Chelsea boots er en sko, der er rigtig god, hvis man ønsker en model, der føles afslappet, men stadig giver et meget velklædt indtryk. Vi kigger her på en af de mest almindelige problemstillinger, mange støder på, når de vil i gang med at bruge Chelsea boots.
Chelsea boots er en sko, der er velegnet til mænd, som ønsker at klæde sig pænt, uden at se alt for formelle ud. Jeg anbefaler dem ofte og gerne i min rolle som stilrådgiver for mænd, der ofte går i sneakers, og som ønsker at begynde at bruge en sko, der er lidt mere elegant, men stadig føles afslappet.
BRUG AF CHELSEA BOOTS
Det blev populært at bruge Chelsea boots i 1960'erne, og skoen var en naturlig del af mods-kulturen. De tager sig især godt ud i en ruskindsversion. Skoen har et ankelhøjt skaft med en solid elastik, som betyder at Chelsea boots er nemme at tage af og på, samtidig med at de får et meget enkelt og stilfuldt udtryk. I brunt er de rigtig gode sammen med både blå jeans og chinos, eksempelvis i beige, grå, blå og grønne. Sorte Chelsea boots brugt sammen med sorte eller grå bukser, giver tøjet lidt en følelse af rock 'n' roll. Begge farver er også gode sammen med jakkesæt, så de får et mere afslappet udtryk, gerne i kombination med en rullekravebluse.
DEN RETTE BUKSELÆNGDE TIL CHELSEA BOOTS
Hvilken bukselængde skal man så have til Chelsea boots? Det afhænger dels af, hvad man selv foretrækker, og dels af buksebenenes vidde. Vidden på skoenes skaft har også en vis betydning. Fordi Chelsea boots har skaft, kan man bruge sine bukser noget kortere sammen med dem. Det betyder, at mere af skoen bliver synlig. Et godt pejlemærke er dog, at overdelen af skoenes skaft stadig skal være skjult af buksebenene.
Hvad angår vidden på skaftet på dine Chelsea boots, dikterer de lidt både vidden og længden for dine bukseben. Hvis skoskaftet sidder meget tæt til, kan du bruge noget smallere og kortere bukseben til dem, hvis du foretrækker det. Hvis skaftet på dine Chelsea boots er lidt løsere i pasformen, bør vidden på dine bukseben være større end skoskaftets. Ved sko med mere vide skafter er det også vigtigere, at benlængden går lidt ned over skaftets øverste kant, så buksebenene ikke kommer til at hænge fast i skoskaftet.
Man kan f.eks. også bruge bukseben, der er så lange, at bukserne ligger og hviler på skoens overlæder. Man plejer at tale om, at man bruger buksebenene med et såkaldt "break", det vil sige den fold, der dannes på buksebenets forside, når det "brydes" mod skoen. Brug af så lange bukseben sammen med Chelsea boots, betyder dog at det meste af skoen skjules af buksebenet. Vide bukseben, der er så lange, kan også få dine Chelsea boots til at synes små og sirlige, da skoens elastik ofte betyder, at hele skoen sidder meget tæt på fodens naturlige silhuet.
Hvad synes du om denne artikel?