Vi er efterhånden et godt stykke inde i efteråret, og de fleste har nok fundet vinterjakkerne og de tykke trøjer frem.
Tekst: David Brink
Foto: Charlotte Håkansson
Publiceret
10-11-2017
Det er mørkt når vækkeuret ringer og vinterens kulde banker for alvor på døren. Det kan være svært at se lyset for enden af tunnelen, men vi opfordrer til at imødekomme vinteren med en positiv attitude, og vil i dag prøve at sætte tonen og inspirere til et vinteroutfit i milde og varme toner.
Hvid til vinter er typisk et no-go, men knækket over i de varmere varianter af latte, creme og lys beige er det en fantastisk let måde at tilføre en ellers mørkt domineret vintergarderobe noget mild kontrast og farve. Det er en utroligt samarbejdsvillig farvepalette som, sat sammen med klassiske farver som blå, grå og sort, sætter en tone som udstråler overskud og elegance. Det er i øvrigt også en af de få lyse farver som klæder os lyse skandinaver under vinterhalvåret. Men sørg for at styre uden om flødebolle-looket (cremefarvet fra top til tå), og arbejd derimod med udvalgte elementer i de lyse farver, som f.eks. trøjer, sko, tilbehør eller en elegant frakke og kombiner dem med andre, mere klassiske farver.
Farverne i dagens outfit er velbalancerede, varme toner af blå, brun og lys beige. Til at sætte lidt attitude har vi valgt sæsonens absolut vildeste bomberjakke, en pilotjakke med shearlingkrave fra engelske Private White V.C. samt et par klassiske 501’ere fra Levi’s. Den lys beige rullekravesweater fra Our Legacy samt det ternede Aquascutumhalstørklæde tilfører noget nostalgisk 70’er smoothness som bliver stadfæstet med valget af de vinterstøvle-inspirerede sneakers fra italienske Hogan.