Sådan finder du designikoner online
Køb af designermøbler online kan være en meget rentabel og stilfuld affære. Vi kommer her med nogle tips til, hvordan man finder designklassikere på nettet, ofte til meget fordelagtige priser.
Tekst: Mikael Vallin
ILLUSTRATOR: JACOB BRINK LAURSEN
Publiceret
21-02-2021
Tøjstil, indretning og veldesignede møbler er tæt forbundet. Folk, der er interesseret i den ene af tingene, har ofte også en stærk interesse for de andre områder. Når vi her taler om designermøbler, mener vi klassikere, som altid vil være mere eller mindre aktuelle uanset de gældende trends.
Godt design og indretningsstil kommer i princippet aldrig til at gå af mode. Det er værd at betale for. Veldesignede møbler i originaludførelsen er som regel også lavet af gode, holdbare materialer. Det er en stor del af møblernes tiltrækningskraft, men betinger også en højere købspris. Internettet er fyldt med mere eller mindre vellavede kopier af designermøbler. De billigere kopier ser dog ud derefter og fungerer i de fleste tilfælde som netop billige kopier, sammenlignet med et ægte eksemplar.
Rigtige designklassikere i originaludførelse ældes smukt og bliver normalt bedre med tiden, ligesom sko eller kvalitetsure. Derfor opfordrer vi til at gå på udkig efter designermøbler online. I bedste fald kan du finde en brugt original til en brøkdel af nyprisen, og så har møblerne fået en flot patina.
KONKRETE TIPS
Det første skridt er at lave lidt research, så du har den nødvendige viden til at kunne skelne originaler fra billige kopier. Sæt dig ind i, hvad en ægte original reelt koster. Hvis en ny Eames-stol online koster en fjerdedel af, hvad man skal betale for den i en designerbutik, er det som regel for godt til at være sandt. Logoer og klistermærker på møblerne samt navne på autoriserede producenter er ofte gode pejlemærker. "Eames Glasfiber Chair DSW" er et eksempel, der ofte kopieres. Originalen koster omkring 750 euro pr. stol og bør i nyudgave være fremstillet af Vitra for nu at nævne et eksempel.
Find ud af, hvilket hjemmesider der er pålidelige, og hvor du kan finde originaler. Siderne Auctionet.com og 1stdibs.com er gode europæiske hjemmesider, der beskæftiger sig med brugte designer- og kvalitetsmøbler. De samler ofte fysiske auktionshuse og er bemandet af kyndige medarbejdere. Stole, lænestole, ægte tæpper og lamper, men også kunst som print og malerier er nogle få af de mange interessante genstande, du med fordel kan finde her. Nogle kategorier kræver mere forhåndsviden end andre for at foretage sikre køb.
Købs- og salgssider, hvor enkeltpersoner kan lægge annoncer op, er også et godt tip, men det kræver, at du har mere viden, hvis du vil undgå at blive snydt. Fælles for alle disse kanaler er, at du skal besøge dem relativt regelmæssigt for at holde styr på, hvad der findes. De gode ting forsvinder hurtigt. Husk også på, at det kan være værd at rejse lidt efter tingene, hvis man vil gøre et godt køb. Sommetider kan det også være værd at betale for at få f.eks. en designerlænestol, en stol eller ægte tæpper sendt hjem til dig. Mange hjemmesider tilbyder fordelagtige leverancer.
EGNE ERFARINGER
Et selvoplevet eksempel er, hvordan vi gerne ville have Marcel Breuers lænestol "B3", også kaldet "The Wassily Chair" i en udførelse i beige lærred, som i dag er svær at opstøve. Vi fandt et par stykker fremstillet af italienske Gavina i 1960'erne via en privatperson, der solgte dem online. Selv om vi kom til at køre 300 km hver vej for at hente dem, var købet stadig uvurderligt.
Som med alle kvalitetsgenstande er det ofte værd at bruge en større sum penge på en original frem for en billigere kopi, som er et kompromis og ikke for alvor det, du virkelig ønsker. Køb af brugte kvalitetsmøbler er også et lysende eksempel på bæredygtigt forbrug. Køb af brugte ting og vintage online er ofte en mulighed for pludselig at få råd til designermøbler, som du ellers ikke ville have mulighed for at købe. Lav din research, og kast dig ud i jagten. Vi vil dog gerne advare om, at det er stærkt vanedannende at jagte flotte designobjekter online.
Hvad synes du om denne artikel?