Da vi besøgte Hestra for et stykke tid siden, spurgte vi handskemageren Niklas Magnusson om hans bedste råd nar man skal købe et par handsker. I dette indlæg kommer han med nogle af de sandsynligvist bedste og mest valide tips som man kan få.
Tekst: Mikael Vallin
Billede: Evelina Svantesson & Hestra
Publiceret
05-11-2016
At vælge de rigtige
handsker med den rigtige pasform, er lige så vigtigt som at vælge rigtig pasform til et par sko eller et jakkesæt, når man snakker om opbygning af en langsigtet garderobe. Handsken bliver dog ikke altid i samme grad opfattet som et stilet stykke tilbehør, som eksempelvis
sko eller slips, og dens funtionelle funktion overskygger ofte den stilmæssige funktion, hvilket vi synes er synd, da handsken i høj grad kan tilføre noget til helhedsindtrykket af din stil. I det følgende kommer vi med gode råd til hvad der er vigtigt at tænke på når du skal købe pænere skindhandsker. Det er i denne sammenhæng vigtigt at pointere at andre råd vil gøre sig gældende hvis det kommer til deciderede skihandsker eller arbejdshandsker.
Handsken skal harmonere med dine sko
”Generelt er det vigtigt at handsken harmonerer med dine sko”, indleder Niklas. ”Hvis jeg til eksempel har et par sorte
oxfords, som er den mest formelle type af sko, sammen med et mørkt
jakkesæt og en frakke, så ville vælge et par handsker i sort hairsheep-skind, også kaldet lammenappa. Det er en super lækker handske med et flot blankt og formelt finish, og hairsheep må anses som de mest formelle skind som bruges til handsker. Formalitetsgraden på handsker afhænger meget af materialevalget, og hvis man ønsker en lidt mindre formel og lidt mere sporty handske, så er et par handsker i lamme-ruskind eller elge- eller hjorteskind rigtig gode alternativer. Det mest uformelle materiale, kan nok anses for at være fra carpincho'en, også kaldet kapivaren eller flodsvinet."
”En komplet handske-garderobe bør egentligt give dig mulighed for at sammensætte et par handsker med hvert enkelt par sko du ejer. Dermed ikke sagt at du er tvunget til at købe handsker i hver eneste brune nuance som du har sko i, selvom der faktisk er en del handskeentusiaster som gør netop gør det, men som minimum bør du have et par brune og et par sorte handsker. Brune handsker til brune sko og sorte handsker til sorte sko, det er regel nummer et! Vil man så tage den et skridt videre, så kan man eksempelvis have et par brune ruskindshandsker, til når man går med sine brune ruskindssko, så matcher både materiale og farve. Netop materialet er utroligt spændende at eksperimentere med når det kommer til sammensætning af outfits", siger Magnusson.
Handskemager Niklas Magnusson ved sin arbejdsbænk.Pleje af handsker
Med et entusiastisk blik fortsætter Niklas; ”En peccaryhandske i cognac-farve er en af de mest klassiske herrehandsker. Den aldres og patineres på en utrolig smuk måde og med den rette pleje kan den holde i meget lang tid. I forhold til pleje er det specielt vigtigt at understrege at skindhandsker, præcist som med lædersko, har brug for at hvile og tørre mellem brug. Derudover er det vigtigt at behandle dem med de rette produkter engang imellem, for at de skal bibeholde materialets egenskaber og holdbarhed”.
Den rigtige handske afhænger af formålet
Man skal desuden være bevidst om at bære den rette type handske i forhold til omstændighederne. Kashmirfór er eksempelvis et ekstremt dejligt og blødt fór, men det er ikke beregnet til hårdt slid og fysisk aktivitet. Bruger du en handske med kashmirfór til at bære tunge kasser, så vil handsken ret så hurtigt gå i stykker. Uld er et langt mere hårdført og velegnet materiale til fór, hvis man forventer at handskerne bliver udsat for meget slid og fysisk aktivitet.
Mål omkredsen af din hånd ved knoerne, for at finde frem til den rette størrelse.
Kunsten af finde den perfekte pasform
”Handskemageri handler helt princippielt om at finde frem til den perfekte pasform", fortæller Niklas. Det vigtigste mål er grebet henover håndryggen, som baseres på omkredsen rundt om din hånd ved knoerne. For de meste måles en handskes størrelse i franske tommer. En fransk tomme er noget længere end en engelsk tomme. Du får altså en mindre størrelse hvis handsken er opmålt i franske tommer, end hvis den er opmålt i engelske tommer, hvilket er noget man skal være opmærksom på.
"En pæn skindhandske skal sidde godt til rundt om hånden og nærmest være en smule svær at få på første gang. I forhold til fingerlængden, så er dette selvfølgeligt også noget man skal tage hensyn til, men pasformen over håndryggen er dog det der bør komme i første række", afslutter Niklas.