Det er let at lade sig skræmme af stærke farver, men i dagens indlæg udfordrer vi den følelse med lidt historieundervisning og en klar opfordring.
Tekst: David Brink
Foto: Evelina Lind
Publiceret
28-01-2021
Det er så fristende at lave sikre køb når man handler, og i den forbindelse er det ofte de farverige produkter som fravælges. Det er synd, da netop de kan være med til at løfte din garderobe og adskille din stil fra andres på en naturlig måde.
Som bekendt stammer det meste af det tøj vi har i dag fra forskellige historiske perioder eller bevægelser. Det kan eksempelvis være traditionelle vandrestøvler, som i dag er populære overalt, eller produkter med militær historie som eksempelvis et par chinos eller M65-jakken. Og netop den historie som knytter sig til tøjet er meget betydningsfuld og i høj grad noget som er afgørende for vores forhold til det enkelte produkt. Vores garderobe afspejler vores værdier og hvem vi er, og derfor spiller produktets historie og ophav også en væsentlig rolle når vi vælger det.
Hvor kommer farver ind i billedet her? Jo, for dig som egentlig godt kunne tænke dig at introducere en smule farve, men er en smule farveforskrækket eller ikke synes farver passer naturligt ind i din garderobe, så kan det være oplagt at kigge lidt på brug af farver i historien for at forstå om og hvordan det passer ind i din garderobe.
Et eksempel er brugen af camouflage og jordtoner til at gøre dig mindre synlig. På samme måde er stærke farver historisk ofte brugt i sammenhænge hvor man netop ønsker at være synlig. Det kunne være i uniformer eller folkedragter som skulle signalere tilhørsforhold, men også i praktiske sammenhænge, som ekspeditioner eller bjergbestigninger, hvor det i den vilde natur kan være en fordel at være synlig under dårlige vejrforhold eller på lange afstande.
På den note har vi i dag taget udgangspunkt i en farverig klassiker. Det drejer sig om Amerikanske RRLs bud på den ikoniske Kara Koram-parka – naturligvis i rød – fra 1950’ernes ekspeditioner til toppen af verdens næsthøjeste bjerg, K2. Det er inspirerende at studere gamle billeder af bjergbestigeren Jim Whittaker som bar den, og selvom du ikke selv påtænker at drage afsted på ekspedition, er det stadig forunderligt og fascinerende at investere i en jakke hvis egenskaber man ved kan stå imod udfordringer af den karakter.
Hvad synes du om denne artikel?