produktionsteknikken og designet. Tarlach nævner blandt andet, hvordan de lavede nogle trøjedesign, der var ekstremt teknisk avancerede at strikke, men som resulterede i tøj, der fik en overvældende modtagelse på verdensmarkedet. En bestræbelse på at strikke en trøje, som modsvarer det, en fiskerkone i dag ville lave til sin mand.



De rigt dekorerede trøjer, som er udsmykket med ternede mønster, er det, mange betragter som og kalder "sømandstrøjer". Det er blevet et accepteret begreb, som i tøjverdenen bruges til trøjer i denne udførelse. De mest udsmykkede og ornamenterede trøjer var dog snarere pænt tøj til kirkebesøg om søndagen, mens de mere anonyme, glatstrikkede designs med enkelte dekorationsindslag var de virkelige sømandstrøjer.

Uanset hvilken af trøjerne fra Inis Meáin, du bedst kan lide, vil alt tøj fra den lille ø altid have en historie og ægthed, som man ikke finder i denne type tøj fra ret mange andre steder i verden. Vælg og køb din trøje med omhu og med den hensigt virkelig at bruge den i alle tænkelige situationer og ved enhver lejlighed. Det er det, de flotte strikkede trøjer fra Inis Meáin står for, og altid er blevet fremstillet til.