Med sommerferien i fuld gang, står stranden og vandet i fokus hos mange. Vi har derfor samlet fem mænd, der vidste en ting eller to om afslappede dage samt stilfulde badebukser.
tekst: martin johansson
foto: alamy
Publiceret
25-06-2022
Hvad er egentlig den bedste ferie? En del forestiller sig daglige golfrunder, andre drømmer sig væk i tanken om lange middage, og nogle glæder sig enormt meget til at opleve strålende sol og funklende vand. Tilhører du den sidste kategori, så findes der et produkt hvis stilniveau vejer lidt tungere end alle andre i sommermånederne, nemlig badebukserne. Vil man holde stilen når man ligger langs med poolen eller havet, gælder det nemlig om at badebukserne holder hele vejen. Samtidig tilhører badebukserne en kategori af tøj, hvor stil og form har varieret kraftigt de seneste årtier, ofte med blandede resultater. For at ramme rigtigt, kan det være en god ide, at hente inspiration fra de mænd der har båret dem bedst, og derfor har vi samlet fem eksemplarer på mænd der stak ud i mængden.
Alain Delon
Mesteren af sommerstil vidste en del om hvordan man klædte sig, både til stranden og til poolen. I filmen med det passende navn
The Swimming Pool fra 1969 ser vi Delon spendere største delen af tiden, iklædt forskellige former for badebukser, ofte i tidstypisk kort og tætsiddende model. Det der får disse badebukser til at skille sig ud, er ofte et spraglet mønster, i en stærk farvepalet, og det kan være et vindende koncept når solen skinner.
Donald Glover
Den alsidige skuespiller, artist, komiker og instruktør Donald Glover, er blevet noget af et fænomen siden gennembruddet i tv-serien
Community. Under sit artistnavn Childish Gambino, har han udgivet et antal roste albums, samt båret mindeværdigt udstyr på scenen. Specielt husker vi et par badebukser båret sammen med en hawaiiskjorte og hvide sneakers, som han flere gange siden har gentaget succesen med. Hvis du udskifter omgivelserne med en strand, har du et perfekt eksempel på hvordan du bærer badebukserne, helt uden vand.
Sean Connery
Foretrækker du et mere stilrent look, skal du bare tænke på Sean Connerys udtryk i
Thunderball. Badebukserne sidder som var de skræddersyet, og de viser hvorfor en kortere model kan være så utrolig stilfuld, hvis bare pasformen er den rette. Kombiner de lyseblå badebukser med en kortærmet og kontrastfarvet skjorte, og så er du klar til hvilken som helst pool eller strand.
Jude Law
At bære lyse badebukser kan være svært, og kræver ofte en vis mængde af solbrændt hud. Men hvis man lykkes, kan det blive ligeså godt, som da Jude Law lå på stranden i den ikoniske sommerfilm
The Talented Mr Ripley. Filmen er i øvrigt fyldt med en overflod af stilfuldt badetøj, hvor også Matt Damons neongrønne badebukser fortjener at blive nævnt.
Eddie Murphy
“When you gonna get your trunks on and get in this pool?” Spørgsmålet stiller Eddie Murphys karakter Alex Foley, mens han tilbagelænet flyder på vandoverfladen, iført et par pilotbriller, hawaiiskjorte og badeshorts, der er så korte at man knapt kan se dem. Dette er indbegrebet af Murphys typisk afslappede og flabede attitude. Tøjet er et perfekt eksempel på, hvordan en spraglet overdel kan harmonere med et par korte og ensfarvede badebukser.
Hvad synes du om denne artikel?