I løbet af sommeren er det oplagt at smøge skjorteærmerne op på de varme solskinsdage. Både for at blive en smule afkølet og få lidt sol på armene, men også som en diskret stildetalje, der er med til at fremhæve et afslappet udtryk.
Tekst: Jon Carrington
Foto: Evelina Lind
Publiceret
14-07-2018
Stil handler ikke udelukkende om hvilket tøj du bærer, men i høj grad også hvordan du bærer det. I dagens indlæg har vi sat fokus på hvordan du bedst smøger ærmerne op på din skjorte og hvordan du kan bruge det som en stilmæssig detalje.
HVOR LANGT SKAL MAN SMØGE SKJORTEÆRMERNE OP?
Egentligt er der ikke nogen stilregler, som dikterer hvor langt op på armene du skal smøge din skjorteærmer op. Det er lidt op til en selv, men det mest normale og klassiske er, at smøge ærmerne op til lige under albuen. Smøger du ærmerne op til over albuen, hvilket kan være skønt på varme sommerdage da det giver lidt mere luft og bevægelsesfrihed, så opnår du et mere afslappet udtryk og et indtryk af at du skal udføre noget fysisk arbejde.
Tips: Jo mere "sjusket" du laver din opsmøgning og jo mindre du retter manchetterne til, jo mere afslappet udtryk vil du opnå. Tænk over, hvilken skjorte du har på. Har du en casual skjorte i hør, så passer en "sjusket" opsmøgning fint, men har du en mere formel skjorte på, så passer en pænere og mere omhyggelig opsmøgning bedre. |
3 MÅDER AT SMØGE SKJORTEÆRMERNE OP PÅ
Som sagt, så findes der ikke rigtigt et fastlagt regelsæt for, hvordan du skal smøge dine skjorteærmer op. I det følgende kommer vi dog alligevel med tre måder at smøge ærmerne op på samt lidt om, hvordan det kan påvirke din stil.
1. Den klassiske opsmøgning
Den mest almindelige måde at smøge dine skjorteærmer op på. Passer bedst til de lidt mere casualle skjorter og er hurtigt og enkelt at gøre.
Sådan gør du: Knap manchetten op og begynd at folde skjorteærmet op, med udgangspunkt i manchettens højde. Har du to knapper i manchetten kan du evt. nøjes med kun at knappe den ene knap op og lade den anden være, for at få et lidt strammere opsmøg, der ikke "falder ned" på armen.
Denne form for opsmøgning kan også bruges sammen med en pullover, hvor du kan trække ærmet på pulloveren op og derefter lægge folden uden på trøjeærmet.
2. Den fikserede / italienske opsmøgning
En lidt mere formel form for opsmøgning, der egner sig til pænere skjorter og begivenheder.
Sådan gør du: Knap manchetten op og lav en fold, så manchetten ligger med indersiden ud. Træk ærmet op til lige under albuen og tag derefter manchetten og fold den ind under skjorteærmet, så manchetten ikke længere er synlig.
3. Den afslappede opsmøgning
Den mest afslappede opsmøgning, som egner sig bedst til uformelle skjorte med bløde manchetter. Egner sig desuden godt, hvis du ønsker at smøge ærmerne op til over albuen.
Sådan gør du: Denne opsmøgning minder meget om den første klassiske opsmøgning. Forskellen er, at du starter med at folde manchetten en gang over sig selv, så selve folden bliver mindre. Derefter er det blot at folde skjorteærmet op som normalt.
Hvad synes du om denne artikel?