Her i forsommeren, hvor mange er begyndt at tilbringe tid i deres sommerhuse eller tæller ned til ferien, er det passende at fokusere på den perfekte sko til dette, sejlerskoen.
Vi har tidligere skrevet en del om de beslægtede og nærliggende amerikanske stile
Preppy, IVY og Trad. Hvis man skal forbinde en sko med de respektive stile, er det penny loafers med IVY, hvide såkaldte bucks med Trad og sejlersko med Preppy.
Som navnet røber, drejede det sig oprindeligt om en sko, der især blev brugt til sejlads. På engelsk kaldes de netop boat shoes eller deck shoes.
Denne skomodel plejer man at tilskrive amerikaneren Paul A. Sperry fra New Haven i Connecticut, som i starten af 1930'erne udviklede den type model og med den funktion, vi har i dag og kalder sejlersko. Baggrunden var, at den inkarnerede sejler, Sperry, ligesom resten af bådfolket, kæmpede med glatte skibsdæk og stod dårligt fast i sine sko.
En kold vinterdag i Connecticut, hvor han var ude at gå med sin hund Prince i en frossen bugt, bemærkede han, at hunden stod væsentligt bedre fast på isen, end han selv gjorde. Det gav ham stof til eftertanke, og han konkluderede, at det måtte skyldes hundens poter, som ikke er helt glatte. De havde en slags fiskebenslignende mønster. Sperry bestemte sig for at udskære et lignende mønster i sine gummisåler, som han brugte på båden. Dermed så den ikoniske model Sperry Top-Sider dagens lys. Det skal dog siges, at Sperry ikke opfandt metoden med at udskære mønster i såler. Det gjorde en anden amerikaner, som hed John Sipe, godt 10 år tidligere. Hans metode blev mest brugt til dæk, men i et vist omfang også til sko, og udskæring af et mønster som det, Sperry lavede, kaldes på engelsk netop siping.
Oprindeligt havde Sperry sorte gummisåler på de sko, der blev fremstillet, men de gav grimme mærker på båddækkene, så han skiftede derfor omgående til hvide såler, hvilket i dag er det mest almindelige for sejlersko.
Skoen blev i første omgang udviklet til sejlads, men siden 80'erne er den rent modemæssigt blevet en af de allermest populære fritidssko, uanset om man sejler eller ej. Sejlerskoen ses oftest i forskellige nuancer af brunt eller marineblåt. De er fremstillet i et robust og behandlet læder, som gør dem mere modstandsdygtige over for vand samt skrammer og lignende.
Siden 80'erne og frem til i dag har også de virkelig eksklusive modehuse af og til haft denne skomodel med i deres kollektioner, så skoen er blevet trendy. Derfor er der også opstået en større efterspørgsel, hvilket har medført flere varianter, heriblandt i udsøgt læder som alligator, lak og et væld af varianter i ruskind. Disse egner sig dog nok mere til brug, når man ligger til kajs, end de oprindelige modeller gjorde.
Selve konstruktionen er ofte såkaldt mokkasinsyet, så skoen bliver blød og følger foden. Man kan kende den på topsømmen, som sammenføjer læderets over- og underdele. Snørerne skal i øvrigt normalt være af samme materiale som resten af læderet.
Fordi det handler om en sko, der skal være behagelig og følge foden og først og fremmest bruges på både, slides de hurtigere end mange andre modeller, hvis de tit bruges på asfalt og lignende.
Da det drejer sig om en blød model, gælder det desuden, at de bør sidde lidt stramt, når man køber dem, fordi de er beregnet til at forme sig efter foden. Det varierer lidt, hvor lang tid det tager, afhængigt af hvilken type overlæder skoen har, men på sigt kommer den til at sidde som støbt på foden. Det er sandsynligvis forklaringen på, hvorfor de er så populære som fritidssko blandt mænd i dag.
Ligesom med så meget andet, når det gælder mode generelt og i særdeleshed klassisk mode (for vi synes, at sejlerskoen er kvalificeret til at indgå i denne kategori), findes der kloge hoveder, som gerne fortæller, hvordan man SKAL bruge skoene.
Den mest almindelige påstand blandt disse personer er, at man ikke må bruge strømper i sejlersko. Det synes vi er det rene vås. Nogle foretrækker med og nogle foretrækker uden. Som med alt andet, når det gælder mode og stil, skal man gøre det, der føles rigtigt. Det kan være flot både med og uden strømper. Det er jer, der bestemmer, og INGEN anden.
Hvis vi skal komme med nogle råd og forslag, er det dog at undgå ruskindsvarianter, når man rent faktisk befinder sig på en båd, da saltvandet kan være hårdt ved ruskindet.
Det er en utroligt skøn og alsidig sko, som især fungerer rigtig godt i sommerhalvåret sammen med alt lige fra jeans til chinos og shorts. En del amerikanske nicheproducenter har varianter med for og mere grove Vibram-såler, som gør, at de kan bruges stort set hele året.
Hvad angår producenter, er det godt at kende Sperry, som på sin vis er en original. Især i USA findes der en række særdeles dygtige små producenter, som laver håndsyede varianter af læder fra de førende garverier. De koster ofte lige så meget som et par gode randsyede herresko, men er ligesom dem udsøgt håndværk med den håndsyede mokkasinkonstruktion. Der findes derudover en række store mærker, som man forbinder med modellen, f.eks. Sebago og Henri Lloyd. Også store preppy-mærker som GANT og Ralph Lauren plejer at have flotte modeller i deres sortiment.
Tekst: Olof Nithenius
Foto: Evelina Svantesson