Japansk og preppy - det bedste af to stilverdener, i en fusion du vil vide mere om. Vi advarer følsomme læsere, da der i teksten nedenfor er risiko for at du bliver let stilmæssigt afhængig af æstetikken.
Tekst: Mikael Vallin
Foto: Patrik Johansson
Publiceret
09-04-2022
Japansk stil er ofte en fantastisk fusion af tendenser fra hele verden, fortolket gennem det filter der gør japansk stil helt unik. Man lægger fokus på de gode elementer, og forfiner dem yderligere. Preppystilen er ingen undtagelse. En hjørnesten i god stil, er produkter der falder pænt, i stedet for at sidde stramt som et udspændt lagen på en nidkært redt seng. Her udmærker japanerne sig virkelig, med en pasform der ofte er lidt løsere, uden at blive uformelig eller poset. Velstrikkede sjalscardigans møder bukser med pressefold og pennyloafers. Pennyloafers og sko generelt, får i den japanske preppystil ofte en mere grov fremtoning, med tykkere sål og silhuet. Vidden på bukserne er perfekt balanceret for et flot fald. Om vinteren er for eksempel duffelcoats og parkas med en velafbalanceret løs silhuet, kendetegnende for stilen. Strømper bliver ofte et smagfuldt udtryk i helheden. Tilbehør som scarfs, slips og tørklæder får igen plads i udtrykket. En inspirerende frontfigur for stilen, er Shuhei Nishiguchi, menswear director for
Beams. Nedenfor viser vi tre måder du kan klæde dig på en japansk-preppy måde.
Strikket, chinos og grovere sko
En afslappet kombination, hvor den strikkede overdel får helheden til at beholde den formelle følelse. Strømperne bliver et ekstra krydderi, der kan løfte eller fælde hele indtrykket, hvis de ikke vælges med kundskab og omsorg. Et par tortoisefarvede solbriller forstærker følelsen af klassisk preppy, men kan med fordel vælges med et mere groft stel, for at tilføre den japanske attitude.
Blazer, hvide bukser og v-udskæring
En polo er en rigtig preppylegende, som går godt i spænd med chinos og en afslappet blazer. Skoene sætter igen tonen for den japanske fortolkning. En strikket trøje med v-udskæring, kan blive et oplagt lag i denne sammenhæng, hvis du vil skabe mere dybde i kombinationen, og også klæde dig lidt varmere på en kølig dag.
Cardigan, kasket og slips
Cardigan båret med en oxfordskjorte, slips og kasket, bliver et formelt men samtidig afslappet outfit, der fungerer præcis lige så godt på kontoret, som til et restaurantbesøg på en eftermiddag hvor solen skinner. Sneakers og bukser med løsere pasform balancerer godt med slipset, hvilket selvfølgelig ikke er nødvendigt, hvis du føler at det bliver for mange detaljer.
Hvad synes du om denne artikel?