Når det gælder langsigtet stil, er der visse mærker, som skiller sig ud. Vi retter derfor blikket mod danske Sunflower, og lader os inspirere af deres striktrøjer.
Tekst: Martin Johansson
Foto: Ted Olsson
Publiceret
21-03-2021
Striktrøjer er basistøj, der fås i uendeligt mange design og kan være alt fra dybt traditionelle til decideret nyskabende. Derfor er det ekstra skønt, når det lykkes et varemærke at finde den rette balance. De sidste år har Sunflower forsigtigt trukket en linje mellem konservativ herrestil og ny mode – en opgave, som vi synes, at varemærket har klaret godt.
Varemærket Sunflower opstod, da en gruppe personer inden for herremode blev trætte af branchens udvikling med konstante krav om fornyelse og trends. De valgte derfor at starte et varemærke, som i stedet skulle henvende sig til modebevidste, men langsigtede kunder. Hvis man ønsker at være kategorisk, kan man beskrive stilen som moderne herretøj med inspiration fra 1960'erne og 70'erne eller med det lidt udvandede udtryk "skandinavisk minimalisme". De beskriver selv stilen som moderne, hvor der er fokus på at finde en balance mellem et diskret nutidigt design og traditionelt herretøj.
Man kan bruge trøjerne på en række forskellige måder. Når vi fremhæver dem, har vi valgt en stil, der ligesom Sunflower selv, henter inspiration fra både det gamle og det nye. I vores påklædning er strik i centrum, suppleret af jeans, skjorter og læder i form af både bælter og sko. Netop læder er noget, man finder blandt Sunflowers produkter, da de har en svaghed for både læderjakker og læderstøvler, gerne i kombination med velsyede poplinskjorter og mørke habitbukser. Her vælger vi dog at bruge deres blå silkeskjorte sammen med en hanefjedsmønstret blazer og lyseblå jeans. De hvide strømper leder i kombination med et par sorte loafers tankerne hen på Ivy League-stilen fra 60'erne, samtidig med at de giver påklædningen et lidt mere sporty udtryk.
Hvad synes du om denne artikel?