Tekst: Pontus Widegren
Foto: Ted Olsson & Getty Images
Hawaiiskjorten er elsket af både stilikoner som Al Pacino og bohemekunstnere som Hunter S. Thompson. Det karakteristiske udtryk, med korte arme og ofte et farverigt mønster, er iøjnefaldende og giver brugeren en vis excentricitet. Hvis man vover at klæde sig i den, er skjorten det perfekte ferietøj, som giver et stilfuldt udtryk også på varme dage. Måske er det netop derfor, skjorten har gjort comeback.
Mongomery Clift, Donna Reed og Frank Sinatra I filmen Herfra til evigheden fra 1953.
Som så mange andre beklædningsgenstande har hawaiiskjorten også en omfattende historik. Det hele startede i 1880'erne, hvor amerikanske plantageejere havde brug for billig arbejdskraft. Der blev rekrutteret arbejdere fra forskellige dele af verden som Kina, Portugal og især Japan. Og det var netop de japanske indvandrere, der var med til at skabe hawaiiskjorten. De, der forlod deres hjemland Japan, havde taget forskelligt farverigt og mønstret kimonostof med, som blev den første inspiration til det, der senere blev til hawaiiskjorten.
De lærde er uenige om, hvem der stod bag den første hawaiiskjorte, men historikerne er sikre på, at den så dagens lys i 1920'erne. Det siges, at manden bag den var den japansk fødte skrædder Koichiro Miyamoto, som arbejdede i Honolulu i 20'erne og 30'erne. Ved at eksperimentere med forskellige farverige print på japansk yukata-stof opstod den skjorte, vi kender i dag. Kortærmet med åben kraveform, det vil sige ingen knap i halsen.
Andre hævder, at det var studenten Gordon Youngs mor, der fremstillede det første eksemplar; en skjorte med bambusmønster, som han først gjorde populær på University of Hawaii og derefter på universitetet i Washington, hvor hans dristige udtryk fik mange til at kigge en ekstra gang.
Uanset oprindelsen kom skjorten til at indgå i modebilledet i 1931, da den kinesisk-hawaiianske forretningsmand Ellery Chun flyttede tilbage til Honolulu efter sin eksamen fra Yale. Midt i den ødelæggende økonomiske depression, der dengang herskede i USA, startede han en virksomhed op, som skulle formidle den lokale stil til resten af verden. I 1936 ser den første hawaiiskjorte dagens lys, og bare nogle få år senere er skjorten en succes.
I løbet af et årti fandtes der 275 skrædderier, som fremstillede skjorterne, og øerne i Stillehavet blev synonyme med skjorterne, som blev distribueret til hele verden. Ikke mindst til Japan, hvor man også indgik i en lukrativ handel med stof og lignende frem til anden verdenskrig og Pearl Harbour.
Da støvet havde lagt sig oven på krigen, begyndte man at mindes gamle tider, hvor store skuespillere som John Barrymore, Douglas Fairbanks og Ronald Colman blev set iført de mønstrede og farverige skjorter på stranden, når de havde fri. Skjorten blev et symbol på fred og ferie, og i 1948 så krigsveteranen Alfred Shaheen et potentiale for hawaiiskjorten igen. Snart beskæftigede Shaheens virksomhed over 400 medarbejdere, som fremstillede og solgte skjorterne i hele verden.
Skjorten var så populær, at de ansatte i Hawaiis statsråd fik lov til at klæde sig i skjorten i arbejdstiden fra og med 1947. Den blev også en slags uofficiel orlovsuniform i den amerikanske flåde, hvor matroserne og soldaterne blev set iført skjorten på stranden i deres fritid. Det bidrog til fremgangen, og salget steg.
Fra og med 1947 blev det okay at bære hawaii-skjorten i arbejdstiden. Her ses den i et bestyrelseslokale på Oahu Island, Hawaii.
Skjorten fungerede som ambassadør for Hawaii, og der dukkede en række postkort op med forskellige varianter, hvilket var med til at cementere skjortens forankring som et lokalt symbol for øerne. Berømte øboere som Duke Kahanamoku, der var Hawaiis mest prominente surfer og en pioner inden for området, var med til at fremme surferlooket, som man senere kunne se hos flere rockbands, der også tog stilen til sig. Beach Boys, The Trashmen og The Ventures er bare nogle få af de bands, der udformede hele deres image ud fra Duke Kahanamokus stil.
En væsentlig årsag til hawaiiskjortens fremgang kan tilskrives populærkulturelle filmstjerner, som man så iført tøjet ved flere lejligheder. Hvis det ikke var for Tom Sellecks medvirken i tv-serien Magnum P.I. eller Elvis Presleys vuggende hofter i filmen Blue Hawaii, ville hawaiiskjorten sandsynligvis ikke have opnået den kultstatus, den har i dag.
Joan Blackman og Elvis Presley fra filmen Blue Hawaii, fra 1961
Det er nemt at forbinde tøjet med feel good og paraplydrinks, men faktum er, at skjorten også udgør grundlaget for flere antagonisters tøjstil i en række film. Robert De Niro i Cape Fear, Al Pacino i Scar Face og John Travolta i Pulp Fiction var iført skjorterne og har dermed nuanceret synet på tøjet.
På grund af den brogede kulturelle status, skjorten udstråler, har dette kulttøj gjort comeback i garderoben hos flere stilbevidste mænd. Det skal dog understreges, at skjorten egentlig er tidløs. De samme stilforbilleder, der blev set iført klassisk tøj som trenchcoat eller polotrøje, blev for flere årtier siden også set iført hawaiiskjorten. Nu finder man mænd verden over, som er interesserede i klassisk herrestil, og som har forstået skjortens storhed. De har integreret den i deres sommergarderobe, hvor den hører hjemme.
Vintagetøj og interessen for klassisk stil har vundet frem de seneste år. I takt med at taljen på bukserne går op, og shortsene bliver kortere, ønsker man at supplere sine hørskjorter med andre overdele, som er behagelige at have på, når det er varmt. Så er hawaiiskjorten et perfekt alternativ.
LÆS MERE: 3 måder at bruge bowlingskjorten
Hawaiiskjorten er kommet for at blive. Tidløsheden skinner igennem og giver et autentisk vintagelook. Nostalgien kan få en til at tænke på milkshakes og hot rod-biler, men elegancen er kommet for at blive. Spørg bare Frank Sinatra.I uge 27 har vi begrænsede åbningstider på telefon. Venligst send en e-mail til [email protected]
Du kan finde vores svar på de mest stillede spørgsmål her.
Vi besvarer din mail inden for 24 timer på hverdage.