Det er måske en sandhed med modifikationer, at et par vellavede, randsyede sko holder evigt, men med den rette pleje og de rette reparationer kan de holde meget længere end almindelige sko.
Tekst: Jon Carrington
Foto: Malin Otter
Skomagere: Jörgen Stålborn
Publiceret
02-01-2018
Vi har tidligere skrevet om betydningen af den rette skopleje og om, hvordan man plejer sine sko, så de holder længere. Det er faktisk det vigtigste, hvis de skal holde længe, men nogle gange skal der gøres lidt ekstra for at give dem nyt liv.
LÆS MERE: Vedligeholdelsesguide - Sådan vedligeholder du dine sko
Efter nogle års brug vil alle sko blive slidt på den ene eller den anden måde, og det kan derfor være nødvendigt at få foretaget en tiltrængt reparation hos skomageren. Vi har taget et par 10 år gamle og godt slidte støvler fra Loake 1880 med hen til vores ven Jörgen Stålborn, som flere gange er kåret til svensk mester i skomageri, for at vise, hvor meget det faktisk er muligt at reparere et par gamle sko og friske dem op.
INDEN ARBEJDET PÅBEGYNDES
Som man kan se på billederne nedenfor, er de sko, der skal repareres, ret "trætte". Sålen er meget nedslidt og er lige ved at løsne sig fra tådelen på venstre sko. Ruskindet ser også lidt kedeligt ud og skal opfriskes. Et stykke inde i arbejdet viser det sig også, at gelenken, der sidder under svangen, er gået i stykker og skal udskiftes.
Et par trætte Kempton fra Loake 1880, som efter 10 års brug trænger til en kærlig hånd. Gummisålen er meget udtrådt, hvilket blandt andet ses på den nedslidte sål på den bagerste del af hælen.Den bagerste del af hælen er blevet meget slidt igennem årene.
Slid på hæl og sål. Visse steder er sålen så slidt, at sømmen er slidt væk. Man kan også se, hvordan sålen begynder at løsne sig fra tådelen.DEMONTERING
Her er en række billeder, der viser, hvad der er blevet afmonteret på skoene, så arbejdet med at shine dem op kan begynde. Vi vil gerne påpege, at dette ikke er præcis den måde, en skomager ville gøre det på i forbindelse med en almindelig istandsættelse. Visse ting, såsom sålens tværsnit og korklaget et stykke nede, er kun vist for bedre at vise, hvordan skoen er opbygget, før alting fjernes helt.
Hælen er blevet løsnet, og sømmene, der holder sålen fast, er skåret væk. På billedet mangler det midterste lag mellem hælen og gummisålen, da det gik helt fra hinanden ved demonteringen. Sålens forskellige lag med gummisål, mellemsål og korklag. Her er dele af mellemsålen og korken fjernet for at vise, hvad der er gjort. Både såler og korklag vil blive udskiftet i denne proces. Her ser man endnu mere af, hvordan skoen ser ud indeni, og man kan skimte gelenken, der forstærker og afbalancerer skoens svang. På billedet kan man også se, at randen, der sidder omkring skoen, er blevet løsnet. Alle dele af sålen og randen er fjernet fra skoen. Ved siden af ligger gelenken, som på det forrige billede var på sin rette plads i skoen. Skoen helt uden sål. Hvis man sammenligner dette billede med de første billeder, hvor skoene ses, inden arbejdet begyndte, kan man se, at ruskindet er blevet renset.
Rensningen foretages allerede i dette trin, fordi man ikke vil tilsmudse de nye dele på skoen, som sættes på senere.GENOPBYGNING
Efter at have fjernet det meste fra sålen er vi kommet så langt i istandsættelsen, at det er tid til at begynde at udskifte de gamle, slidte dele på skoene og give dem nyt liv. Der er en ret tidskrævende proces til at starte med, da der blandt andet skal sys en ny rand fast i hånden.
Her vises, hvordan randen syes fast. Når dette gøres hos skomageren, er randen fugtig, og der stikkes huller i den med en syl. Hullerne matches med de eksisterende huller på båndet på skoens underside (det hvide bånd på billedet). Derved undgår man, at der laves nye huller, hvilket kan medføre, at skoen bliver svagere.
Ved siden af skoen kan man også skimte kransen, der skal syes fast på højre skos hæl.
Tråden føres ved hjælp af en nål gennem båndet og låses med en anden tråd som vist på ovenstående billede. Der dannes en løkke, og tråden føres igennem denne, så de to tråde låses. Når randen sys fast, genbruges de gamle huller, dér hvor den gamle, udslidte rand sad. Krans og rand er monteret på venstre sko. Ved overgangen mellem randen og kransen har skomageren lavet en blød fasning, så de overlapper hinanden pænt. Næste trin er at sætte en ny gelenk i, da den gamle er gået i stykker. Som man kan se på billedet, er metalbeslaget knækket i højre side. I modsætning til fabriksfremstillede sko, hvor korkfyldet spartles på, vil vi til dette par støvler anvende en hel plade kork, som er skåret ud, så den passer i skoen. Det er en fremgangsmåde, der kræver langt mindre specialudstyr, end når fyldet spartles på på et samlebånd En ny rand er syet fast, gelenken er udskiftet med en trævariant, og korklaget er skåret ud. Korken er limet fast i skoen, og det næste trin er at montere en mellemsål i læder, som man kan se ligge groft skitseret under skoen. Lædersålen er limet fast, og sålkanten er blevet slebet langs med skoen, så den stikker tilpas meget ud. Dette er et tidskrævende arbejde. Detaljeret billede af den slebne sålkant. En ny gummisål er limet fast og er blevet presset, så den får en blødt afrundet form, der bliver behagelig at gå på. Næste trin er at sy sålen fast og sætte hælen på.DET ENDELIGE RESULTAT
Sandhedens øjeblik. Efter et par ture hen til skomageren og tilbage til vores eget fotostudie er vi nu kommet så langt, at støvlerne er helt færdige. Hæl og sål er udskiftet, randen, korklaget og gelenken er også nye, og der er lavet en masse andre småting. Nedenfor ser du resultatet.
I forhold til de tidligere trin kan man på dette og næste billede se, at hælen og sålen er syet fast. Sålkanten er desuden blevet slebet, så den har en pæn form, og den har fået lidt glans. Ved tåen kan man se, at sålkanten og sømmen omkring sålen nu har en jævn og fin kant, og at der er en tilpas afstand fra skoen ud til sålens kant.Ovenfor kan man se den store forvandling, skoene har gennemgået. Sålen er igen helt ny, og ruskindet har fået en yderst tiltrængt opfriskning med rensning og en farvet imprægnering, således at skoen har fået noget af sin oprindelige glans tilbage.
Afsluttende kommentar: Den støvleistandsættelse, vi har udført her, er strengt taget lidt mere, end hvad der normalt er økonomisk berettiget. Dette er for at gøre det så tydeligt som muligt for læseren og for at vise, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre med et par slidte sko. Det er langt mere almindeligt og ofte tilstrækkeligt at udskifte hælen, slidsålen eller hælforet for at give skoene nyt liv. Vi håber, at du synes, at denne gennemgang var lærerig og interessant.
LÆS MERE: Hvornår skal man reparere sine sko – og hvornår skal man købe nye?