Det er ofte de små ting som gør forskellen - også når det kommer til stil. Små detaljer, et flot ur, en lommeklud eller et slips er ting som kan være med til højne stilniveauet og gøre dit outfit ekstra interessant. Netop slipset, eller nærmere betegnet slipseknuden, og hvordan den kan være med til at påvirke din påklædning, er det vi har valgt at sætte fokus på i dagens indlæg.
Tekst: Mikael Vallin
Foto: Evelina Svantesson
Publiceret
09-07-2017
Inspirationen til denne artikel fik jeg en tidlig morgen på et fly mod London, hvor jeg var på vej til indkøbsmøder med blandt andet Drake’s og Turnbull & Asser. På vej igennem flyet mod mit sæde sad den ene mand i jakkesæt og slips efter den anden og stilinteresseret som jeg er, kunne jeg selvfølgeligt ikke lade være med at bemærke deres påklædning og detaljerne i denne. Jakkesættenes tekstur og farver, reverset, skjortekraven, lommekluden i brystlommen, men ikke mindst slipset og slipseknuden. Windsor-knuden var klart dominerende og gerne i en lidt løs og voluminøs udgave.
Kender du ikke det, hvor man lægger mærke til en velklædt mand og tænker at han er gennemført cool, både i forhold til påklædning og fremtoning? Det er absolut ikke noget der kommer af sig selv, men er et resultat af sammenspillet mellem mange små detaljer, hvoraf slipseknuden faktisk har en ret så vigtig betydning.
Først og fremmest er det vigtigt at slipseknuden matcher med kraven på din skorte, men også at knuden fungerer med slipset i sig selv. Et smalt slips med en bredde på 5-6 cm kan se rigtig godt ud til en jakke med smal revers, men det ligeledes vigtigt at slipseknuden heller ikke bliver for stor og voldsom, således at der er god balance mellem både jakke, skjortekrave, slips og slipseknude.
En tommelfingerregel er at slipseknuden aldrig må være større eller bredere end slipset, da det skaber ubalance i dit outfit. Som udgangspunkt skal den øverste og bredeste del af slipseknuden helst ikke være meget bredere end hvad der svarer til halvdelen af slipsets bredde, hvor det er breddest. Derfor kan det også anbefales at du dropper windsor-knuden ved smalle slips og specielt hvis slipset er fremstillet i et grovere materiale, som giver meget fylde. Alternativt kan du lave en halv windsor og på den måde undgå at slipseknuden bliver for stor.
Four in hand-knuden er derimod næsten altid et sikkert valg, da den ikke er lige så voluminøs som windsor-knuden, og altså dermed egner sig bedre til smalle slips. Når det kommer til bredere slips, så kan både windsor og four in hand, samt andre slipseknuder bruges. Her skal man i stedet vurdere ud fra situationen, skjortekraven osv. De enkelte slipseknuder, hvornår de passer ind og hvordan de skal bindes, kan du dog læse meget mere om i et af vores
tidligere indlæg i Carl Magazine.
Hvad synes du om denne artikel?