Det beige jakkesæt er et stilsikkert og evigt aktuelt valg til sommergarderoben. Vi giver her nogle tips til do's and don't når du anvender det klassiske, lyse jakkesæt.
Uanset om dit beige jakkesæt er lavet af bomuld, uld eller hør udstråler det en sikker, sofistikeret og klassisk, afslappet sommerstil. Du kan som sædvanligt selv bestemme hvor dresset du vil have det, alt afhængigt af hvad du sætter til det. Nøgleordet når vi taler beige jakkesæt er dog at kombinere med farver som kontrastmæssigt er lette i forhold til sættet.
Hvad angår sko, er brunt vejen at gå. Sort bliver en alt for skarp og hård kontrast. Derudover er det oplagt med mørkeblå eller flaskegrønne sko, som et spændende alternativ. Hvide, enkle sneakers til et beige bomulds- eller hørjakkesæt kan også give en sofistikeret, nedtonet stil.
Skjorter i lyseblå og hvid, og undtagelsesvis endda andre lyse toner, som f.eks. rosa eller lavendel, kan fungere godt med det beige sæt. Sammen med sneakers kan en enkel hvid t-shirt i en eksklusiv bomuldskvalitet give et rigtigt elegant og afslappet udtryk til det beige jakkesæt, og kombinationen kan bruges i mange forskellige sammenhænge.
Båret med et slips og lommetørklæde kan det beige jakkesæt være et stilfuldt alternativ i arbejdsgarderoben på kontoret her til sommer, eller f.eks. til et rigtigt sommerbryllup, en barnedåb eller andre festligheder hvor dresscoden tillader det. Hertil er det oplagt med brune ruskindssko i afslappede modeller som loafers og mokkasiner. Ruskind harmonerer rigtigt fint med hør- og bomuldsjakkesættenes farve og materialets tekstur.
Det kan også give mening at tage stilling til lommerne på jakkesætsjakken, da det er en detalje som kan være med til at sætte tonen og formalitetsgraden af hele sættet. Påsatte lommer, ofte kaldet "patch pockets", giver et mere afslappet udtryk, mens klassiske paspolerede lommer med flap giver jakken et mere klassisk, strømlinet udtryk.
Det beige jakkesæt kan, som vist i eksemplerne herunder, bruges i mange forskellige kombinationer og sammenhænge, og det er helt op til dig hvordan du vil bruge det. Eksperimenter lidt og prøv at bruge det udover bare festlige lejligheder, så får du et utroligt alsidigt og stilfuldt sommersæt i din garderobe, som du vil have glæde af i lang tid.
Afslappet med T-shirt
Tekst: Mikael VallinFoto: Evelina Svantesson
Hvad synes du om denne artikel?