Vi er nok mange som gerne ville bruge flere dage ved havet. Måske endda på sin egen sejlbåd? De fleste af os må dog holde os til drømmen, men hvorfor så ikke i det mindste hente lidt maritim inspiration og bringe lidt af sejlerstilen ind i hverdagen og din egen stil? Dette har vi set nærmere på i dagens indlæg.
Tekst: Jon Carrington
Foto: Evelina Lind & Getty Images
Publiceret
01-08-2019
Den maritime stil fra havet og sejlsporten har i mange år været en stor inspirationskilde for tøjbranchen og specielt til kollektionerne her i sommermånederne. For nogle er det en måde at udtrykke deres interesse for sejlads og sejlsport, mens andre blot synes at stilen i sig selv er tiltalende. I dagens indlæg ser vi nærmere på, hvad der egentligt kendetegner sejlerstilen og kommer med et par forslag til hvordan du kan implementere den, eller dele af den, i din hverdagsstil.
SEJLERSTILEN
Når vi nu snakker om sejlerstilen kan vi starte med at definere, hvad det egentligt er vi snakker om. Det er ikke det højteknologiske og funktionelle tøj, som bruges i sejlsportskonkurrencer, men nærmere den retroinspirerede stil som omkranser den lidt mere afslappede del af sejllads. Det er den stil som ofte har været koblet til livet ved den amerikanske østkyst, den franske riviera og vores egne skandinaviske kyster. For at komme med et eksempel, så tænkt bare på et af de klassiske billeder af J.F.K. (som billedet herover), hvor han er fotograferet på sin sejlbåd iført en strikket trøje, polotrøje, lyse bukser og sejlersko - et helt klassisk sejleroutfit.
HVORDAN TILEGNER DU DIG SEJLERSTILEN?
Men hvordan gør man så lige, hvis man vil lade sig inspirere af en stil som sejlerstilen? Et godt udgangspunkt er ikke at køre den fuldstændig 100% ud, da det hurtigt kan se lidt påtaget ud og ligne noget, der er taget direkte fra et sejlsportsmagasin. Prøv i stedet at håndplukke udvalgte elementer fra stilen som du godt kan lide og miks det ind i din egen stil. På den måde bliver det mere "ægte" og naturligt og det er ofte sådan at du får det bedste resultat. Når det kommer til stil, så bliver det aldrig rigtig godt, hvis ikke du føler dig tilpas i dit outfit.
I det følgende kommer vi med vores bud på en henholdsvis afslappet og mere formel sejlerinspireret stil.
En afslappet fortolkning af sejlerstilen
Hvis du til hverdag ofte går klædt i jeans, en skjorte og et par sneakers, så kan du med enkle midler gøre stilen mere sejlerinspireret. Eksempelvis kunne du bytte dine sneakers ud med et par sejlersko, smøge bukserne op en gang eller to og hænge en kabelstrikket trøje over skuldrene. Så har du pludselig en afslappet sejlerinspireret stil, som passer perfekt til en dag ved eller på havet.
En formel fortolkning af sejlerstilen
Er du normalt vant til en mere formel stil, så kan det blive en smule mere udfordrende at inkorporere elementer fra sejlerstilen - men ikke desto mindre kan det sagtens lade sig gøre. Lad os sige at du normalvis går klædt med jakke, skjorte, slips, et par chinos og brogues. Her bliver du måske nødt til at sænke formalitetsgraden en smule, for at gøre plads til elementer fra sejlerstilen. Først og fremmest har vi igen byttet skoene ud med et par sejlersko, da de simpelthen er en bærende del i sejlerstilen. Dernæst har vi beholdt chinos i en lys variant og ligeledes valgt at beholde både skjorte og slips. Jakken har vi derimod byttet ud med en dobbeltradet jakke, inspireret af de karakteristiske dobbeltradede sømandsfrakker. På denne måde opretholder vi det mere formelle udtryk, men har samtidigt tilføjet noget maritimt og sejlersinspireret til outfittet.