Rule Britannia

Jeg erkender det, jeg er anglofil. Jeg elsker te og scones, Everton, The Smiths, Queen Elisabeth, hendes hunde, havnen i Brighton, karrystederne i det østlige London, små dunkle pubs, lunken øl fra fad, C.S. Lewis og Dickens, salt & vinegar, Brideshead Revisited og Churchill. I har nok forstået det, jeg elsker Storbritannien.

Fremfor alt er det den britiske stil og deres håndværkstraditioner som jeg har forelsket mig i.

Interessen for britisk stil og musik har jeg haft længe, men første gang jeg for alvor blev forelsket i Storbritanien, var da jeg for snart 15 år siden besøgte England for første gang. Efter det har jeg været der et utal af gange, både i forbindelse med studier og rejser, og specifikt London er gået hen og blevet mit andet hjem.

Tiden jeg har haft derover og personerne som jeg har lært at kende, har givet mig rig mulighed for at kunne reflektere over den britiske stil på et dybere plan.

Én ting som slog mig første gang jeg var i London, og specielt de centrale bydele, var hvor udbredt den konservative mode og de klassiske high-end varemærker var, hvilket altid har fascineret mig.

Hvis man generaliserer lidt og sammenligner den klassiske britiske mode med den italienske, så er det to diametrale modsætninger. Den italienske mand vil fremstå elegant og vil gerne ses og fremhæve sig selv. Den britiske mand ønsker derimod at påklædningen skal være korrekt, diskret og tidløs, og har ikke behov for at fremhæve sig selv eller hvor han kommer fra. Dem som bør vide det, ved det, og det har han det fint med.

Storbritannien forbindes ofte med skræddersyede, tidløse og diskrete produkter
 

På sin vis er det faktisk lidt sjovt at det har udviklet sig således, eftersom den engelske herremode, på mange områder, historisk set har været banebrydende og brudt med regler og normer. Det er også på denne måde at forskellige stilarter og beklædningstykker, som eksempelvis jakkesættet, er blevet til. Dette bliver man påmindet hver gang man besøger en af herremodens vigtigste gader, Jermyn Street i London, hvor der står en statue af dandyen Beau Brummell, som af mange krediteres for at have opfundet hvor tids jakkesæt. Også Hertugen af Windsor, Edward VIII, var blandt andet meget nytænkende inden for stil og påklædning og kan tage æren for en del af det tøj og de kombinationer som vi går med i dag.

England har altid været et klassesamfund og den konservative stil og påklædning har på mange måder været et opdelingsparameter, mere end mange andre ting. Mange forbinder nok den britiske stil med klassiske ting som tweed, flannel, moleskin, nålestribede jakkesæt, skoleemblemer, slips osv., og relaterer til livet som godsejer på landet eller studerende på en privatskole eller et eliteuniversitet. Begrebet ”gentleman” er ligeledes noget som mange forbinder og associerer med den britiske stil.

Dette er et meget forenklet billede af den britiske stil og var også det billede jeg selv fik første gang jeg besøgte London og England. Eftersom jeg har formået at holde interessen for den britiske stil har jeg gennem årene fået en større indsigt og lært at se bort fra facaden. Et look er én ting, velproducerede britiske produkter er noget andet.

Til at begynde med skal det siges at der findes mange ”sminkede grise”, når det kommer til britiske varemærker. Mange profiterer på de engelske varemærkers fine historie og ry for godt håndværk. Man ser ofte at varemærker og deres PR-afdeling forsøger at sætte et lighedstegn mellem historie og kvalitet. Men ser man efter i sømmene, bogstaveligt talt, så er de ikke altid så lige og velsyede, som et varemærke ønsker at give udtryk for. Der er mange tilfælde af varemærker, der markedsfører sig på lange traditioner inden for skrædderi, godt håndværk og en fin adresse i de britiske skrædderkvarterer, som ellers for længst har flyttet deres produktion til ”langbortistan” og valgt at anvende billigere materialer samt produktionsmetoder.

Dermed siger jeg dog ikke at produkter som ikke længere fremstilles i England er dårlige. Der findes fantastiske fabrikker i lavtlønnede lande, men oftest er der dog en sammenhæng mellem produktionsomkostninger og kvalitet. Den vigtige del her er tranparens og gennemsigtighed, og at kunden forstår hvad han betaler for.

For mig personligt, betyder det noget når der står ”Made in England”. Det er ikke blot et kvalitetsstempel, men handler også om bæredygtighed, ansvarlighed og fremtid.

I forbindelse med mit job har jeg haft fornøjelsen af at lære mennesker at kende, som brænder for sit varemærke og sine produkter, lige så meget som de brænder for fortsat at holde liv i den britiske tradition inden for håndværk. Først og fremmest tænker jeg her på Michael Hill og James Eden.

 

Michael Hill driver den London-baserede producent af tilbehør, Drake’s, som er kendt for at være en af verdens bedste producenter af slips. Virksomheden blev grundlagt i 1977 af Michael Drake og startede ud med at fremstille halstørklæder og tørklæder. Det varede dog ikke længe før slipsemageren og Michael Hills far, Charles Hill, blev en del af virksomheden, som herefter fik navnet Hill & Drake. Årene gik og Hill & Drake blev til Drake’s, og virksomheden blev i højere grad bygget op omkring fremstillingen af kvalitetsslips for andre mærker. For lidt over ti år siden startede den unge Michael Hill så i virksomheden og blev Michael Drake’s protegé. Og da Michael Drake for fem år siden, valgte at lade sig pensionere, købte Michael Hill virksomheden sammen med en række investorer med Mark Cho i spidsen. Mark Cho er en kendt person i branchen og ejer blandt andet den ikoniske butik ”The Armoury”. Sammen har Mark og Michael, taget Drake’s til et nyt niveau. Fabrikken er nu blevet flyttet til Shoreditch i det østlige London, som er et område med stolte tekstiltraditioner, men ellers er værdierne i virksomheden de samme som altid. For knap tre år siden opkøbte Drake’s Rayner & Sturges fra den lille by Chard i Somerset, som var den sidste uafhængige skjortefabrik i England. De seneste år havde været dårlige for Rayner & Sturges og Drake’s opkøb gjorde at 35 ansatte kunne beholde deres job og fortsætte med at fremstille skjorter. Med i købet fik de desuden skjortemærket Cleeve of London, som de pustede liv i igen.

Drake’s er et unikt varemærke på mange områder. Størstedelen af deres produktion foregår i England, mens en lille del sker i Italien og USA. Virksomheden har en stolt stilarv baseret på dens historie og på trods af de klassiske og traditionelle værdier formår Drake’s at fremstille tidløse produkter, som følger med udviklingen. Drake’s har endda været en af de aktører som kan krediteres for at have fået flere unge til at bære slips som en naturlig del af deres påklædning. Meget kan tilbageføres til Michael Hills enestående kreative sans for materialer, mønstre og designs, parret med virksomhedens uovertrufne håndværk. Hertil kan man desuden tilføje interessante samarbejder med kunstnere og illustratorer, som tilsammen har skabt et moderne klassik varemærke, som fortsætter med at overraske og imponere.

Et andet varemærke som bestemt er værd at nævne, når vi snakker ”Made in England”, og som er en af de største fortalere for begrebet, er Private White V.C. Varemærket i sig selv er faktisk forholdsvist nyt, men deres fabrik og produktion har været aktiv i lang tid. Historien om virksomheden er meget interessant og har sin oprindelse fra tiden efter 1. Verdenskrig. Den nuværende administrerende direktør, James Eden, er en mand som jeg personligt er gået hen og blev ret så gode venner med, og det er med hans farfar, at historien om Private White V.C. begynder. Efter 1. Verdenskrig kom James’s oldefar tilbage som krigshelt, som følge af hans bedrifter under krigen og modtog blandt andet udmærkelsen, The Victoria Cross (heraf V.C.). Han begyndte at arbejde på en tekstilfabrik i Manchester og arbejdede sig stille og roligt op i hierarkiet. Det hele endte med at han købte virksomheden, som efterfølgende er blevet drevet videre af familien i flere generationer, primært med fokus på at fremstille overtøj i høj kvalitet til andre varemærker. I moderne tider er det blevet normalt at flytte sin produktion til billigere lande for at opnå produktionsfordele og dette har sat sine spor hos mange producenter, som ikke har fulgt denne udvikling, inklusiv Private White V.C. I en del år gik det skidt for virksomheden og de var på randen til at lukke ned, men i stedet gjorde de det stik modsatte og valgte at satse på hvad de fandt rigtigt – at producere tøj af lokale engelske materialer i højeste kvalitet under eget varemærke. Nød lærer nøgen kvinde at spinde og dette blev altså begyndelsen på Private White V.C., hvoraf navnet var en hyldest til James’s oldefar. Gennem en traditionsrig historie og eminente kundskaber inden for håndværk, har James Eden og Private White V.C. skabt et yderst interessant varemærke med sjæl og historie, hvor inspirationen hovedsageligt bliver fundet i historisk arbejds- og militærtøj.

 

Ligesom i tilfældet med Drake’s opkøb af skjortefabrikken, valgte James Eden for nyligt at gøre lignende med Private White V.C. Tæt på Private White V.C.´s fabrik i udkanten af Manchester, ligger der en lille overtøjsfabrik med navnet Sweeney Outerwear. Her i sommers mistede de deres største kunde og var nærmest tvunget til at lukke fabrikken. James Eden og Private White V.C. valgte dog at opkøbe en stor del af virksomheden og reddede dermed ikke blot virksomhedens eksistens, men også 14 ansatte fabriksarbejderes job. Det er altså ikke kun for egen produktion at Private White V.C. tager ansvar, men også for lokalområdet og de engelske tekstiltraditioner i det hele taget, hvilket jeg finder meget respektindgydende.

Det var lidt om den ærefulde britiske tekstilarv, hvis kundskab og viden gør, at vi fortsat kan få langtidsholdbare og uovertrufne produkter, både i kvalitet og design, fra den grønne øgruppe mod vest. I Storbritannien findes der i dag nogle af verdens bedste stofvæverier, skrædderier og producenter af strik, sko, overtøj og læderprodukter. Sørg nu for at støtte dem, så vi fortsat kommer til at få glæde af dem. Det gør jeg i hvert fald!

Besøg Care of Carl's afdeling Best of British for at udforske udvalget af britiske varemærker.