Når man snakker om sportsjakker og blazere bliver der ofte nævnt forskellige begreber som krave, revers, manchetter osv. Vi kommer her med en kort grundlæggende gennemgang af de forskellige dele på en blazer, samt hvordan de kan være med til at påvirke stil og udtryk.
Når det kommer til stil er der i princippet ikke noget der er rigtigt og forkert, da det i sidste ende er individuelt hvad man synes om. Dog er der nogle grundlæggende guidelines og begreber, som kan være gode at kende til når man skal kombinere. I dette indlæg sætter vi fokus på jakken, også kaldet sportsjakke eller blazer, og de forskellige dele som den består af. Nogle af detaljerne har større betydning end andre, lige så vel som at de henholdsvis både har praktiske og æstetiske funktioner.
Krave
Kraven behøver muligvis ikke nogen dybere forklaring, men for en god ordens skyld er det den del som sidder rundt om blazerens hals og går ned til indhakket omkring brystet, hvor kraven bliver til revers.
Revers
Som nævnt, er reverset en fortsættelse af kraven, og starter fra omkring brystet hvor der er et lille indhak. Reverset er en af de dele på en jakke som kan påvirke det visuelle indtryk mest. Det mest almindelige revers er det såkaldte "notch lapel", hvor der er et lille indhak mellem krave og revers og hvor kanterne er stumpe. Denne kan bruges i alle sammenhænge pånær de meget formelle, selvom det på ingen måde vil være en katastrofe, hvis man møder op til et bryllup i en jakke med notch lapel revers. I denne sammenhæng vil en jakke med spidsrevers eller såkaldt "peak lapel", i stedet være at foretrække. Spidsreverset ses ofte på dobbeltradede jakker. På venstre revers er der ofte et lukket knappeluk, som skal sprættes op før brug. Dette er beregnet til en revers pin eller evt. en blomst, såsom en rose, hvilket kan være en fin og elegant detalje ved mere formelle lejligheder, som eksempelvis et bryllup.
Derudover findes der også sjalrevers, hvor jakkens krave og revers går ud i et. Dette ses typisk ved smokingjakker.
Gorge line
Gorge line er udtrykket for hvor kraven og reverset mødes. Alt afhængigt af hvor dette punkt er placeret kan det have en stor indflydelse på indtrykket af din jakke. Ved mange ældre modeller ser man ofte at gorge line sidder langt nede på brystet, hvorimod den sidder højere oppe ved nyere modeller.
Brystlomme
Brystlommen er en fin detalje, som gør det muligt at bære en lommeklud som et stilfuldt stykke tilbehør og på solrige dage kan den tilmed være en god holdeplads for dine solbriller. I forhold til lommekluden, så er det vigtigere at man kombinerer denne med farverne i skjorten eller jakken, fremfor blot at gå efter et farverigt alternativ.
Lommerne foran
Den mest almindelige type blazer har to lommer foran med flap. Engang imellem ser man også jakker med vinklede lommer, som på engelsk kaldes ”slanted pockets”. Disse stammer fra tiden hvor blazeren i høj grad blev anvendt ved ridning og vinklen på lommen gjorde det lettere at komme til når man sad på hesten. I dag er de vinklede lommer i højere grad en æstetisk detalje, som ligeledes får din talje til at se lidt smallere ud.
Billetlomme
Billetlommen er den lille ekstra lomme, som sidder over den højre lomme foran. Som navnet også antyder er denne lomme primært beregnet til at opbevare sin billet i, når man skal i biografen, koncerten, teatret eller lignende.
Slids
Slidsen finder du nederst på jakkens bagside og her findes der både enkelslids og dobbelslids. Ved en enkelslids er slidsen midt på jakkens bagside, mens en dobbelslids har en slids på hver halvdel. Slidsen er opfundet i forbindelse med at blazeren ofte blev brugt til sport (bl.a. ridning) før i tiden, hvorfor det var vigtigt at man havde god bevægelighed. Desuden gjorde slidsen at jakken stadig sad pænt foran, når man sad på en hest.
Manchet
Slutningen af ærmet samt de 3-5 knapper, som sidder der, kaldes for manchetten. Ligesom mange andre detaljer på en blazeren er manchetten historisk en praktisk detalje, da læger eksempelvis havde behov for at kunne knappe og folde manchetten op for ikke at få blod eller skidt på ærmerne. Det er tit en fordel at købe en blazer med lukkede knappehuller ved manchetten, da det dermed er meget lettere at få tilpasset ærmelængden ved en skrædder, med et tilfredsstillende resultat.
Armlængde
En av af de vigtigste detaljer ved en jakke er ærmernes længde. Hvis ærmerne er for lange ser hele jakken for stor ud, selvom den ellers skulle sidde godt. En tommelfingerregel er at dit skjorteærme skal slutte der hvor håndledet går over i hånden og dit jakkeærme skal være ca. 1 cm kortere, så skjorteærmet præcist kigger ud. Dette skal måles når du står med armene naturligt hængende ned langs kroppen.
Knappeluk
Knappelukket består af en, to eller tre knapper og kan både bestå af en enkelt eller to rækker, som kaldes henholdsvis enkeltradet eller dobbeltradet. Er der to knapper i en jakke lukker man udelukkende den øverste og ved tre knapper kan man vælge enten kun at lukke den midterste eller de to øverste.
Tekst: Mikael Vallin
Billede: Evelina Svantesson