Mange folk tror at det er kompliceret at bære en butterfly og at det kun er noget der hører til ved bryllupper - men det er langt fra sandheden. Vi kommer med tips og råd til hvordan du kan bære en butterfly og hvad du skal tænke på.
Tekst: Mikael Vallin
Foto: Charlotte Håkansson
Publiceret
28-11-2017
I bund og grund kan en butterfly passe ind i næsten alle sammenhænge, medmindre at der er noget som gør at det vil være upassende eller "forkert". Mange undgår at bære butterfly da de enten synes den er for formel eller fordi den af nogle er blevet stigmatiseret til nærmere at være et sjovt input fremfor et stilmæssigt stykke tilbehør. Vi har sat fokus på butterflyen, samt hvordan og i hvilke sammenhænge den kan bruges.
Centrum i dit outfit
Ligesom med et slips, så sidder butterflyen i centrum af bæreren og bliver derfor også naturligt blikfang og centrum for dit outfit. I og med at butterflyen allerede har en meget karakteristisk form, så spiller farve, mønster og stof også en utrolig stor rolle. En klar rød butterfly med hvide polkaprikker (fra Turnbull & Asser) signalerer pondus og leder tankerne hen på Winston Churchill. Det er dog få mennesker som har samme pondus som Churchill og det kræver virkeligt sin mand at bære en polkaprikket butterfly, hvorfor man lige bør tænke sig om en ekstra gang.
Nedtonede farver og matte materialeteksturer
Det er langt lettere at bære butterflies i materialer som uld, bomuld eller strikkede varianter, fremfor butterflies i silke, som hurtigt bliver meget formelle. Bær gerne butterflyen tone-i-tone med din blazer, vest eller pullover. Når det kommer til butterfly sammen med pullover, så egner en pullover med v-hals sig klart bedst, da den giver plads til butterflyen samtidigt med at butterflyen er med til at fylde det ellers noget bare skjortestykke ved halsen ud. Netop pullover'en er et remedie som man kan bruge til at bære butterflyen i en mere afslappet og casual sammenhæng.
Butterfly til smoking
Bærer man butterfly til smoking, så skal den i udgangspunktet altid være sort, uanset hvor meget din borddame ellers vil have at den skal matche hendes smaragdgrønne festkjole. Smokingen er en nærmest hellig påklædning og skal bæres med stil - ikke som matchende tilbehør til din ledsager.
Bind den selv og bær den med værdighed
Afslutningsvis vil jeg slå et slag for at man binder sin butterfly selv, da det giver det klart flotteste og mest stilfulde resultat. Og så er det faktisk ikke meget sværere end at binde sine sko, når ellers man først har lært det. Du kan se hvordan du binder en butterfly
her.Som altid er det vigtigste at du faktisk selv har lyst til at bære en butterfly og føler dig tilpas med det - ellers vil det stort set altid komme til at se forkert ud. Selvsikkerhed og stilintegritet er det afsluttende stykke tilbehør, som binder dit outfit og stiludtryk sammen på den bedste måde.