Carl Magazine

Der findes få varemærker som fascinerer lige så meget som britiske Barbour. Det gælder alt omkring deres historie, sjove anekdoter og hvordan man ligefrem kan analysere anvendelsen af tøjet ud fra et socialt og kulturelt perspektiv.

Personligt er jeg faktisk så interesseret i fænomenet omkring Barbourjakken, at jeg havde kunne skrive en hel stil om det. Det har vi selvfølgelig ikke plads til og I ville sikkert kede jer allerede efter indledningen, så derfor bliver det til en sammenfatning omkring min oplevelse af det ikoniske mærke.

Hvis man arbejder med klæder og stil, tager man nok skade, forstået sådan at man i mange tilfælde tjekker og analyserer andre personers stil og forsøger at sætte dem i bås. Ikke på en negativ måde, men når man har oparbejdet relativt meget kundskab omkring tøj og mode, kommer man nok let til at være farvet af det. Det er nok også meget almindeligt, og der findes masser af forskning som viser at vi bedømmer andre utroligt hurtigt, og ofte lang tid før de får chancen for at åbne munden og vise hvem de er.

Når man vurderer en person og dennes beklædning er det derfor helt naturligt at der straks danner sig billeder af dem inde i hovedet. For mig findes der få ting som siger så meget om en person, som når denne bærer en oilskinsjakke fra Barbour, og man vil sandsynligvis kunne sige noget om denne persons baggrund. Det er ligegyldigt om en person har et dyrt ur, et par designerjeans til 3.000 kroner eller en eksklusiv taske. Den person kan i princippet tilhøre hvilken som helst del af samfundet.

Møder du til gengæld en ung mand iført en velpatineret oilskinsjakke fra Barbour, sat sammen med eksempelvis et par randsyede sko eller et par Stan Smith sneakers fra Adidas, samt et flot gammelt ur eller et nyt Omega, skulle man med overvejende sikkerhed kunne påstå at han kommer fra et af samfundets bedre lag. Og hvorfor er det så vigtigt at kunne afgøre, tænker I? Det er overhovedet ikke vigtigt, men det er bare et interessant faktum, at netop Barbours oilskinsjakker, af den ene eller anden grund gennem mange år har været en ting som er blevet båret af samfundets elite.

Det er jo ikke en jakke som stikker ud designmæssigt, og den er hverken specielt dyr eller ser specielt eksklusiv ud. Måske er det præcis det som tiltaler den type mennesker som køber den. De har måske allerede en vis social status og har ikke behov for at udtrykke det yderligere. Barbourjakken bliver en form for hemmelig adgangsbillet, et underforstået tegn blandt folk - og dem som ved det, de ved det. 


Den klassiske jakkemodel Ashby fra Barbour

Der er sikkert mange anledninger til at det forholder sig sådan, og har gjort det så relativt længe. For at forstå det er vi nødt til at rejse over kanalen, til England, hvor vi har mulighed for at fordybe os i firmaets oprindelse og historie.

Da det i sin tid startede befandt klientellet langt fra de fashionable adresser i storbyerne. Faktisk skulle du helt ud af byerne for at finde dem overhovedet. For da John Barbour startede sin virksomhed i 1894 i South Shields, en by langs den engelske østkyst nær Skotland, var det først og fremmest områdets fiskere og bønder han havde i tankerne. Det er værd at huske, at dette er et af de koldeste og mest stormfulde steder i England og livet var hårdt, specielt for fiskerne som arbejdede på havet. Da John Barbour udviklede sin oilskinsjakke i vokset bomuld, revolutionerede det anvendelsen af praktisk overtøj for mange personer. Tidligere havde fiskerne forsøgt at impregnere deres frakker med bl.a. talg og fiskeolie, men de blev for stive og umedgørlige, og lugtede også derefter. Den voksede jakke fra Barbour var meget lettere, nem at anvende og kunne bedre modstå regn.

Det var altså oprindeligt i højeste grad et stykke arbejdstøj. Firmaet fik hurtigt et godt rygte, havde fremgang og voksede sig større. Fokus lå altid på funktionalitet og anvendelighed, og ganske hurtigt blev anvendelsesmulighederne flere og kundekredsen voksede.

Netop den rige historie er en del af charmen ved Barbour. Der findes en sjov anekdote fra tiden før 2. verdenskrig. I 1937 havde kaptajn George Philips kommandoen over ubåden HMS Ursula. Han var ikke tilfreds med den uniform hans besætning havde og som var den gængse for marinens ubåde på den tid. Han fik financieret og bestilt en to-delt jakke fra Barbour til hele sin besætning. Dette såkaldte "Ursula Suit" som det blev kendt som, blev kort efter så populært, at det blev uniform for alle ubådsbesætninger i hele den britiske flåde. Det blev senere en inspiration for Barbour, da de udviklede deres motorcykel/racing jakke, International, som fortsat laves idag.

Apropos International-jakken og dennes relation til motorsport, så blev den så tidligt som 1964 båret af af skuespilleren, stilikonet og motorsportsentusiasten Steve McQueen da han repræsenterede USA i det hårde 6-dags rally for motorcykler i Tyskland.


Stilikonet Steve McQueen

Som en del af historien er det glædende at dette succesfulde firma ikke er blevet opkøbt undervejs, eller som mange andre historiske britiske firmaer, enten er gået konkurs eller har flyttet produktionen udenlands. Barbour drives idag af 4. generation fra samme familie, ledet af Dame Margret Barbour. Hun har styret firmaet de seneste 40 år, siden hendes mand, John Barbour, desværre gik bort i en tidlig alder. Denne kvinde har gjort et enormt stykke arbejde og er endda blevet adlet for sin indsats. Derudover er det hende personligt som står bag deres måske mest kendte model, Beaufort. Den lancerede hun i 1982 efter at være blevet inspireret af en jagtjakke hun havde set i Frankrig.

Som nævnt indledningsvis så er Barbourjakken blevet et ikon. En anden årsag er også, at stort set alle medlemmer af de britiske kongefamilie er blevet spottet i en. Derfor er Barbour også blevet udnævnt kongelig hofleverandør i England hele tre gange! Første gang det skete var i 1974 ved H.R.H The Duke of Edinburgh, siden i 1982 af selveste Her Majesty the Queen og 3. gang var i 1987 af H.R.H Prince Charles. En ting er sikkert, at hvis kongefamilien bærer noget, så skal adlen også, og så kigger overklassen efter. Det giver produktet en eksklusiv status og mange vil gerne købe sig ind i den verden gennem at bære det.

Yderligere en lidt interessant iagttagelse, og en sandhed, er at det i disse kredse ikke anses for specielt fint at bære en helt ny Barbourjakke. For det kan betyde at man først lige er "kommet ind i kredsen". Nej, en vokset Barbourjakke anses for mest eksklusiv hvis den er rigtigt godt gammel og brugt, fordi det betyder at ejeren har haft den rigtigt længe og har tilhørt den omgangskreds længe.

En af mine venner som arbejdede i Harrods i 90'erne, fortalte om en herre som købte en ny oilskinsjakke fra Barbour hvorefter han straks lagde den på gulvet og begyndte at trampe på den, så den ikke så helt ny ud. Det siger lidt om fænomenet.

En sidste ting som er værd at have med i fortællingen, og som er noget jeg mener giver Barbourfænomenet et sjovt twist, er at det ikke kun er i de finere kredse at mærket ses. Det er blevet populært selv i musikkens verden og derfor også i alternative sammenhænge. Sådan har det været i en række år, og man har kunnet se oilskinsjakken på brittpop- og indieband i ganske lang tid.

I 2007 fik den en revival hos de yngre musikinteresserede og modebevidste da man på festivallerne sommeren over kunne se indiegruppen Arctic Monkeys, Lily Allen og Peaches Geldof i den klassiske jakke.

For mig personligt giver det en ekstra dimension og gør ikke Barbour mindre interessant - tværtimod.

Tekst: Olof Nithenius
Foto: Ted Olsson, Evelina Svantesson og Barbour


DU SYNES MÅSKE OGSÅ OM:
Rule britannia »
Ikoniske beklædningsgenstande »