Den ternede blazer er vaskeægte blikfang og med til at øge stilniveauet i garderoben. Vi kommer her med nogle brugbare tips til, hvordan du bruger den med succes uden alt for mange brølere, hvad angår mønster og matchning!
De fleste af os, som ynder at gå i jakkesæt samt jakke og bukser, har prøvet at kaste lange blikke efter ternede blazere og føle trang til at anskaffe og bruge et eksemplar. Ofte ledsaget af tanken: Men hvordan bruger jeg lige en ternet blazer?! Det handler alt sammen om mavefornemmelse og viden om mønsterkombinationer, som kan overføres til stort set alt tøjet i garderoben. Desuden er det også et spørgsmål om det ternede mønsters farver og den kontrast, der skabes.
Kontraster i mønsterfarverne
Som i så mange andre sammenhænge bliver det nemmere at bruge et ternet mønster, jo blødere kontrasterne mellem farverne er. Sorte tern på en hvid grundfarve bliver meget iøjnefaldende, især hvis det er et mønster med store tern, som også viser meget af den meget lyse bundfarve. Gå i første omgang efter for eksempel et ternet mønster, som er meget tone-i-tone. Det kan eksempelvis være mørkeblå tern på en lyseblå bund, mørkebrune tern på en lysebrun bund eller brune tern på en grå bund, hvor farvernes toner harmonerer, osv. På den måde bliver ternene knap så støjende og iøjnefaldende og dermed nemmere at bruge.
Mønsterets størrelse
Dette aspekt bygger videre på det tidligere ræsonnement om, hvor fremtrædende det ternede mønster på din blazer er. Det kan virke selvfølgeligt, men vi synes, at det stadig er en forklaring værd: Jo større tern i mønsteret, desto mere iøjnefaldende bliver blazeren. Hvis du derimod bruger et storternet mønster, som er tone i tone med stoffets grundfarve, kan det fungere rigtig godt. Men jo mindre tern, jo nemmere er blazeren som regel at bruge.
Type af ternet mønster
Når man taler om ternede mønstre, er disse varianter meget almindelige i blazersammenhænge:
• Glencheck (ofte kaldet "Prince of Wales check" i England)
• Hanefjedsmønster
• Gingham-tern
• Windowpanes
Når man begynder at bruge ternede blazere, er hanefjedsmønster med en ternstørrelse på ca. 3-5 mm meget taknemmeligt at prøve. Det er i sig selv ikke særligt iøjnefaldende.
Kombinationer med ternede blazere
Som med alt mønstret tøj og det, man kombinerer det med, gælder det om at lade det mest iøjnefaldende tøj stråle igennem og ikke omgive det med andre mønstre, der konkurrerer rent visuelt. Når det så er sagt, bør man aldeles ignorere de alvidende mennesker, der hævder, at man absolut ikke kan kombinere f.eks. to forskellige ternede mønstre, to stribede osv. En blazer med relativt storternet glencheck-mønster kan uden problemer eksempelvis kombineres med et par
bukser med et meget lille hanefjedsmønster. Det kræver dog en solid mavefornemmelse og rutine, når det gælder matchning af mønstre. Ensfarvede bukser, som gerne må være baseret på nogle af blazerens lysere farver, er dog altid et godt udgangspunkt, og
jeans fungerer ligeledes godt, når man vil have en mere afslappet tilgang.
Tilbehør og ternede blazere
For nu at gå lige til sagen gælder det samme her angående mønsterblandinger. Fine polkadot-mønstrede slips passer rigtig godt sammen med ternede blazere. Paisley-mønstrede
lommetørklæder i afdæmpede toner, som gør, at lommetørklædet går i et med blazerens bundfarve, er også et rigtig godt alternativ. Et hvidt lommetørklæde til en hvid skjorte, der er knappet op i kraven, giver en god business-kombination med høj stilfaktor, men alligevel et stilsikkert afslappet udtryk. Hvis du vil bruge et ternet slips sammen med din ternede blazer, gælder det samme som tidligere: Store striber sammen med små tern eller smalle striber sammen med storternede mønstre i omgivelserne.
Med udgangspunkt i disse tips håber vi, at du har fået mere mod på at gå efter en ternet
blazer, for når det gøres rigtigt, kan det give nogle utroligt flotte kombinationer!